I ørkenen
Vi landede i Calamas lille lufthavn hen under aftenen. Efter råd fra Paz og Michi i Valparaiso havde vi lejet en bil for selv at køre på opdagelse i ørkenen, hvor offentlig transport er meget sparsom. Selvom papirerne var i orden tog det en krig at komme ud af lufthavnen - først med at vente på bagage, så med at ordne betalingen af depositummet for bilen og endelig lukkede en systemopdatering hele biksen ned i 30min, hvor vi stod utålmodigt og trippede.
Da vi endelig fik nøglerne til vores Hyundai Creta var kl. blevet 21, og vi var skrupsultne - nogle var mere hangry end andre. Det passede fint, for vores næste stop var et af byens supermarkeder, som heldigvis havde længe åbent. Vores slutdestination, San Pedro de Atacama, lå midt ude i ørkenen, og vi havde fået af vide, at indkøbsmulighederne var meget sparsomme - det var bedre at handle stort ind i Calama som lå 1,5times kørsel derfra. Vi fulgte rådet og storshoppede mad til den næste uges tid - aftensmaden blev supermarkeds-empanadas og udtørret kylling indtaget i bilen på supermarkedets parkeringsplads, og så kørte vi ellers ud i ørkenen mod vores airbnb for natten.
Chiu Chiu
Det var næsten midnat da vi blev lukket ind, og vi nåede ikke at se meget af vores logi for natten før vi faldt omkuld i dobbeltsengen. Derfor var det også lidt af en oplevelse at vågne op næste morgen i smagfuldt dekoreret lerhytte - komplet med stråtag og ovenlysvindue til stjernekiggeri.
Lervæggene var næsten en halv meter tykke og vinduerne var minimale for at holde ørkenvarmen ude. I baggården gik fire lamaer fredeligt og nippede i de få knastørre buske, der var tilbage i indhegningen og på alle sider af ejendommen strakte ørkenen sig - tør, rød og brændende varm.
Vores begejstring over stedet dalede en smule i takt med, at vi opdagede, at hygiejnen ikke var helt i top (mælk fra 2018 i køleskabet og snavsede lagner), og at faciliteterne ikke fungerede optimalt (ingen gas, så kolde bade og ingen æg til morgenmad). Det var stadig et fantastisk smukt og stilfuldt sted, meeen der var plads til forbedring.
Efter morgenmaden påbegyndte vi vores rejse mod San Pedro de Atacama. Vi havde besluttet at lave et roadtrip ud af det og planlagt en tur ad de små landeveje med besøg i forskellige små landsbyer undervejs. Første stop var Chiu Chiu - en lille, hyggelig by ikke langt fra vores overnatningssted. Byen bestod ikke af meget andet end en håndfuld huse omkring et lille torv. I centrum for byen overfor torvet stod en lille, hvidmalet lerkirke bygget i 1540 og her var livlig aktivitet; nonner fór frem og tilbage over torvet med stole og duge og hele den lille kirkes hovedskib var fyldt op med et langbord - der skulle være fest. Det var fedt at se, at den gamle kirke stadig var i brug og ikke blot var omdannet til turistattraktion.
Roadtrip
Fra Chiu Chiu kørte vi østover igennem ørkenen. Vi besøgte den lille by Ayqina i middagsheden og så kun et enkelt menneske og en hund i hele byen. Vi skønnede, at de få beboere som vi regnede med trods alt stadig boede der havde søgt tilflugt indendørs.
Ved Caspana spiste vi picnic på en bænk på byens torv imens vi betragtede de lokale ordne deres gøremål - drive geder rundt, reparere ting og hyggesnakke med naboen. Det var enormt fredfyldt at betragte det rolige landsbyliv gå sin gang og varmen gjorde det umuligt at skynde sig med noget.
Jo længere vi kørte, jo mere tydeligt blev det også, at vi var på vej op i højden. Caspana lå i over 3.000m højde, og vi fik begge en let trykken i ørene, som vi bekæmpede med rigeligt væske.
På vores vej imellem de fine landsbyer ændrede landskaberne sig konstant - fra tør, stenet ørken, til sletter med stridt græs, bagvedliggende bjerge og hvidklædte vulkaner. Hver gang en flod eller et vandløb skar sig igennem terrænet, trak det en stribe af grønt med sig og lamaer, ænder og små spurve samlede sig i disse grønne oaser. Det var så forskelligt fra det frodige Lake District og det blæsende Patagonien som det kunne være, men stadig smukt på sin egen golde, barske facon.
