Efter et par afslappende dage ved Lake Titicaca tog vi natbussen over grænsen til Peru og endte i Cusco, inkaernes gamle hovedstad. Beliggende i over 3.000m var vi heldige med solrige dage og kølige nætter - perfekt til sightseeing i den hyggelige by. Selvom spanierne gjorde en dyd ud af at rydde ud i de gamle inkabygninger og templer og erstatte dem med katedraler og et dusin kirker, kan man stadig fornemme lidt af byens gamle historie. De smalle brostensbelagte gader er levn fra en gammel tid, ligesom man flere steder kan se de traditionelle 'inka-vægge', hvor kæmpesten er stablet i massive vægge, så fint tilpasset, at der ikke er behov for mørtel.
Vi tilbragte dagene med at gå ture og beundre de fine bygninger og spise lækker mad; efter Bolivias ensformige udvalg (pomfritter, ris og kød) var det en fornøjelse at komme til en by, hvor den kulinariske scene var lysår foran. Vi kastede os ud i mulighederne med alpacha-chili con carne, veganske frokoster, quinoa-burgere og traditionel polleria. Alt sammen virkelig lækkert og en dejlig afveksling fra Bolivia.
Påskefejring
Vores ophold i Cusco kom også til at ramle sammen med påsken, som er en stor begivenhed i det meget katolske land. Rundt om i Peru har man forskellige, lokale traditioner for, hvordan højtiden fejres og i Cusco indebar det et stort optog mandagen efter palmesøndag.
Vi var heldigvis i byen og kunne overvære festlighederne, selvom det ikke var alt som gav den helt store mening for os udenforstående. Ved middagstid samledes hele byen foran katedralen og et stort optog tog form; forskellige fanebærende grupperinger i ensfarvede dragter stillede sig klar, et orkester i uniform tog opstilling og en overvældende mængde politi- og militærfolk patruljerede rundt og sørgede for ro og orden.
Endelig bimlede katedralen med klokkerne, dørene blev åbnet og båret på skuldrene af otte mænd blev en stor, sort Jesusstatue dekoreret med røde pornolys ført frem for folket. Statuen - Señor de los Temblores - havde eftersigende engang i 1600-tallet stoppet et jordskælv i byen, og derfor var det nu blevet tradition at processere figuren rundt i gaderne under stor pomp og pragt ved påsketid. Som sagt så gjort: orkesteret spillede op, fanebærerne flexede bicepsne og så satte optoget ellers i gang i sneglefart rundt i byens gader.
Vi havde fine pladser og nød al spektaklet, men da processionen efter en halv time ikke engang var kommet rundt om pladsens ene langside, gik det op for os, at det var et heldagsprojekt, så vi takkede af og smuttede tilbage mod hostlet for at pakke til morgendagen, hvor vi skulle af sted på trek.
Machu Picchu set fra Llactapata
Salkantay trek
Et par 100km fra Cusco ligger Perus mest berømte attraktion: Machu Picchu, en gammel ruinby, godt gemt væk på en høj bjergkam. Man ved ikke meget om det imponerende bygningsværk, som allerede var forladt da spanierne ankom, og det faktum blandet med dens sene opdagelse i 1900-tallet er måske en del af årsagen til stedets store berømmelse. Inkaerne som ellers formåede at forme et stort imperium i Sydamerika, havde intet skriftsprog, så der er ikke nedfældet nogen forklaring på byens utilnærmelige placering eller hvorfor den pludselig blev forladt.
Fra Cusco kan man nå Machu Picchu på flere måder. Vi valgte det næstmest populære trek, Salkantay, frem for det mere kendte Inka-trail. Begge treks er et tilløbsstykke til det højtliggende, noget turistede og måske til tider opreklamerede Machu Picchu, der som en "grand finale" venter som den afsluttende del af ruten. Ifølge diverse tour-agencies er det ikke muligt at gå Salkantay trekket på egen hånd - man skal booke turen via et bureau, som lever højt på de mange, mange tour-grupper, der hver dag går turen. Langt de fleste turister vælger da også at gøre det på denne måde - måske i mangel på alternativer ideer.
Vi er ikke så begejstrede for at benytte os af organiserede ture; vi foretrækker at planlægge og gøre tingene selv, for at få det som vi vil. Lidt research på nettet afslørede da også, at det var muligt at tage turen uden en tour, og en blog anbefalede endda logi- og madsteder og ikke mindst ruter ad alternative og mindre turistede stier. Det var al den opmuntring vi behøvede og vi besluttede hurtigt at undgå tour-grupperne og gå turen alene. Det skulle vise sig at være en rigtig god og givende beslutning.
