Chile

Blogindlæg 16

Sydney

På monkey class igen

Fra Phnom Penh i Cambodja startede vi den lange rejse østpå mod turens andet kontinent: Sydamerika. Timers research i Hanoi havde fortalt os, at den bedste (og billigste) vej gik over Australien og New Zealand, så derfor boardede vi efter et kort ophold i Kuala Lumpur et fly mod Sydney. Turen var programsat til at vare 8 timer, men vi havde ikke købt det store til rejsen og da vores (lufthavnskøbte!) vand blev konfiskeret ved en ekstra "surprise-security control" ude ved gaten, overgav vi os uden de store bekymringer. Det var først da vi havde sat os til rette i kabinen, at det gik op for os at denne flyvning ikke var som de andre long hauls, vi har prøvet. Sæderne var minimale og det var småt med benplads. I stedet for et tæppe og en pude havde vi ingenting, og de sædvanlige skærme til film og musik var skiftet ud med... ingenting. Maden var forbeholdt dem som havde forudbestilt og drikkevarer var kun tilgængelige mod betaling af ågerpriser - selv vand. Vi var kort sagt endt hos et lavprisselskab, der selv på lange rejser havde skruet servicen ned til et minimum. Øv!

 

Det blev en lang nat uden vådt eller tørt (vi nægtede i ren stædighed at købe noget), men næste morgen landede vi i solbeskinnede Sydney og efter en gang frokost og en middagslur i vores airbnb var alting godt igen.

Et arkitektonisk vidunder

For at bryde den lange rejse op i mindre dele, havde vi besluttet at forlænge vores mellemlanding i Australien til 72 timer, så vi kunne få et visumfrit besøg i Australiens måske mest berømte by. Vi havde kun én ting på programmet: Operaen, tegnet og designet af danske Jørn Utzon.

Da vi vågnede på vores første morgen i Sydney begav vi os derfor straks ind til byen og gik en tur op igennem den botaniske have for at se vidunderet. Og flot var den altså! - med de hvide kakler skinnende i den strålende sol og havet, der agerede bevægeligt bagtæppe i en gennemført kulisse. Tronende yderst på en havnemole tiltrækker den sig uomtvisteligt opmærksomheden med de geometriske skaller og glitrende overflade, og arkitekten kunne tilslutte sig, at bygningen var i en liga for sig.

Han erklærede, at Oslos operahus var vippet af førstepladsen fra hans nyoprettede liste over verdens mest interessante operahuse. Alt fra spinkelheden af de store betonskaller, de geometriske principper, samt dekoreringen af skallernes overflade til træmøblerne i bygningens interiør var lavet i en helt særlig ånd; tydelig for sin tid, men moderne. Alt i alt et meget gennemtænkt hovedværk af Jørn Utzon.

Her var spørgsmålet snarere om byen var bygningen værdig - ikke omvendt.

A night at the opera

Efter at have set den udvendigt (fra den botaniske have, fra nabomolen, fra Harbour Bridge, fra hovedindgangen, fra bagindgangen, fra oven og fra neden) måtte vi selvfølgelig også se den indvendigt. Valget faldt på en klassisk koncert, Bartók's Concerto for Orchestra, selvfølgelig for at lytte til lækre toner, men - hvis vi nu skal være helt ærlige - nok også for at se koncertsalen. Lørdag aften blev derfor øjeblikket, hvor Michael for første gang på turen iførte sig sin medbragte skjorte (som næsten ikke var krøllet efter 5 måneder i en rygsæk), og Mie duppede lidt sminke på, og så skulle vi ellers i operaen - i Birkenstock og vandresandaler.

 

 

 

Det var en super aften med et utroligt dygtigt symfoniorkester, der tydeligvis havde øvet et par år eller to i forvejen. Når man ikke er så hjemmevandt i klassisk musik, var det imponerende at se og høre, hvordan 10 violiner kunne spille sammen, som var det et enkelt instrument, ligesom det nærmest var hypnotiserende at følge dirigentens dans med stokken, der kyndigt ledte truppen igennem både de dramatiske dele med stortrommer, orgel og trompeter og de helt stille harpespil.

