Colombia

Blogindlæg 28

Zona Cafetera

Jardin

Fra den ene lille bjergby rejste vi til den næste, Jardin, som betyder 'have' på spansk. Og den første ting der slog os ved ankomsten til byen var, at de lokale virkede til at tage navnet meget seriøst; husene rundt omkring den lille by var alle akkompagneret af sirligt indrettede haver fulde af blomster, sommerfugle og gekkoer. Fra fint friserede forhaver til de mere vildtvoksende med 100-vis af krukker, var der en tydelig kærlighed til naturen og masser af grønne fingre, som havde fået frit spil.

Jardin var lillebitte og ikke særlig turistet, men med en masse leben og charme, når hele byen mødtes på torvet om eftermiddagen for at drikke kaffe, se fodbold eller bare sludre med naboen efter arbejde. Vi befandt os godt både på hostlet og med gåturene rundt om i de omkringliggende bakker, hvor vi talte sommerfugle og fandt blomster.

 

Der var adskillige vandfald rundt omkring byen og mange fine gåture i området. Men trekkinglysten var endnu ikke vendt tilbage til os siden afskeden med Michaels vandresko, så da vi ville besøge den store attraktion Cueva de Esplendor, der lå tre timers gang fra byen, besluttede vi os for en alternativ transportform - til hest!

På cowboyer-manér

Igennem vores hostel fik vi kontakt med en god gammeldaws cowboy, der indvilligede i at tage os en tur med op til vandfaldet, som lå godt gemt af vejen i nabodalen. Det var en lang tur op af bakke, så hele dagen blev sat af til projektet, og damen på turistkontoret forsikrede os om, at der både ville være frokost, drikkevarer og sikkerhedsudstyr inkluderet i vores private tur.

 

 

På dagen blev vi hentet af vores ordknappe cowboy og fik vi anvist to tålmodige heste. Sikkerhedsudstyret blev stolt vist frem, og den venlige assistent havde vist lidt svært ved at tolke vores vantro blikke, da vi tog en bunke stråhatte i øjesyn - der var ikke meget sikkerhed over dem! Men vores ridedyr virkede sikre på benene, så vi var ikke nervøse, selvom det var rimelig uvant for os begge at være til hest. Sidste gang vi prøvede det, lå trods alt helt tilbage til vores Islandsrejse, og det var da også svært at overbevise Michael om, at det stadig kun var to store ponyer vi red på - rigtige heste var endnu større!

 

Vi red ud igennem byen, mens vi forsøgte at holde styr på tøjler, stigbøjler og heste, og snart begyndte den lange opstigning. De stakkels heste kæmpede, prustede og svedte op ad de stejle stier, og vi var lykkelige for, at vi ikke havde valgt at tage turen op til vandfaldet til fods! Udsigten da vi endelig nåede op af dalen var til gengæld noget for sig, og vi nød ensomheden i det grønne terræn, mens hestene bar os højere og højere op over byen.

 

Cueva de Esplendor

Efter næsten tre timers ridt nåede vi destinationen: Vandfaldet Cueva de Esplendor, hvor vandet på dramatisk vis falder ned igennem et hul i loftet af en grotte. Det var et smukt sted, og vi fik badet i det iskolde vand og vasket den værste hestelugt af, inden vi spiste den medbragte frokost indpakket i bananblade med udsigt ud over dalene. Det var virkelig idyllisk og ikke engang tanken om, at vores ømme numser skulle tilbage på hestene for hjemturen kunne ødelægge humøret.

Da vi langt om længe nåede Jardin sidst på eftermiddagen var det med værkede knæ og rumpetter - og det var ikke engang os, der havde stået for den hårde del af arbejdet. Men seks timer til hest kunne mærkes i stængerne, og da vi tog afsked med vores guide og gik tilbage til hostlet og et velfortjent bad var det med en rimelig hjulbenet gangart.

Valle de Cocora

Valle de Cocora

Fra Jardin drog vi endnu længere sydpå og kom nu for alvor ned i Colombias største kaffeområde - de små buske med mørkegrønne blade stod rundt omkring på de stejle dalsider og hele området var enormt grønt og med en meget behagelig temperatur.

 

I Salento tog vi en enkelt overnatning for at komme tidligt ud af starthullerne til vores besøg i Valle de Cocora. Benene var blevet overtalt til en sidste gåtur, og den skulle foregå i dalen, hvor Colombias nationaltræ - vokspalmetræet - groede. Vi har set palmer før. Mange gange og i masser af forskellige afskygninger. Alligevel var de her træer noget helt, helt andet end alt hvad vi havde set tidligere. Simpelthen fordi de var kolossalt høje - op til 60m!

På karakteristisk palme-maner strakte den tynde stamme sig lodret op i vejret uden afstikkende grene eller blade, og i toppen sad de mange strittende palmeblade, præcis som man kender det. Forskellen var bare at den spinkle stamme nærmest strakte sig op til himlen. Sådan virkede det i hvert fald når man stod for foden af træet og måtte lægge nakken helt tilbage for at se op.

 

Det var et gennemført surrealistisk scenarie, der blev kraftigt forstærket af, at de enorme palmer stod som den eneste vegetation på bare, flade marker, så deres overvældende højde blev fremhævet. Det var svært rigtigt at forstå, hvordan de tilsyneladende spinkle stammer kunne bære de mange meter, for selvom et par træet stod og svajede i vinden, virkede de relativt stabile.

