På besøg i kolonismen
Det er utroligt, hvad 10 timer i natbus kan bringe af forandringer; vi lagde os til at sove nederst i dobbeltdækkeren i kølige, bjergfyldte Cusco og vågnede op i varme, solrige Arequipa, Perus næststørste by. Beliggende næsten en kilometer lavere end Cusco og længere sydligt var klimaet markant anderledes - væk var de kølige nætter og frodige dale, og i stedet havde vi et solrigt, varmt og tørt klima. Perfekt til vores efterhånden temmelig blege ben.
Stopfyldt med koloniale bygninger og en skøn temperatur døgnet rundt, var det en dejlig by at gå på opdagelse i. Vi gik tur rundt i en svunden tid med skyggefulde buegange, hvidkalkede palazzoer, barokke kirker og grønne plazaer, hvor folk og fæ samledes både dag og nat. Stedet kaldes også den hvide by pga. de mange bygninger opført i hvid sten, der flankerede de smalle stræder.
Vi fik også udvidet vores kulinariske horisont, da Mie insisterede på et besøg hos et fransk creperie. Til aftensmad vel at mærke. Det affødte en del protester ("men det er jo KAGE?!! Pande K A G E!!), men endte med at blive et stamsted, som vi besøgte igen og igen. Det viste sig nemlig, at pandekager på quinoa- og cocamel med spicy kylling eller gedeost var et hit hos os begge.
En tur i kloster
Ind imellem pandekagerne var der også tid til det kulturelle og vi fik set nedfrosne inka-mumier ofret på toppen af vulkaner, kirker i hobetal og så for at fuldende oplevelsen af at være havnet i en tidslomme, tog vi i kloster. Santa Catalina klosteret blev opført tilbage i 1500-tallet og optager en hel blok i hjertet af Arequipa. Som sin egen lille by i byen, var klosteret fuldt udstyret med levekamre til de bosiddende nonner, åbne gårdspladser, smalle, brostensbelagte gader, køkkener og selvfølgelig en kirke og bederum. Alt, hvad beboerne skulle bruge for at kunne leve et liv totalt isoleret fra omverdenen.
Ironisk nok var det dengang både frygtelig dyrt og besværligt at dedikere sit liv til guds tjeneste: 2.400 sølvmønter skulle der til (svarende til omkring US$150.000 i dag!), og så måtte man forberede sig på 4 års studier, inden man fik "titlen" i hus. Derefter kunne man så se frem til et liv i afholdenhed (mad, søvn og mandligt selskab) dedikeret til fordybelse og refleksion. Og den dag i dag, er der stadig kvinder som vælger at indtræde i ordenen og leve deres liv i klosteret. Vi var heldigvis kun på besøg i de smukke, farvestrålende gader og rum som var åbne for offentligheden, og kunne fordufte da vi havde stirret os mætte på de mange gamle artefakter, og pandekagetrangen meldte sig.
I Canyon-land
Vores ben, der ellers havde været så trætte efter Salkantay-trekket, var nu efterhånden ved at komme sig, og vi besluttede derfor at kaste os ud i endnu en gåtur: Colca Canyon, en af verdens dybeste kløfter og helt sikkert et hike værd. Vi pakkede derfor de små rygsække til et par dages vandring, researchede os frem til et par trekkingguides og købte et par absurd tidlige busbilletter, og så var vi klar til næste eventyr.
Den lange bustur tog den halve nat, men da morgenen endelig gryede vågnede vi op til et fantastisk landskab - tørre bakker med sparsom vegetation omringet af hvidtindede vulkaner og så den gigantiske kløft, som skar sig igennem landskabet som en enorm sprække i en betonvæg. Vi nåede også lige at få et glimt af områdets berømte condor-familie, da bussen kørte forbi deres redested - dovent og elegant svævede de kæmpemæssige fugle med vingespand på over 3m rundt på kløftens vindstrømme, mens de holdt et vågent øje med både turister og byttedyr.
Bussen satte os af midt på den støvede vej, og så startede vores hike ellers. Vi slog hurtigt følgeskab med en engelsk fyr - han skulle samme vej og var i øvrigt taget af sted med et håndtegnet kort, som ærlig talt lignede en børnetegning, så han var lidt i tvivl om, hvor han skulle hen. Vores kortapp kendte heldigvis vejen, og så gik vi ellers af sted i det stadig varmere solskinsvejr. Første dag var heldigvis en overkommelig en, her skulle vi nemlig ned i kløften. Det var heldigt, for med den lange bustur begyndte vi først at gå ved 10-tiden, og da var temperaturen allerede høj og de mange kaktus- og aloe vera-planter gav ikke meget skygge på de støvede stier. Vi lovede hinanden at komme tidligt af sted de følgende dage, og udnytte de køligere morgentimer.