Dag 1
Cusco - Mollepata - Soraypampa
Starten på det officielle Salkantay-trail er der næsten ingen turister, der går og vi mødte heller ingen andre turister de første 18 km af turen. Vi havde landskaberne, udsigterne, bidefluerne og myggene for os selv. Tourgrupperne kører i stedet i minivans langs en vej i bunden af dalen mellem byerne Mollepata og Soraypampa for at gøre turen mere overkommelig. Det var egentlig vores plan at gøre det samme for at spare benene lidt, det skulle nemlig vise sig at bliver overraskende hårdt at gå denne ekstra dag i det fulde program. Men vores stædighed kom i vejen, og vi endte med at gå turen igennem nogle fantastiske frodige dale og grønne bakketoppen.
For at køre turen skulle vi nemlig med en pirattaxa videre fra Mollepata og vi kunne ikke blive enige med chaufførerne om en fornuftig pris - vi havde læst online, hvad prisen skulle være og chaufførerne forlangte cirka det dobbelte. Desuden var vi ikke så villige til at give os, for vi var egentlig indstillet på at gå hele turen, så vi vinkede pænt farvel til de opgivende taxachauffører, som ikke formåede at få en god handel i hus med os. De friske ben vandt kampen om kilometerne, og vi fik ikke støttet det åbenlyse bondefangeri.
Det var et langt trek til landsbyen Soraypampa, og efter en sen frokost tog vi den populære detour op til en højtliggende, turkis gletsjersø. Det betød yderligere 500 højdemeter op (oveni i de mange højdemeter vi allerede havde gået) for at se, hvordan kroppen håndterede højderne i 4.400m højde og samtidig nyde den fantastiske udsigt til landskaberne i dalen med bjergene, gletsjeren og søens spejlblanke overflade. Vi så det lidt som en slags træning for morgendagens trek over passet i 4.700meter, men det blev en lang og hård dag, hvor vi nåede at gå sammenlagt 25km i bjergene - og 1.500m opad.
Dag 2
Soraypampa - Chaullay
Efter at have sovet som sten i vores komfortable refugium, var vi tidligt oppe og klar til at tackle turens pas i 4.700 meters højde. Benene var tunge efter gårdsdagens tur, og vi var forberedte på en seriøs prøvelse, men blev dog alligevel overraskede over hvor hård den var.
Et amerikansk par på vores refugium havde anbefalet os en alternativ, sideløbende rute til passet, som undgår de værste horder af turister. Stien var smal og løb langs dalens flod med frodige plæner og klippefremspring og efter de første par timer havde vi overhalet samtlige grupper indenom - man bevæger sig en del hurtigere som par end som gruppe, da antallet af tissepauser bliver kraftigt reduceret.
Den sidste stigning op til passet var super hård, og vores ben brokkede sig en del ovenpå strabadserne dagen i forvejen. Men vi nåede da op, og kunne beundre den smukke udsigt fra toppen, hvor der endnu var klart vejr og høj sol.
På den anden side af passet ventede endnu en udfordring - nedstigningen. 1.700 højdemeter lå mellem os og vores næste camp, og de næste mange timer gik med værkende knæ ned, ned, ned. Vi nåede at blive bare en anelse modløse på vejen; vi var trætte allerede før vi gik i gang og energien skulle derfor findes undervejs med snickers og påtvungen optimisme.
Dag 3
Challay - Lucambamba
Vi havde set frem til dagens trek - det var langt, men uden de store stigninger, hvilket var kærkomment for vores meget ømme ben. Vi kunne koncentrere os om at gå de sidste to dages syre ud af benene, og det gik da også en hel del lettere end de foregående dage.
Selvom dagens trek holdt cirka samme højde det meste af vejen, var det ikke uden udfordringer; turens første regnvejr viste sig fra morgenstunden, og da vi var lige i slutningen af regnsæsonen, havde mange stenskred blokeret dele af vores planlagte rute.
Heldigvis mødte vi en lokal fyr på æblerov. Han sagde først, at ruten ikke var farbar, men efter lidt snakken frem og tilbage, ville han alligevel gerne vise os vej. Vi krydsede adskillige store stenskred af nyere dato, hvor der nogle gange kun var sat enkelte fodspor i den friskt omvæltede jord. Sommetider skulle man gætte en vej gennem ødelagte plantager med væltede træer, sten og nyopståede vandløb - vi kantede os langsomt igennem de farlige sektioner i dyb koncentration og trådte kun i fodsporene på vores ufrivillige guide, der tålmodigt ventede på os. Vi talte mere end 10 farlige stenskred, men vi klarede det med hjælp fra vores nye ven.