 

I fugleparadis

Fra markerne overstrøet med kæmpepalmer, fortsatte vi gåturen igennem Valle de Cocora og der gik ikke længe før de åbne enge blev overtaget af tæt junglelignende skov. Herinde gjorde vi holdt ved Acaime Hummingbird Sanctuary - en lille, familiedrevet restaurant, der brystede sig af at have op imod 15 forskellige kolibriarter i haven. Rundt blandt de mange blomster var hængt drikkeskåle op som de små fugle flokkedes om, og der var virkelig masser af dem.

 

Vi tog en velfortjent pause, drak varm kakao med ost (hvilket er en del lækrere end det lyder) og beundrede de små fugle, der vimsede omkring med lynhurtige vingeslag; når de først tog fart, var det nærmest umuligt at følge dem med øjet, men når de slog sig ned for at drikke eller vifte med de farverige vinger var det let at få et godt kig på dem.

 

Filandia

Efter at have brugt en dag i Valle de Cocora tog vi den lokale jeep til nabobyen Filandia. Her havde vi planlagt at bruge vores sidste dage i Colombia med hygge, afslapning og lækker mad.

 

Som sagt så gjort; vi gik ture i de grønne landskaber, spise colombiansk mad med et tvist på byens ene store tilløbsstykke af en restaurant og besøgte et væld af små, lokale kaffesteder, der diskede op med lokalproducerede bønner og andre lækkerier. Vores hostel var super hyggeligt og vi brugte mange eftermiddage på at sidde i fællesarealerne og skrive, tegne eller klimre på diverse instrumenter, der hang rundt om i stuen.

Det var også efterhånden ved at gå op for os, at vi nærmede os enden på vores lange rejse. Datoen for hjemrejsen rykkede langsomt, men sikkert tættere og tættere på, og vi brugte mere og mere tid på at tale om og tænke på Danmark og alle dem derhjemme. Selvom det var med blandede følelser, at vi nød de sidste dage i Filandia, var vi begge enige om, at selvom det var sørgmodigt snart at skulle lægge rejselivet på hylden, blev det på sin vis overskygget af spændingen ved den snarlig hjemkomst - over at skulle gense venner og familie og over de eventyr, der ventede os fra august.

Vi brugte også tiden på at se tilbage på turen - både som helhed, men også på enkelte lande, steder eller episoder som havde gjort særligt indtryk, og i de dage var det ikke ualmindeligt, at én af os ville stirre tomt ud i luften for derefter at indlede en samtale med "Kan du huske dengang vi...?". Og det kunne den anden som oftest godt.

Hjem til Danmark

Vejen fra Filandia til København var lang og bøvlet, og derfor havde vi besluttet at splitte rejsen op i mindre bidder. Først tog vi bussen til Pereira - en storby i Zona Cafetera, hvor vi fik shoppet billig tøj, ligget i blød i de lokale termiske bade og spist turens afslutningspizza. Derfra fløj vi de 300km til Bogota og sparede derved os selv for 10 timer i bus. I Bogota, Colombias hovedstad, havde vi kun en enkelt overnatning, så sightseeing stod ikke på programmet. I stedet brugte vi tiden på at indstille os mentalt på morgendagens maratonrejse, få pakket rygsækkene, der nu var spændt ud til bristepunktet og tanke op på snacks til turen.

 

Rejsen var lang - over 24 timer. Fra Bogota havde vi en wheels-down i Panama inden den lange flyvning til Istanbul. Heldigvis fik vi udover vores egne pladser kapret en 4-mandsrække, så vi kunne ligge ned på skift og få sovet lidt og strukket ryggen. I Istanbul havde vi seks timer at slå ihjel inden næste flyvning. Mie var noget utilfreds over den lange layover og brokkede sig til madkuponer. En glæder der hurtig blev forvandlet til dyb skuffelse, da det gik op for os, at kuponerne kun kunne bruges i fastfood restaurant 1, 2 eller 3 - frituremadens tid var altså endnu ikke forbi for os!

Endelig oprandt rejsens sidste flyvning mod København og sommerfuglene i maven begyndte hurtigt at indfinde sig og feje al træthed af banen - vi var næsten hjemme! Det var underligt velkendt at flyve ind over Øresund og kigger ned på broen, vindmøllerne og strandparken vi kender så godt. Vejret var heldigvis med os og den danske sommer viste sig fra sin bedste side med blå himmel og masser af sol.

 

På vej igennem lufthavnen blev vi igen ramt af følelsen af at vende tilbage til noget kendt; vi havde ingen problemer med at tyde skiltene, vi vidste lige hvad vej vi skulle gå og der var ikke behov for at stå i kø for at få indrejsetilladelse, visum og stempler ved modtagelsen. Vi strøg lige igennem, fik bagagen som nogle af de første, og så var der ikke andet tilbage end at kigge hinanden i øjnene og sige tak for turen, inden vi gik igennem tolden og ud til virkeligheden.

På den anden side ventede hele familien med flag i favnen og kæmpe smil. Der blev delt krammere på kryds og tværs, og selvom der ikke blev ytret mange bevingede ord i løbet af de første minutter, var det fantastisk at gense alle de ansigter vi havde savnet i de sidste 10 måneder. Alle var inviteret på pizza og hvidvin i haven hos Mies mor, og da vi først var landet der og faldet lidt ned blev der tid til at snakke, udveksle nyt og fortælle røverhistorier. Solen skinnede, den danske sommer viste sig fra sin bedste side, og vi sad trygt i familiens skød efter et fuldstændig uforglemmeligt eventyr. Vi var hjemme igen!