Snakken gik og det samme gjorde benene, og efter at have vendt verdenssituationen, Brexit og løst et par international kriser, nåede vi floden, der skar sig igennem dalens bund. Her lå den lille landsby San Juan, hvor en glad, lokal kvinde ventede på os midt på stien. Hun havde selvfølgelig et guesthouse lige rundt om hjørnet, og det kunne vi jo lige se på, når vi alligevel skulle denne vej. Kvinden skulle nok vise vej! Hun var en venlig, men insisterende dame, men det viste sig faktisk, at hun drev et af de guesthouses som vi havde læst gode ting om - så vi tilgav hende de bazar-agtige sælgermetoder og besluttede at tilbringe natten der.
Det kom vi ikke til at fortryde - både serviceniveau og mad var helt i top, og vores dobbeltværelse med udsigt til kløften var ganske hyggeligt, da først det var blevet edderkoppefrit med hjælpe fra en sandal med hårde såler.
Et trek med luksus
Som aftalt startede vi tidligt den følgende morgen, godt fyldt op af kaffe, æg, pandekager og avokadoer fra baghaven. Dagens trek gik langs kløftens bund med kun få stigninger undervejs. Vi fulgte stien igennem små, isolerede landsbyer og nød den fantastiske udsigt undervejs. Men det helt store mirakel oprandt først, da vi nåede vores destination i Llahuar. Det viste sig nemlig, at der ved flodens bred var en varm kilde, som et eller andet geni havde udnyttet til at lave fem forskelligt tempererede pools. Efter en lang og varm dag, kunne vi derfor hvile stængerne i en opvarmet pool i solen. Og blev det for varmt, kunne et hurtigt dyb i floden ved siden af køle os ned igen. Det var lige til at klare! Vi tilbragte hele eftermiddagen med at plumre rundt i det varme vand og snakke med andre hikere, inden det var tid til at søge lidt skygge i den hyggelige have, som vi delte med familiens høns, marsvin og heste.
Når det går ned, går det også op
De varme kilder gjorde virkelig underværker for bentøjet og timingen var god, for den følgende morgen ventede turen op af kløften; +1.000 højdemeter i svedende varme. Vi startede som vanligt tidligt - ikke mindst fordi vi skulle nå bussen tilbage til Arequipa og trekket var spået til at tage alt imellem 4 og 7 timer. En temmelig bred tidshorisont efter vores mening.
Det var lige på og hårdt, da vi forlod guesthouset ved 6:30-tiden. Heldigvis kastede de stejle sider af kløften stadig skygge på vores vej, så den første time gik vi en behagelig temperatur op af den snoede sti. Så langt nede i dalen bestod vegetationen primært af stift græs og kaktusser, så skygge var der ikke meget af, da solen endelig ramte os. Alligevel gik det raskt fremad, og vi fik støt og roligt arbejdet os op ad den stejle skråning.
Videre og videre, indtil vi nåede toppen - støvede og svedige, men med masser af overskud. Den sidste del af ruten var nærmest en sejrsgang langs kløftens top med fantastisk udsigt ud over det landskab, vi havde trekket rundt i i de seneste dage og i sikker forvisning om, at turens hårdeste del lå bag os. Vi nåede Cabanaconde og busholdepladsen sølle 3,5 time efter vi var begyndt opstigningen, og vi var meget tilfredse.
Bussen fragtede os til Chivay, som er den største by i området, men stadig bare en landsby. Her havde vi besluttet at tilbringe en nat for at smage lidt på det lokale liv i kløften. Det var et super autentisk sted med meget lidt turisme. Til gengæld vrimlede det med kvinder klædt i traditionelle dragter med tilhørende mønstrede hatte, der var gang i det lokale marked, hvor flåede alpachaer hang på store kødkroge og sirligt dekorerede tuktuk'er drønede rundt i gaderne. Efter en lokal frokost tilbragte vi eftermiddagen og aftenen i byens varme kilder, hvor vi søbede rundt med Colca Sours i hånden og lod det varme vand bløde de hårdtprøvede muskler op. Det var let at vende sig til at slutte gåturene af med en tur i en varm pool, og vi nåede da også at blive enige om, at det nærmest måtte være en menneskeret. Vi sov selvsagt som sten den nat.
På farten igen
Efter et par dejlige dage i canyon-landet gik turen nordpå for vores vedkommende. Praktisk taget til den anden ende af landet. For at lette turen lidt fløj vi først til Lima, hvor vi fandt en bus som fragtede os 9 timer længere nordpå til byen Huaraz. Her ventede vores næste store oplevelse og et glædeligt gensyn: Vi havde efter megen koordinering og planlægning aftalt at mødes med Line og hendes to veninder i Huaraz og sammen gå Santa Cruz trekket. En tur vi virkelig havde glædet os til, så det var med bankende hjerter og øjne på stilke efter lyshårede piger, at vi langt om længe checkede ind på vores hostel sent om aftenen i Huaraz.
