Colombia
Blogindlæg 27
På sightseeing i "Verdens farligste by"
Fra Cartagena fløj vi til Medellin - en sprudlende storby, hvor de røde murstensbygninger vokser op langs siderne på en frodig dal i højlandet. I 80erne var Medellin mest af alt kendt som verdens farligste by, primært pga. det berygtede Medellinkartels operationer; drevet af Pablo Escobar stod kartellet for smugling og salg af kokain og gruppen blev hurtigt frygtet som følge af de mange terrorangreb, mord og kidnapninger som de stod bag. Kartellernes magt, kampe og terrorisering af politikere, politi, journalister og godtfolk har en stor del af skylden for Colombias dårlige ry i dag.
De mange tragedier og år med frygt og terror sidder stadig i byens beboere, selvom byen den dag i dag er som forvandlet; opløsningen af Medellinkartellet, massiv polititilstedeværelse og social arkitektur har løftet byen og dens indbyggere ud af den mørke fortid og i dag er stedet et yndet turistmål. Alligevel er fortiden ikke langt væk, og folk kan godt blive rigtig støt, hvis de hører tourguider nævne Pablo Escobars navn - ifølge nogen idoliseres gangsterbossen langt ud over det anstændige med diverse tv-serier og merchandise, og i byen mindes han stadig mest af alt som en terrorist.
Vi startede vores ophold i byen med en guidet tour rundt i centro. Vores lokale guide, Hernan, gav os en grundig indføring i Colombias mørke historie og det politiske landskab, blandet med hans egne erindringer fra barndommen i Medellin. Han viste os flotte, nyrenoverede pladser i byens midte, der førhen var centrum for narkosalg og lokale opgør, og hvor ingen turde vove sig hen hverken dag eller nat. Han fortalte, hvordan børnene i perioder var bange for at gå i skole om morgenen fordi vejen dertil kunne være overstrøet med nattens ofre for bandernes indbyrdes kampe, og han introducerede os for "papaya-reglen" - en skala fra 1-5, der fortalte os, hvor opmærksomme vi burde være på vores ting i byens forskellige områder. Logikken var, at hvis du tilbyder papaya til fremmede (aka dine ejendele), så tager de altid imod den, så det er bedre at lade værre med at give muligheden i første omgang. Med andre ord: Hold øje med dine ting! Papaya-reglen blev i høj grad også efterlevet af de lokale, og i metroen stod 9 ud af 10 passagerer med rygsækken eller tasken på maven inden for synsvidde. Ekstra påpasselige efter vores dårlige oplevelse i Cartagena, fulgte vi de lokales eksempel og oplevede ingen problemer.
Det Medellin vi oplevede føltes både sikkert og rart at være i; med en spritny metro uden en eneste graffitistreg, topmoderne indkøbscentre, et væld af restauranter og massevis af museer og kunst, var vi godt tilpas i storbyen.
Selvfølgelig var der områder, som vi skulle holde os fra om aftenen - ligesom der havde været i Valparaiso, Lima og Santiago - men det var let at undgå, og så længe vi befandt os i tæt befærdede områder, var der ingen utryghed.
Fra slum til hip
Byens placering midt i en dal og det efterfølgende vokseværk op langs de stejle dalsider har nødvendiggjort installationen af adskillige kabelbaner i byen, der ligesom enhver anden offentlig transport binder byen sammen. Som turister hyggede vi os meget med at tage kabelbanerne rundt og se byen oppefra, og det var også sådan en tur, der bragte os til 'Comuna 13', engang det farligste kvarter i verdens farligste by. Ligesom resten af byen har området undergået en kæmpe transformation og selvom banderne stadig findes i dag, styrer de ikke kvarteret på samme måde som tidligere.
Igen blev vi vist rundt af en lokal beboer, der både kunne fortælle tragiske historier om dengang situationen var værst og kvarteret delt op mellem bandernes territorier, hvor et besøg hos en ven kunne føre til mistanke om spionage og en kugle for panden, og hvordan verden ser ud i dag for de mange indbyggere. Vand, elektricitet, skoler og offentlige samlingssteder har været med til at løfte kvarteret, øge sikkerheden og i dag valfarter mange turister til området for at gå i gader, der før var lukket land selv for politiet og beundre de mange graffitimalerier, der kendetegner området.
Særligt konstruktionen af syv overdækkede og farestrålende rulletrapper, har betydet meget for området. Udover selvfølgelig at spare beboerne for en hulens masse trapper, hver gang de skal frem og tilbage, har investeringen også vist det før så belastede kvarter, at de bliver betragtet som en del af byen og at der bliver taget hånd om dem også. Ifølge vores lokale guide har den bevidsthed været altafgørende for områdets transformation.
