Et besøg i Bolivias berømte saltørken, Salar de Uyuni, kræver både et indgående kendskab til området, satellittelefoner som kan fange signal uden for lands lov og ret og en gedigen 4-hjulstrækker. Vi havde modvilligt erkendt, at vi ikke ejede nogen af delene (hverken helt eller halvt) og måtte derfor forlade os på en tour, hvis vi ville besøge området. Vi havde derfor købt en 3-dages tur, som startede i San Pedro de Atacama i Chile, og sluttede i Bolivias Uyuni. Selvom særligt én af os får røde knopper ved tanken om over-entusiastiske guides, fælles kampråb og 5-minutters fotostop, var et kompromis ikke desto mindre kommet i hus; hvis vi ville se stedet, måtte det blive som en del af en tour.
Vi stod derfor klar en tidlig morgen ved en meget mørk grusvej kl. 6:20 og beundrede den chilenske stjernehimmel imens vi ventede på en minibus. Turens første morgen kan meget passende beskrives med et enkelt ord; langdrag. Men når man først har besluttet sig for touren, er der ikke andet for end at lyne dunjakken helt op i halsen, tage vanter på og væbne sig med tålmodighed, imens man prøver at finde optimismen i de tusindvis af smukke stjerner, der heldigvis ikke var for sent på den.
Bussen kom kun en smule for sent og bragte os til næste opsamlingssted: Endnu en øde vej, denne gang dog med sparsom gadebelysning og et kobbel hunde, der straks begyndte at slås om, hvem der havde retten til at ligge tættest på os, de fascinerende fremmede. En schæfer vandt slaget og lagde sig triumferende et par meter fra os, hvor den de næste 40 minutter flittigt jagede alle andre hunde væk, der vovede at nærme sig.
Vi nød underholdningen imens vi ventede og udfyldte tiden med pingvindans og træskodans for at holde varmen. Da det rette køretøj omsider dukkede op, fik vi kort hilst på de andre klatøjede medlemmer i bussen, som vi skulle tilbringe de næste dage med. Der blev ikke vekslet mange ord så tidligt, men vi kunne tælle os frem til, at vi var 12 i alt, hvilket betød, at vi var to jeeps, der skulle af sted.
Endelig var vi på vej! Ud af San Pedro de Atacama og i retningen mod Bolivia. Chaufføren tog samme vej, som vi havde kørt i vores lejede bil for nyligt, og vi havde kun kørt i 20 min da vejen (ligesom på vores tilbagetur et par dage i forvejen) nu var forsvarligt lukket. Med bom, metalkæde og hængelås. Vi var ikke overraskede, men fandt det dog mindre sandsynligt, at vores chauffør ville være villig til at gøre Michael kunsten efter og tage den offroad udenom.
Og nej, vi holdt pænt ind i vejkanten sammen med det øvrige rend af tourbusser, lastbiler og privatpersoner og så ventede vi ellers. Der gik ikke længe før vores chauffør foreslog, at vi spiste morgenmad i vejkanten - det ville åbenbart tage en rum tid. Der blev dækket op med the og kaffe, brød og pålæg, og så fik vi hilst rigtigt på vores medrejsende. De var alle jævnaldrende med os og kom fra Holland, Australien, UK, Rusland og Brasilien. Alle var meget åbne, og det tegnede til at blive en rigtig hyggelig tur.
Den brasilianske pige kom hurtigt til at fungere som ufrivillig tolk, da hun med sit portugisiske var den, som bedst kunne kommunikere med vores chauffør. Hun betroede os, at chaufføren havde røbet, at gårsdagens biler først var blevet lukket igennem kl. 11.30 pga. risiko for sne i passet. Hvorfor i alverden, vi skulle hentes før en vis herre fik sko på, for efterfølgende at vente i adskillige timer på, at solen ville smelte sneen på vejen må stå hen i det uvisse. Men igen, når man har valgt touren, er der ikke andet for end at tage en ekstra tår kaffe og lade tingene ske.