 

I pausen drak vi bobler og kiggende over det sorte vand hen på den lysende bydel, der rejste sig på bakken overfor os og da vi endnu senere gik hjem igennem byen med alle de festglade mennesker og de sidste toner fra symfoniorkesteret ringende i ørene gik alt ligesom op i en højere enhed.

 

 

Vores dage i Sydney var hurtigt overstået og selvom vi fik travet rundt i byen og set både kunst og arkitektur var vi enige om, at Sydney og Australien i det hele taget er en rejse værd en anden gang. Men først stod Sydamerika på programmet og efter et hurtigt stop i New Zealand, var vi endelig på vej over Stillehavet - denne gang i et fly med både film, tæpper og forplejning, og så går tiden altså lidt hurtigere!

Chile

Et nyt kapitel

Da vi landede i solbeskinnede Santiago var vi forberedt på hvad som helst. Det var Sydamerika, så alt kunne jo ske! Det eneste vi nok ikke var forberedt på var, hvor familiært alting virkede. Det var nærmest som at lande i lufthavnen i Madrid, af sted på en uges sommerferie.

Efter så mange måneder i Asien, hvor man dagligt bliver mindet om kulturchokket bare ved at gå en tur ned ad gaden og zigzakke ud og ind imellem de løse hunde, huller i vejen og scootere parkeret på tværs, var det helt underligt at ankomme til et sted, hvor alting føltes europæisk.

 

 

Vi kom gnidningsfrit igennem immigration, fik bagagen uden problemer og sad snart i en bus på vej til centrum og vores Servasværter. Og der var ingen overraskelser! Alting gik glat, veje, biler og bygninger var i fint stand. Folk var velklædte og gik rundt med deres smartphones som i alle andre storbyer, og vi tiltrak os ingen særlig opmærksomhed - heller ikke selvom vi var højere og lysere end de fleste.

På trods af alle vores fordomme (og alle advarslerne hjemmefra) føltes det meget trygt at lande i Chile. Akkurat ligeså trygt som, hvis vi virkelige var landet i Madrid. Vi passer selvfølgelig stadig på vores ting og holder øjnene åbne - akkurat som vi ville gøre en lørdag på Strøget i København. 

På Servas-besøg

Inden vi tog fra Danmark meldte vi os begge ind i den internationale organisation Servas, hvis målsætning er at skabe fred på jord ved at fremme forståelsen imellem mennesker fra forskellige kulturer. Eller noget i den dur.

I Servas er man tilmeldt som rejsende og/eller vært, og får derigennem kontaktoplysninger på andre medlemmer af organisationen. Idéen er, at rejsende kan kontakte værter i de lande, som de skal besøge, og bede om lov til at komme på besøg. Hvis værten har tid, lyst og overskud åbner han eller hun så sit hjem for et par vidt fremmede rejsende med den intention, at man kan mødes og lære om og af hinanden. Et besøg varer som grundregel to overnatninger, medmindre man eksplicit bliver inviteret til at blive længere.

 

I Santiago besøgte vi de første Servas-værter på turen, Marcelo og Paulina. De boede i et bofællesskab i et roligt og velhavende kvarter, som udover vores værter også husede tre kvinder, en enkelt kat og halvanden hund.

Vi blev taget godt imod og spiste lækker vandmelon på terrassen, mens vi talte om løst og fast, om Servas-ordningen, kulturforskelle, historie, livssyn osv. Paulina snakkede ikke meget engelsk, så samtalen foregik på gebrokkent spansk og engelsk med Marcelo som oversætter. Det var sen eftermiddag i Santiago og rigtig sent for os efter den lange rejse og tidsforskellen, så vi gik sammen en tur ned i byen for at holde os vågne og gå i seng til 'normal' tid. Gåturen blev lidt længere end forventet og da vores værter efterfølgende lavede lækker mad til os, trak aftenen ud. Vi spiste ovnbagt fisk med lime og stegte kartofler, ris, quinoa og chilensk salat som tilbehør og klokken blev næsten midnat før vi endelig kunne krybe til køjs efter en meget lang dag.