Vi fejrede at have overvundet de mange stenskred med frokost i en lille landsby og gik derefter til vores logi for natten - et lille homestay midt mellem kaffe- og bananplantager. Vi blev taget godt imod af vores værtinde, Sonja, som gik imellem hønsene og fejede i den lille have. Hurtigt fik vi anvist et nyistandsat værelse med varmt vand - perfekt efter nogle anstrengende dage. Sonja lavede kaffe til os med lokale bønner, serverede frugt fra sin have som eftermiddagssnack og kokkererede os dejlig aftensmad. Morgenmaden den følgende dag var med æg, bananer, yacaer, avocadoer og tomater - alt sammen fra haven.
Dag 4
Lucambamba - Llactapata - Gea Lodge
Dagens trek førte os først 800 højdemeter op på en bjergkam, for dernæst at lede 800 højdemeter ned igen på den anden side. Det kan i sig selv jo lyde som idioti, men der var mening med det. For ikke nok med, at vi kunne skyde en genvej og spare et par træge kilometer på vores vej mod Machu Picchu, så kunne vi via denne smutvej tilmed få det første glimt af den gamle ruinby fra toppen af bjergkammen.
Ovenpå det flade trek, havde vi omsider fået så friske ben, at det nærmest blev et marathonløb mod toppen. Vi overhalede alle på vores vej, og selvom vi syntes, at vi også tog os et par pauser, var vi hurtigt af sted igen som arbejdende heste. Nogle gange er det som om at benene selv bestemmer dagens gangart; af og til er det med tunge, trætte skridt man til sin store frustration ikke kan få op i fart, andre gange er man som en hurtig puma, som måske havde fortjent flere pauser undervejs i jagten.
Da vi nåede toppen efter lidt under fire timer kunne vi dog ånde lettet op og tage et velfortjent hvil. Den berømte udsigt bestod først kun af en hvid væg af skyer, men da skyerne pletvis lettede og gled fredfyldt foran og bag bjergtinderne var de med til at give de enorme distancer dybde og pludselig kunne vi spejde over til Machu Picchu på den anden side af dalen. Jo længere vi ventede, jo klarere blev vejret og da vi endelig bevægede os ned mod vores lodge på den anden side, var det i strålende solskin.
Dag 5
Gea Lodge - Machu Picchu - Cusco
Med pandelamper på kl. 4 om morgenen, gik vi igennem mørket de to kilometer langs togskinner hen til indgangen til Machu Picchu. Vi gik helt alene i mørket, kun omgivet af ildfluer og skovens lyde. Da vi nåede indgangen blev vi mødt af den lange kø af folk, der ligesom os stod med pandelamper på og ventede på at få lov til at kunne gå det sidste stykke op til inkabyen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men vi følte os ærlig talt lidt dumme. At det nu om dage er det der skal til, for at kunne få et glimt af det berømte Machu Picchu, inden horderne og resten af pøblen kommer anstigende bare et par timer senere. Der er noget mærkeligt tilbedende og forgudende over foretagenet, trods disse irreligiøse tider. Det var som om alle de rejsende skulle op og overvære en hellig ofring for guderne ved bjergets top inden solopgang.
Efter 40 minutters trappegang nåede vi toppen og blev mødt af en væg af skyer. Det var umuligt at se noget som helst. Vi måtte derfor stå i let støvregn, frysende, krøbet sammen på den beskedne plads ved 'vagthuset' (det eneste sted med overdække) sammen med de andre turister og vente på at solen skulle brænde igennem, så vi kunne se ud over ruinbyen.
Vi kunne ikke fortsætte til andre dele af sitet, fordi stien gennem inkabyen er lavet énsporet i retning mod udgangen. Det er ikke tilladt at vende om og en hær af vagter bevæbnet med irriterende fløjter sørger for at håndhæve reglen! Hele cirkusset med fløjtehylende vagter, énvejssystemet og sitet proppet med mennesker, gav ærlig talt ikke Machu Picchu den velfortjente respekt, og selvom synet var imponerende, var det svært ikke at lade sig irritere af vagter, selfie-turister og de mange regler.
