På besøg i kolonitiden
Vi forlod det kolde, regnfulde Phong Nha og tog endnu et ryk sydpå i jagten på bedre vejr. Endnu en sovebus senere ankom vi i Hoi An, en hyggelig lille by cirka midt i det lange land. Selvom der var støvregn i luften, var temperaturen heldigvis steget betragteligt, og vi kunne pakke hue og jakker ned for denne omgang.
Opført under den franske kolonisme består Hoi Ans gamle bydel af fine, gule huse med kunstfærdige træskodder og tegltage. De lokale har pyntet de smalle stræder med farverige lanterner af rispapir, og en stor del af oplevelsen er at slentre rundt og nyde stemningen i byen. En anden typisk Hoi An-oplevelse er at gå på shopping.
Det er ingen overdrivelse at sige, at omtrent hver tredje butik i den lille by er en skrædder, der kan lave dig en ny garderobe på mål. Med så stort et udbud er konkurrencen benhård, og det er praktisk talt umuligt at gå en tur uden, at der kommer mindst én venligsindet vietnameser op til dig og inviterer dig med hen til sin skrædderbutik. Det hele er i virkeligheden lidt for meget, men formår stadig at friste svage shoppe-sjæle.
Shop-amok
På vores rejse har vi været meget påpasselige med at købe ting. Vi har konsekvent sagt nej til souvenirs, Hawaii-skjorter og lokalproduceret the og tørret frugt (til de mange sælgeres store skuffelse). Simpelthen fordi vi rejser i så mange måneder og ikke kan slæbe det hele med rundt i rygsækken. Men i Hoi An var det anderledes. Vi havde nemlig planlagt at teste det lokale postvæsen og sende en lille pakke hjem til DK med ting, som vi ikke havde brug for, og derfor var der pludselig åbnet op for lidt shopping også.
Vi læste forskellige anmeldelser på nettet og besøgte et par skræddere før vi besluttede os for et sted (vi gik langt udenom receptionistens anbefaling, da vi efter lidt opklarende spørgsmål fik vristet ud af hende, at skrædderen og hotellet delte ejer). Vores valg endte på A Dong Silk, et lidt dyrere alternativ, men hvor kvalitet og service virkelig var i top. Vi diskuterede designs, valgte materialer og fik taget mål, og tre fittings efter stod vi begge knivskarpe i hvert vores skræddersyede jakkesæt. En skærende kontrast til de trekkingbukser og andendags-t-shirts som vi normalt bevæger os rundt i på vores rejse.
Med tøjet på plads måtte vi også et smut forbi en af læderforretningerne for at finde passende fodtøj til at fuldende looket. Også sko blev lavet på mål, hvor vi selv skulle vælge materialer og design, og et par fittings sørgede for, at de sad som limet på.
Da vi endelige stod med alle vores nyindkøbte varer i hænderne (adskillige 100-kroner fattigere) blev det hurtigt klart, at en pakke til DK var en nødvendighed - vi havde ikke en chance for at få plads til alting i de i forvejen pressede rygsække.
Post-Viet
Det vietnamesiske postvæsen skulle eftersigende være ganske pålideligt, så vi havde ikke de store skrupler over at skulle sende alle vores dyrebare ting hjem til Danmark. Det var svært at vurdere, men da vi først havde samlet alting i en bunke gættede vi på, at pakken ville veje cirka 7kg. Vi fik os derfor noget af en overraskelse, da vi kom ned på postkontoret og vores ting røg på vægten - 11,5kg! Av, av.
Serviceniveauet på posthuset var helt i top - en noget uvant oplevelse, når man har prøvet at skulle håndtere PostNord. Det hjælpsomme personale fandt en passende størrelse kasse til os (gratis), hjalp med at registrere og pakke alle sagerne på forsvarlig vis og forseglede derefter hele molevitten med metervis af tape; kassen blev fuldstændig tapetseret over det hele, og postdamen gav den endda en ekstra omgang for, at vi skulle føle os sikre på at ingen uvedkommende kunne trænge ind i kassen efter, at hun havde super-wrappet den. Vi valgte den billige søvej, så pakken skulle være undervejs i 3 mdr. med et skib til Europa. Det var først på vej ud af postkontoret, at det gik op for os, at vores ting derefter nok ville ende i hænderne på... PostNord - åh åhh!
Det føltes godt omsider at få pakken sendt af sted, da vi havde gået og samlet til bunke den sidste tid. Det var både udfyldte skitsebøger og dagbøger, rejseguides, back-up af billeder, skræddersyede suits og lædersko, bælter, kameraoptik og en masse småting, som ikke havde vist sig at være nyttige til den videre tur, som blev sendt retur til DK, og som vi nu slap for at skulle slæbe rundt på.
Fra Hoi An tog vi endnu et syvmileskridt sydpå til Ho Chi Minh City (Saigon), og for en gang skyld havde vi besluttet os for at flyve til næste destination i stedet for at tage bus eller tog. Dels fordi det var meget billigt, og dels fordi turen til HCMC ville have taget næsten et døgn med bus - og så sjovt er det altså ikke at køre i sovebus med for korte brikse og forfærdeligt indeklima. Når flyvningen i stedet tog 1,5time med indenrigsfly, var der ikke så meget at rafle om, så vi kom hurtigt af sted ned til storby og 35 grader i skyggen. Endelig noget sol og varme.