Hos Marcelo og Paulina faldt vi hurtigt ind i en god rytme. Vi tilbragte dagene hver for sig - de gik på arbejde, mens vi vandrede rundt i byen - og om aftenen skiftedes vi til at lave lækker mad til hinanden og tale til langt ud på aftenen. Og nogle gange natten med. Vi spurgte interesseret ind til Chiles historie, til militærdiktaturet, det skrøbelige demokrati og den højspændte politiske situation i landet. Til den øgede privatisering og den store polarisering af befolkningsgrupper alt efter afstamning; nordeuropæisk, spansk eller mapuche, som det oprindelige folk i landet hedder. Vi talte også om religion, livsfilosofier og fremtidsdrømme. Generelt var der rigtig god kemi, og sprogbarrieren var ikke en hindring for at alle kunne være med i samtalen.

Vi blev inviteret til at blive længere i huset, så vi endte med at være fem dage i hovedstaden inden det blev tid til at drage sydpå. Vores værter kørte os til busstationen og afskeden foregik med mange kram og ikke uden våde øjne; selvom vi kun havde været der i kort tid, havde de mange snakke dannet en solid fælles forståelse imellem os, og det var trist at skulle sige farvel. Selvom vi blev inviteret til at komme tilbage, hvis vores vej igen kom forbi Santiago, og selvom vi inviterede dem til Danmark, er det langtfra sikkert, at vores veje krydses lige foreløbig.

Lake District

Pucón

Efter 12 timer i bus nåede vi Pucón i Chiles Lake District, centrum for naturoplevelser af de fleste slags. Beliggende mellem den store sø Lago Villarrica og vulkanen af samme navn, er stedet en god base for diverse udendørsaktiviteter, herunder hiking. Vi må nok være ærlige og indrømme at vandreformen havde været for kraftig nedadgående siden Nepal; de efterfølgende måneder i Vietnam og Cambodja havde ikke budt på de store traveture, og vi var med andre ord blevet både dovne og slatne, især i bentøjet.

Men eftersom et femdags-hike ventede på os i det sydligste og barskeste Patagonien, nyttede det jo ikke noget at troppe op med gummiben og slappe rygge, så i Pucón ville vi udnytte den smukke natur og de nærliggende nationalparker til at finde vandreskoene frem igen.

Et heldigt møde

Inden vi kom så langt faldt vi dog i snak med en fyr, der også boede til leje i vores Airbnb. Han var i byen for at arbejde på et projekt omkring at få flere til at cykle - Pedal Pucón, hvor man i en bod nede ved stranden kunne låne en mountainbike gratis i 2 timer. Da vi delte begejstringen for cykleriet tilbød han straks, at vi kunne tage to styks hele dagen. Så derfor udskød vi vandreplanerne for at tage på mountainbike-tur i stedet.

Dagen efter pakkede vi taskerne og hentede cyklerne ved stranden, og så kørte vi ellers af sted af stejle grusstier mod et vandfald, Ojos de Carburgua.

Mie var temmelig uvant med mountainbikens mange gear og teknikken i de stejle opkørsler, så det tog lige et par kilometer for hende at blive dus med cyklen. Men da den grundlæggende teknik var på plads, gik det glat og vi drønede af sted i solen - selv op af meget stejle bakker.

Vi kørte af gode, jævne grusveje og det var en rigtig fed tur derud. Vandfaldene var lidt so-so, men der var en hyggelig park, hvor vi kunne holde picnic, så alt i alt havde vi en super tur.

De 7 vulkaner

Vores første rigtige trek i Chile blev i nationalparken Huerquehue, hvor vi kæmpede os vej til en bjergtop kaldet San Sebastian. Det 10 kilometers hike startede for foden af bjerget, og gik derefter støt opad. Det var lidt en hård tur for vores efterhånden utrænede ben, men vi skaffede os hurtigt et par vandrestave til de stejleste passager.

 

Det var rigtig mange gode udsigtspunkter undervejs, og den rene og klare natur i Chile står meget i kontrast til, hvad vi har oplevet i det sidste halve år i Asien; her er køligere vejr, perfekt til kuperet vandring, og hverken stolelifte, boardwalks eller trapper er installeret som assistance. Her er ingen forurening og skrald i naturen- ingenting! Og folk samler de mindste små stykker plastik op og tager det med sig, selvom det ikke er deres eget. Det smitter!