Hotel Hashbule
Selvom Medellin føltes tryg som enhver anden storby, mærkede vi dog, at stofferne var kommet tæt på. Michael kunne dårligt færdes i gaderne uden at blive tilbudt alt fra fjolletobak til lidt til næsen, uanset tidspunkt og sted. Selvom vi gjorde, hvad vi kunne for at falde ind i omgivelserne, var det som om vores åbenlyse turistlook - alt for høje og med lyse lokker - tiltrak dealere af enhver art. Vi undrede os - indtil vi kiggede nærmere på de andre rejsende, som også boede på vores hostel. Vi boede et stille og roligt sted i udkanten af byen uden det vilde fest og farver. Alligevel var det tydeligt, at de øvrige beboere i høj grad nød at ferien til Colombia inkluderede billig og let adgang til stoffer.
Under morgenmaden måtte vi bede en stangstiv israeler om at slukke sin joint, da den lige var en tand for meget til morgenkaffen. En engelsk pige underholdt med historier om, hvordan vennerne natten forinden havde bestukket politiet, fordi de var blevet taget med kokain i lommerne, og en eftermiddag havde en canadisk fyr røget lidt for meget, så han faldt i søvn på en køkkenstol imens han tissede i bukserne. Overalt på hostlet hang skilte, der forbød brugen af euforiserende stoffer, men turisternes adfærd lod ikke til at overraske personalet og ingen sagde noget. Det gik op for os at drug-turism desværre stadig er et kæmpe problem i Colombia, og at det måske kunne forklare, hvorfor sælgerne gik så specifikt efter turisterne i gadebilledet.
I sådan et setting var det svært ikke at lade sig irritere en smule over vores medrejsende; i et land som Colombia, hvor produktionen og salget af stoffer er et så ømtåleligt emne, der har kostet så mange lidelser for de lokale både i form af drab, fordrevninger, frygt og terror er det næsten pinligt at opleve unge mennesker, der skider på historien og kun er interesserede i en god fest. Især fordi produktionen af kokain stadig repræsenterer et stort problem i dag, et problem der støttes af de festende turister.
Guatape
Efter et par dage i storbyen havde vi fået nok af det høje tempo og de mange mennesker og tog ud til den lille landsby Guatape et par timer fra Medellin. Beliggende ved bredden af et omfangsrigt vandreservoir, ligger byen i et frodigt område med små grønne øer, bølgende bakker og som kronen på værket står en kæmpemæssig sten, Piedra del Peñol, der tårner sig op over alt andet og giver en fantastisk udsigt til det omkringliggende landskab. Vi havde et par dage til at nyde landskabet, sejle kajak i reservoiret, bestige stenen og gå ture i den hyggelige by.
Turen ind til byen var også en oplevelse i sig selv - vi boede på et hostel, der lå for foden af den tårnhøje sten, men det betød en længere gåtur ad meget trafikerede veje eller offentlig transport. Vi valgte det sidste, som foregik i små, bundmassive jeeps.
Videresolgt efter 2. verdenskrig fungerede de hårdføre biler som minibusser, der fragtede de lokale rundt imellem områdets små landsbyer - man vinkede bare til en forbipasserende bil, sprang ind bagved eller hagede sig fast for enden, hvis der var fyldte og fik så et lift. Easy peasy!
Guatape var dejlig, omend rimelig turistet. De små huse i to plan var malet i klare, friske farver med en enorm detaljeringsgrad - vinduesrammer, døre, altanrækværk var alle fuldstændig farvekoordineret i en palet af varme nuancer. Derudover var alle huse beklædt med meterhøje paneler med forskellige motiver støbt ind i væggen; geometriske figurer, malkepiger og Piedra del Peñol, var støbt langs husenes facader og malet i smukke farver. Et væld af spisesteder fristede med lækre anretninger, og kaffen var helt i top - vi var ovenud tilfredse. Vi fandt sågar en indisk restaurant, hvor ejeren hver dag diskede op med lækre anretninger til os - ingen friture! Samtidig var vejret med os og feriestemningen satte for alvor ind i de hyggelige gader, hvor vi brugte timer på at gå på opdagelse. Hvis ikke tiden var begyndt at løbe for os og hjemrejsen til Danmark rykkede tættere på, kunne vi sagtens have brugt mere tid på bare at nyde omgivelserne. Men vi havde stadig et højdepunkt tilbage på ønskelisten, så vi tog tilbage til Medellin og så gik turen til Colombias kaffeakse.