Ho Chi Minh City - Saigon
Tilbage i storbyen skulle vi lige vende os til igen at være midt i scooter-kaosset, der betød at gåture rundt i byen skulle foregå med en vis agtpågivenhed, en hånd på tasken/kameraet og øjne i nakken. Men efter næsten en måned i landet, var det også tydeligt, at vi var blevet mere hjemmevante i trafikken; det var ikke længere nødvendigt at bruge et par minutter på at samle mod (og mumle en stille bøn til guderne) før vi kunne krydse trafikkerede veje. I stedet gjorde vi som de lokale: rakte en arm i vejret, som tydeligt signalerede, at "nu har jeg altså tænkt mig at gå", og trådte ud i den evige strøm af motoriserede køretøjer i sikker forvisning om, at de ville finde en vej udenom. Pærelet.
Vores hostel lå helt centralt i byen og var en super base for byvandringer rundt til de forskellige kvarterer og markeder, som vi gik på opdagelse i.
Vi brugte også en del tid i hostlets hyggelige fællesarealer; når man rejser i længere tid, bliver man hurtigt lidt træt af hotelværelser, så derfor prøver vi altid at have de længere ophold på steder med hyggelige fællesrum - så vi kan slappe af med blogskriverier, tegninger eller læsning i dejlige omgivelser. På vores hostel i HCMC fik vi udvekslet erfaringer med andre rejsende over iskolde øl og vand under den daglige happy hour og mødt en masse søde mennesker. Hostlet havde også et klaver til fri afbenyttelse og brætspil, så Michael fik rigelig mulighed for at demonstrere sine fingerfærdigheder, mens han på behændigste vis undgik titlen som 'Klodsmajor'.
En spa-dag på et af byens luksushoteller, fik vi også klemt ind i programmet, hvor vi først fik straffet de lade rejsekroppe i fitnesscenteret og derefter fik masseret ømheden ud af musklerne af et par hårdhændede massøser. Det var en julegave fra Mies far og Tina, så vi fik en dag i luksus, hvor der blev ikke sparet på noget som helst!
I krigens skygge
I HCMC fik vi dykket længere ned i Vietnams barske fortid. Et besøg hos War Remnant Museum efterlod os med en ondt-i-maven, feel-bad-oplevelse, efter mødet med krigens gru og dens mange ofre. Omfattende billedmateriale og personlige beretninger fra krigskorrespondenter gav et alt for livagtigt billede af krigens rædsler, og de forbrydelser der blev begået. Særligt konsekvenserne af den kemiske krigsførelse var en ubehagelig øjenåbner, og noget som begge parter stadig lider under den dag i dag.
Fra byen tog vi også en dagstur ud til Cu Chi-provinsen, et område kun et par timers kørsel fra HCMC, der igennem det meste af krigen var kontrolleret af de nordvietnamesiske Viet Cong'ere ved hjælp af et omfattende tunnelsystem, der muliggjorde bagholdsangreb, hurtige exits og forbindelsesled igennem amerikansk-kontrollerede områder.
Besøget på sitet blev indledt med en propagandafilm, vores ranger snakkede et fuldstændigt ubehjælpsomt engelsk og der var flere myg end vi brød os om at tænke på, men intet af det kunne mindske oplevelsen af at krybe rundt i de underjordiske tunneler, der engang havde huset guerilla-krigerne i flere uger af gangen. Under krigen havde tunnelsystemet strakt sig over 250km i flere forskellige 'etager' for at beskytte det mod amerikanernes bombardementer.
Systemet var komplet med luftkanaler, skydebunkere, soverum, infirmeri, kommandorum og køkkener - alt sammen bundet sammen af kilometervis af smalle gange i komplet mørke med skjulte boobytraps og fælder. De hemmelige indgange var godt gemt i junglen og var ofte ikke større end 30cm x 40cm, mens de gange vi fik lov at udforske var hele 1m høje og udstyret med elektrisk lys - tak for det!
Det var en noget klaustrofobisk oplevelse at klemme sig igennem de smalle tunneler, godt nede i knæ og med foroverbøjede rygge, og det var kun alt for let at forestille sig, hvor angstprovokerende det må have været under krigen, hvor hvert bælgmørkt hjørne kunne byde på skjulte fjender eller dødbringende fælder.
Cu Chi gav ikke bare et indblik i Viet Cong'ernes desperation og opfindsomhed i forhold til alternativ krigsførelse. Besøget gav også en fornemmelse af, hvordan de teknologisk overlegne amerikanere kom til kort i en skyggekrig mod en usynlig fjende, der kunne dukke op ud af ingenting og terrorisere amerikanerne i deres egne lejre, for derefter at forsvinde igen. Det amerikanske modsvar var at erklære området for 'free-fire zone', gennemføre heftige bombardementer og lade piloter kaste overskydende bomber, Napalm og Agent Orange/dioxin ned over området inden de vendte retur til basen. På vores tur rundt blandt tunnelerne var sporene tydelige - kæmpemæssige kratere overdængede skovbunden, og vegetationen bestod af tynde, spæde træer, alle skudt op efter krigens afslutning i '75.
På trods af at den konfliktfyldte fortid fylder meget og er rigt beskrevet på museumer og historiske sites, er det ikke noget man mærker i mødet med vietnameserne. Deres åbenhed, venlighed og varme er både overvældende og unik - uanset om man kommer fra Danmark eller Amerika, bydes alle velkommen med oprigtig nysgerrighed og interesse. Det er fantastisk at se om mærke og nok også én af grundene til, at vi befinder os så godt her i landet.