Heldet var med os, og bommen blev løftet allerede kl. 10, så vi kunne fortsætte på vores vej. Langdraget var dog ikke slut endnu. Først skulle et sæt bordtennis mellem de chilenske grænsevagter afgøres, før vi kunne stemple ud af landet, og derefter røg vi i hælene på en flok amerikanere ved den bolivianske grænseovergang. De amerikanske og bolivianske myndigheder er ikke på særlig god fod, så det tog 30 min at få fire amerikanere ekspederet (på trods af, at de havde papirer og kontanter i orden). Alle efterfølgende europæere kom igennem med en ekspeditionstid på omkring 7 sek. i gennemsnit.
Men nu var vi i Bolivia med pas og papirer i orden og langdraget var forbi! Vi blev gennet hen til to store jeeps og mødte vores chauffør for resten af turen, Magic Mike, som heldigvis snakkede engelsk, havde humor og kørte super godt. Og så var vi ellers i gang.
I ødemarken
Vejret var strålende med høj sol, men i over 4km højde var det køligt og blæsende, så vi gik i dunjakker og smurte os ind i solcreme med faktor 50 - en sjov kombination. Turen gik igennem det alpine, ørkenagtige landskab. Vi kørte ofte blot af et par hjulspor i terrænet, så bumleri og huller var der rigeligt af. Men Magic Mike navigerede Toyota Landcruiseren rundt som havde han aldrig bestilt andet, og vi var fuldstændig i trygge hænder. Hvordan han navigerede rundt på de åbne, endeløse stepper uden hverken veje eller skilte til hjælp fandt vi aldrig ud af, men det var helt tydeligt, at han var en erfaren herre.
Turens første par stop gjorde vi ved nogle alpine laguner. Vi blev lukket ud af jeepen og kunne gå på opdagelse i den smukke natur med sneklædte bjerge og vulkaner, som tårnede sig op i horisonten. På trods af de ekstreme forhold - højden, blæsten, kulden, manglen på vegetation - så vi stadig en del dyreliv; flamingoer, ræve og diverse småfugle holdt til i og omkring lagunerne og gav liv til området. Vi var taknemmelige over manglen på restriktioner som gjorde, at vi kunne gå, hvor vi ville - ingen afspærringer, reb eller formanende skilte som i Chile, bare rå natur som tilhørte alle og ingen.
Ved frokosttid gjorde vi holdt ved et site som hurtigt blev udråbt til en klar favorit - hot springs. Vi lå og søbede i 30° varmt vand, mens vi kiggede beundrende ud på bjergene og dovent holdt øje med et par flamingoer, som gik og søgte efter føde i nabosøen. Vidunderligt. Og da vi 40 min efter helt rødmossede og øre dinglede hen til frokoststedet, var vi helt enige om, at turen havde været en fremragende ide.
Sol de la Manana
Højt på strå
Efter frokosten ventede turens højeste stop - et geotermisk område i 5km højde. Det var helt tydeligt at mærke, at vi var kommet op i tyndere luftlag. Gåturen rundt mellem de mange sydende og boblende "bassiner" var nok til at gøre os forpustede, og vi prustede og gispede i de svovlholdige dampe. Jorden var virkelig levende under vores fødder, og "kar" med grå, gule og rødlige flydende substanser boblede og sendte jævnligt store sprøjt af skoldende jord i vejret. Konsistensen var nærmest som tyktflydende maling, der langsomt simrede i en stor heksegryde.
Igen var det helt tydeligt, at vi blot var på besøg i naturen - ikke ved en turistattraktion. Der var hverken skilte, boardwalks eller afspærringer, som skulle forhindre dumdristige turister i at begå tåbeligheder, og vi kunne uhindret gå på opdagelse i området; kun vores egen forsigtighed satte grænsen for, hvor tæt vi ville gå. Inden vi blev lukket ud af jeepen, fortalte vores guide dog en historie om en kvinde, der var faldet i et hul med det skoldende vand og senere døde af forbrændingerne, så med det i baghovedet holdt vi alle en behørig afstand.