Henunder aftenen nåede vi vores airbnb i udkanten af landsbyen San Pedro de Atacama. Det var et lille kompleks uden for byen, hvor vi kunne have en rolig base imens vi kørte rundt og udforskede området og dets mange fantastiske naturfænomener.
Vi havde vores egen afdeling i huset med værelse og bad og kunne bruge alle fællesarealer som køkken, sture og terrasse. Vores host var selvstændig og drev et lille tour agency fra kontoret i bygningen med et par ansatte, så de havde masser af gode tips til området.
I det døde hav
Efter det lange roadtrip besluttede vi os for at starte vores udforskning med en tur til områdets version af Det Døde Hav, Laguna Cejar. Beliggende i nærheden af den store Atacama saltslette var saltkoncentrationen i det dybblå vand så høj, at det var en umulighed at drukne - vi testede det!
Til gengæld gjorde den store opdrift det også utrolig svært at svømme. Det blev til nogle utrolig kejtede forsøg, hvor benene blev ved med at flyde ovenpå, så i stedet måtte vi blot læne os tilbage og nyde den varme sol og de hvidklædte bjerge, der udgjorde horisonten.
Til vores store overraskelse fandt vi ud af, at vi ikke var alene i det salte vand - små bitte orange svømmedyr - ikke større end et par millimeter - flød rundt i overfladen med en form for vinger eller finner og pludselig forstod vi, hvad de flamingoer, som også hørte til i området levede af i det salte miljø.
På saltsletten
Det gav en enorm frihed at have egen bil til at udforske området omkring San Pedro de Atacama. Vi kørte til alpine laguner i mere en 4.000m højde, udforskede klippefyldte dale, hvor salten trak striber hen over de røde klipper og besøgte den enorme saltslette, som er bopæl for flere forskellige flamingoarter. Det var en oplevelse i sig selv at cruise rundt på de øde strækninger og stoppe når en flok lamaer ville krydse vejen, eller når et smukt bjerg eller en vulkan pludselig tårnede sig op i det fjerne.
I bilen hørte vi musik eller podcasts (ja, vi hørte også det efterhånden verdenskendte interview med Ghita Nørby) og havde altid rigeligt med vand og snacks med til de lange ture, der ofte foregik uden for lands lov og ret - eller sagt på en anden måde, uden internet eller mobilsignal. Aftenenerne tilbragte vi i vores airbnb med at lave lækker mad (selv-importeret fra Calama) og hygge i vores lille, private hus og sådan fløj dagene af sted.
Regnbuedalen
Nærmest som en eftertanke besluttede vi at aflægge Regnbue-dalen et besøg; vi havde set fotos fra området og var ærlig talt ikke imponeret, men nu havde vi tid og bil og besluttede en grå eftermiddag at give det en chance. Jo længere nordpå vi kørte, jo mørkere blev skyerne og der gik ikke længe før de første dråber faldt. Regn! I ørkenen! Vores i forvejen lave forventninger sank yderligere, men nu var vi jo på vej, så vi besluttede at fortsætte.
De sidste par kilometer ind til dalen foregik på grusveje og den pludselige regn viste sig at være en udfordring. Flere steder var vejen oversvømmet af nærliggende vandløb, der var gået over deres bredder under det pludselige, uventede regnskyl. Vi kørte forsigtigt igennem i vores trofaste bil meget bevidste om, at vi ikke havde en firehjulstrækker og en smule bekymrede for, hvor hurtigt vandstanden ville stige med al den nedbør. Vi kom ind i dalen, men ville vi også kunne komme ud igen?
Da vi endelig nåede frem forsvandt alle bekymringer som dug for solen. Dalen var fantastisk! Vandet havde gennemvædet alle overfladerne, som pludselig lyste og skinnede i alle regnbuens farver. De forskellige jordarter lyste dybrødt, syregrønt, klart lilla og selv blåt i det våde terræn. De fotos vi havde set af dalen havde været støvede og svage i farverne, men i regnen var al støv vasket bort, og de klareste farver skinnede tydeligt igennem. Derudover havde vi dalen fuldstændig for os selv - ingen andre havde været så fjollede at køre af sted i regnvejr.