Sacred Valley
Pisac
I bunden af dalen, kun en times kørsel fra Cusco, lå Pisac, en lille landsby berømt for sit store tekstilmarked. Vi browsede alpacha-uldsager, inka-skakspil, udskårne panfløjter plus de løse souvenirting blandt boder bemandet af kvinder klædt i farvestrålende, traditionelle dragter. Det var svært ikke at forelske sig i de bløde tørklæder, kraftige ponchoer og lodne tæpper, men vi prøvede hele tiden at minde os selv om de i forvejen trange tasker og nøjedes med et enkelt uldtæppe.
Fra byens marked førte en lille trappe op ad bjergsiden og hurtigt blev vi mødt af de karakteristiske inka-terrasser, som vi kendte fra Machu Picchu. Vi havde nået udkanten af Pisac-ruinerne. De næste tre-fire timer brugte vi på bjergsiden, hvor vi fulgte snævre stier og grove trapper op til et par ruinbyer, et tempelkompleks, en udhugget tunnel og et smukt udsigtspunkt.
Sitet var kæmpestort - langt større end vi havde forestillet os, og turen derop var også lidt af en gåtur; vi var taget af sted i dagligdagstøj og med forventninger om en lille travetur, og blev noget overraskede da vi ved toppen fandt ud af, at vi havde gået 700m op. No wonder, at det havde været en lang tur opad!
I modsætningen til Machu Picchu var ruinerne meget sparsomt besøgt, og vi havde kun selskab af et par andre på vores tur rundt. Det var dejligt at gå på opdagelse i bygningerne uden at være under overvågning af irriterende, fløjtebærende vagter, og vi kunne stadig lade os imponere af de fine stensamlinger, rombe-formede vinduer og udhuggede vandkanaler.
Ollantaytambo
Turen rundt i ruinerne endte med at tage hele eftermiddagen og mørket var ved at falde på, da vi hoppede på en collectivo mod vores overnatningssted i Ollantaytambo. Collectivoer er de lokales foretrukne transportform i Peru, små minibusser som kører ad bestemte ruter og samler folk op langs vejen. Der er ingen stoppesteder, man vinker bare til chaufføren fra vejkanten og råber op, når man vil af. Vi endte i en bus i rush hour, så det var en trang tur; Mie havde praktisk taget en fyldig madame på skødet, mens Michael stod i spænd mellem tre andre passager, men vi nåede da frem.
Den følgende morgen besøgte vi byens ruiner; et stort inka-fort, hvor det rent faktisk var lykkedes inkaerne at holde spanierne stangen ved et enkelt slag (da erobrerne vendte tilbage med forstærkninger, gik den ikke længere og inkaerne måtte flygte ud i junglen). Fortet var godt beskyttet af meterhøje terrasser og kun en enkelt trappe tillod adgang til de øvre niveauer - det var let at se, hvordan spaniernes kavaleri var blevet sat ud af spil.
Salinas
Moray og Salinas
Fra Ollantaytambo drog vi ved middagstid tilbage mod Cusco - dog med endnu et par inkasights undervejs. Første stop var terrasserne ved Moray; beliggende højt oppe på et plateau med udsigt over dalen havde inkaerne bygget kuglerunde terrasser ned i fordybninger i landskabet.
En klar afvigelse fra de øvrige terrasser, som typisk er bygget op ad klippevægge og bjergsider. Igen kender man ikke til ræsonnementet, men gætter på at sitet muligvis har været et form for 'laboratorium', hvor inkaerne har eksperimentet med forskellige teknikker og afgrøder. Flot så det i hvert fald ud.
Næste stop var en bjergside, der var fuldstændig forvandlet til saltterrasser. Selvom det var et levn fra gammel tid var produktionen af salt stadig i gang i dag og vi så masser af gummistøvlebeklædte mænd og kvinder i færd med at udvinde salt fra de oversvømmede terrasser.
Dagens sidste stop var et lille uld-outlet, hvor lokale kvinder gav os en indføring i uldproduktionens hemmeligheder, selvfølgelig i håbet om at sælge os deres udvalgte designs efterfølgende. Desværre for dem havde vi allerede shoppet det vi skulle, og var i øvrigt mere interesserede i de kæledyr, der stod som blikfang udenfor - en llama og en alpacha! De var bedårende og så tamme at de kunne håndfodres og klappes til vores store begejstring.
Tilbage i Cusco var der lige tid til at samle de store tasker op og få en gang aftensmad, før vi satte os til rette i natbussen mod Arequipa. Vi sagde dermed farvel til inka-land og gik samtidig et væsentlig lavere (og derved varmere) klima i møde. Vi glædede os til at få shorts på igen!