Red Laguna
På besøg i hønsegården
Før vi vidste af det, sank solen i horisonten og vi gjorde dagens sidste holdt ved en flamingolagune, hvor hundredevis af de farvestrålende dyr holdt til. Der var livlig aktivitet i skumringen som de forskellige flokke samledes, gik parade, fløj rundt og yndigt landede på de lange, tynde stankelben. Der var flere dyr end vi kunne tælle og luften var fyldt med deres skræppen, kriller og pippelyde, mens alle fandt hen på deres pladser for at slå sig ned for natten.
Vi skulle også finde hvile, men først ventede en lang køretur igennem mørket til vores hostel. Vi skulle sove i 3,9km højde og der var hundekoldt i det utætte etablissement, så vi forberedte os på en kold nat og bevæbnede os med uldundertøj, dunjakker, hue og vanter.
Et par stykker i selskabet, inklusiv Michael, var desværre påvirket af højden med hovedpine og træthed til følge. Heldigvis havde vi både højdesygetabletter, hovedpinepiller og coca-the som alt sammen hjalp på symptomerne, så vi begge kunne få sovet ovenpå en meget lang og dejlig første dag.
Sten og sten og sten
På trods af det noget primitive hostel fejlede morgenmaden absolut intet; æg, brød, kaffe og sågar pandekager gjorde alle mætte ovenpå en knap så behagelig nat. Nogen havde frosset, andre havde været plaget af højden, men vi var heldigvis sluppet nogenlunde fra begge dele. Det hjalp helt sikkert også, at vi ved et lykketræf havde fået et privat værelse og ikke skulle sove på dorms.
Formiddagens program var knap så interessant som gårsdagens (der var en mærkbar mangel på hot springs!) og bestod primært af sten. Midt i den ellers golde ørken rejste der sig en klippeskov af store lavasten som vi kunne gå på opdagelse i. Vores guide udpegede begejstret særlige formation som skulle ligne ting - en kamel, en thepotte eller et trofæ. Som vanligt var det virkelig søgt og ikke særlig imponerende. Til gengæld var klipperne lette at klatre rundt på, så vi kravlede op og nød udsigten udover de mange kilometer slette, som strakte sig på alle sider af os.
En anderledes bolig
Eftermiddagens stop ved en sort lagune var mere interessant. Vi fulgte en grønt bælte igennem den røde ørken, lavet af en underjordisk flod, hen til en frodig lagune, hvor diverse svømmefugle og lamaer holdt til. Det var en smuk og meget fredfyldt oase, men næste stop blev en klar vinder; ølsmagning!
I en lille landsby fik vi mulighed for at smage de lokale øl, hvor de fleste var tilsat særlige egnsspecifikke ingredienser: kaktus, quinoa, honning eller coca-blade. Vi smagte lidt hos hinanden og de fleste var enige om, at quinoa-øllen var bedst. Måske fordi den smagte mindst af den 'hemmelige' ingrediens!
Igen var det mørkt før vi var fremme ved nattens logi, der denne gang bestod af et fantastisk salt-hotel. Beliggende i udkanten af saltsletten var væggene både indvendigt og udvendigt bygget op af store saltholdige blokke; rørte man ved væggen i vores private værelse, fik man små saltkrystaller på fingrene! Det var meget specielt, men utrolig dekorativt og den krystalliserede overflade glimtede smukt i lampeskæret. Derudover sluttede vægge og lofter tæt, så temperaturen indenfor var væsentlig højere end den foregående nat, hvilket alle vist var taknemmelige for.
På jagt efter solopgangen
Næste morgen ventede turens højdepunkt, Salar de Uyuni, så der var ingen sure miner da vækkeuret ringede kl. 4:45. Solopgangen venter ikke på nogen, så vi måtte sove videre i jeepen. Den første times tid fulgte vi en grusvej ud i mørket, mens vi i det fjerne kunne se de røde baglygter på andre jeeps, der også jagtede magien ved solens første stråler. Men pludselig stoppede Magic Mike bilen og sprang ud i mørket for at inspicere vejen. Der blev lidt uro i bilen - var der et problem? Ville vi misse solopgangen?