Iført regnjakker gik vi på opdagelse i det smukke (omend rimelig mudrede) landskab og beundrede de mange farver. Vi turde dog ikke blive der længere end en times tid af frygt for den stigende vandstand og på tilbageturen var de oversvømmede dele blevet betydeligt dybere - men vi kom igennem. Vi fortalte vores airbnb-vært om vores oplevelser og spurgte ind til regnen. Hun fortalte, at det var meget usædvanligt med regn på denne tid af året - de lokale var bekymrede og tilskrev det ændringer i klimaet. Det er ikke første gang vi hører det om sære vejrfænomener på vores tur, og hver gang lyder det en smule mere ildevarslende.
Snevejr i ørkenen
På vores sidste dag med bil havde vi ikke meget på programmet, så vi besluttede at pakke en frokostkurv og køre til et højtliggende sted. Vi havde besluttet os for en tur til Bolivias Salar de Uyuni i de følgende dage, og tanken var at benytte lejligheden til at akklimatisere før turen, som ville bringe os op i 5.000m højde.
Vi kørte derfor op i et bjergpas med udsigt til to af områdets store vulkaner, Licancabur og Juriques. Dette område havde også set en del vand natten forinden og pludselig var de små stride græstotter på begge sider af vejen dækket med sne! Det var virkelig specielt at se, sne midt i ørkenen, og vi kunne ikke lade værre med at holde ind og kaste et par snebolde, bare for en god ordens skyld.
På vej tilbage fik vi os også lidt af en overraskelse - et par kilometer udenfor San Pedro de Atacama nåede vi pludselig til en jernbom, der spærrede vejen i begge retning forsvarligt låst af med en metalkæde og hængelås. Det var samme vej vi var kørt ud af kun et par timer tidligere, og hvad værre var, det var den eneste vej ind til byen. Bag os fortsatte vejen over passet, hvor vi havde spist frokost og direkte ind i Bolivia, så vi kunne ikke vende om.
Udover en gruppe mountainbikere, som var ligeså forvirrede som os, var der ikke en sjæl i sigte - ingen til at komme os til undsætning og låse op. Mountainbikerne diskuterede lidt frem og tilbage og besluttede sig til sidst for at løfte deres cykler op over bommen. Det var ikke rigtig en mulighed for os, og eftersom der var bygget høje jordvolde op på begge sider af vejen, var der ikke lige en oplagt løsning på problemet.
Og dog. Hvis vi ville igennem (og det ville vi for vi skulle aflevere bilen tilbage i Calama samme eftermiddag!) måtte vi udenom, så Michael vendte kareten og kørte tilbage langs vejen. Jordvolden fortsatte irriterende insisterende på begge sider af vejen, men efter cirka en kilometer var den svundet drastisk ind, og så kørte vi ud over siden af vejen og tilbage mod bommen - nu offroad. Vi hjulede igennem ørkensandet og vi kom igennem - tæt forfulgt af et par andre biler, som havde observeret stuntet og nu besluttede sig for at gøre os kunsten efter. Vi fandt senere ud af, at vejen havde været spærret pga. sne i passet. Det var sikkert en fornuftig tanke, bare synd at myndighederne havde været et par timer for sent ude og kun stoppede os på tilbagevejen.
Farvel til Chile
Uden at nogen af os havde tænkt nærmere over det, var det pludselig blevet den sidste aften i Chile og da det faktum endelig gik op for os, kom det nærmest som et chok; vi plejer at have godt styr på, hvornår vi skal til at sige farvel til et land. Både for at give os selv ekstra tid til at nyde de sidste oplevelser og indtryk og for at gøre noget særligt ud af de sidste dage. Det forklarer måske bedre end noget andet, hvor trætte vi i virkeligheden var ovenpå de sidste dages begivenhedsrige dage i ørkenens vidtgående kontraster: Vi havde brugt dagene på at gå på opdagelse i ekstreme højder, med trykken for ørene, let hovedpine og bidende blæst. Fra isende kulde i skyggen af vulkaner til dehydrerende varme ved de tørre steppers endeløse overflade under en bagende sol. I selskab med lamaer, flamingoer, spurve og gnavere.
Vi fejrede vores sidste aften i Chile med at konsumere resterne af den mad vi havde medbragt fra Calama og tændte op i par stearinlys medbragt hele vejen fra Danmark - en rejsegave fra en ven. I takt med at stearinlysene spredte hygge og varme fandt vi roen, nærværet og energien igen og så begyndte vi at glæde os til det kommende eventyr i Bolivia.