Men vores chauffør var snart tilbage bag rattet, startede motoren og kørte os så nonchalant af vejen. På begge sider af den smalle grusvej lå den hvide saltslette dækket af et lag vand, men det var ikke nok til at afholde vores guide fra at køre direkte ud i det - og han fortsatte så, øjensynligt uden andre pejlemærker end stjernerne, væk fra vejen og ud i ingentinget.
Der var helt stille i bilen - en blanding af frygt og fascination - da vi langsom kørte igennem vandet. Mike navigerede rundt efter de steder, hvor underlaget var hårdest, og vi andre håbede bare på, at vores trofaste jeep kunne holde til vejs ende og ikke pludselig ville sidde fast. Det føltes som om vi fortsatte ud i saltsletten i en evighed, dog med den trøst at tre andre jeeps var fulgt i vores fodspor ud i no man's land.
Det begyndte snart at lysne i horisonten og på et sted uden nogen synlige kendetegn svingede Mike pludselig bilen rundt med front mod den opgående sol og slukkede motoren. Vi var fremme. Vandet her var kun et par centimeter dybt og iskoldt. Vi havde de trofaste vandresko på og læderet holdt heldigvis vores fødder tørre, da vi sprang ud i det. Vores medrejsende var ikke så heldige og rendte rundt med våde istap-tæer efter de første 5min. Mike var hardcore og trak i et par klipklappere og rendte rundt i det frysende vand med bare tæer!
Så langt øjet rakte strakte den vandfyldte saltslette sig og lavede en perfekt spejling af himlen. Himmel og jord smeltede praktisk taget sammen, og da solen farvede horisonten rød blev det til et fuldstændig magisk billede, hvor det var umuligt at se, hvad der var op og ned. Det var virkelig storslået og smukt, og vi nød øjeblikket og den fantastiske natur. På et tidspunkt tog Magic Mike over som instruktør og samlede gruppen til nogle fantasifulde videoer og fotos. Det var sjovt at lave, selvom det føltes temmelig turistet og som noget han havde lavet 1.000 gange før.
Inka Island
Da vi havde stirret os mætte på det betagende landskab og de smukke spejlinger kørte vi videre ud på saltsletten, som strakte sig i de uendelige på alle sider af os. Vi kom snart ud af det oversvømmede område og kørte på det bare saltunderlag - stadig tilsyneladende uden pejlemærker. Efter en rum tid dukkede der dog noget op i horisonten; en stenet ø rejste sig fra det uendelige salthav og det var vores næste destination - Inka Island.
Det var et sært syn - midt i den golde, hvide saltørken var der pludselig en stenet ø fuldstændig dækket af kæmpekaktusser. Det var den eneste vegetation i miles omkreds og fra toppen af øen kunne vi virkelig fornemme saltslettens endeløshed, hvordan den strakte sig kilometer for kilometer i landskabet. Det ensformige landskab gør det svært at se dybder, og det gør stedet ideelt til foto-illusioner, hvor man kan snyde med størrelsesforholdene. Det havde vi meget sjov ud af i de næste par timer, selvom det også var temmelig udmattende med det lange fotoshoot under den bagende sol.
Slut på et kort visit
Turen sluttede ved ankomsten til den lille bolivianske by Uyuni. Samme aften havde vi booket en sovebus videre til hovedstaden La Paz og derfra tog vi til det bolivianske Copacabana som ligger ved Lake Titicacas bred. Øen er den højst beliggende farbare sø i verden (3.800m, det var stadig svært at trække vejret!) og her tilbragte vi et par hyggelige og afslappende dage med at se den lille by og inkaernes fødested, Isla del Sol, inden vi drog videre mod Peru. Det korte besøg i Bolivia var ikke en del af vores oprindelige plan, men efter at have fået en forsmag på landet, er det helt sikkert et sted vi må tilbage til. Næste gang :).