 

 

 

Vi var heldige med vejret, og fra udsigtspunktet øverst oppe skulle man eftersigende kunne se 7 vulkaner. Vi talte 5 majestætisk knejsende trekanter med toppe dækket af sne, hvoraf den ene lå på den anden side af grænsen til Argentina. Derudover fik vi fornøjelsen af at gå igennem skove af eukalyptus, pehuen og de truede Araucaria-træer, der kan blive op til 1.000 år gamle, og hvis største problem er, at de første bærer frugt efter 200 år! Vi så kolibrier, store, sorte spætter med knaldrøde hoveder, "huet huet'ere" og mange andre fine fugle. Heldigvis blev vi skånet for både fugleedderkopper og pumaer, så alt i alt havde vi en oplevelsesrig tur!

Nye Servas-besøg

Nationalparken Huerquehue var så smuk, at vi allerede et par dage efter vendte tilbage for at gå endnu et trek (ligeså snart vores utrolig ømme ben var kommet sig en smule ovenpå det første trek i mange måneder). Los Lagos var ikke nær så stejlt som San Sebastian, og frokosten indtog vi på en stor, solbeskinnet sten ved bredden af Lago Verde, hvor efterfølgende badetur og solbadning sørgede for at gøre oplevelsen til et af turens mere afslappende hikes.

 

Da vi vendte tilbage til Pucón, checkede vi ind hos endnu en Servas-familie. Chilenske Noemi og tyske Detlev havde åbnet deres hjem for os, midt i Pucóns hovedgade og vi fik et af husets 6(!) gæsteværelser med eget bad og toilet. De snakkede kun sparsomt engelsk, så omkring middagsbordet foregik samtalen primært på tysk, godt krydret med spanske og engelske fraser. Michael var noget udfordret (det er efterhånden længe siden, at han var i Wien), men med lidt hjælp og tydelig artikulering flød samtalen fint.

 

 

Parrets voksne datter og hendes teenagesøn boede i nærheden og spiste også med, og hun foreslog straks en fællesudflugt den følgende dag. Vi havde egentlig set frem til en dag med afslapning på programmet, men indvilligede i en tur op og se nærmere på vulkanen Villarrica.

 

 

Turen op til vulkanens fod foregik i selskab med datterens to store møgdy... hunde! Mie nægtede konsekvent at komme bæstern... hundene alt for nær, så Michael fik æren af at dele bagsædet med Blackie og Öl - to meget kærlige, savlende, lugtende og utroligt dårligt opdragede vilddyr. Alligevel var det en hyggelig gåtur oppe i terrænet, hvor hundene fik brændt noget overskydende energi af og menneske fik nydt udsigten til vulkan og by og hyggesnakket.

Efterfølgende lagde vi turen forbi sønnens mountainbike-bane, hvor Michael hurtigt vandt drengenes respekt, da han brillierede med ethjuls- og baglænskørsel. Sønnen, der ellers kun talte spansk, faldt hurtigt for Michael og hans mange evner i at lave tricks og de to hyggede sig meget. Så meget, at datteren hurtigt inviterede sig selv og sønnen med, da vi om aftenen bekendtgjorde vores planer om at gå El Cani-trekket den følgende morgen.

Af sted på tur

I stedet for at tage den første bus klokken 7 om morgenen til nationalparken, tilbød datteren at køre og samtidig tage en anden rute end de fleste andre turister. Hun ringede rundt og fandt en vej til reservatet igennem en privat grund (mod betaling til ejeren), og så kunne vi omgå den officielle, turistede indgang og køre et godt stykke op ad bjerget.

Datteren forklarede, at hende bil ikke ville starte før kl. 8, da det eller var for tidligt for den. Og den nåede da også at blive næsten 10 før vi endelig kom af sted - og så skulle der lige tankes, handles, og hjem forbi datterens hus for at hente de ting, hun havde glemt i første omgang. Vi var i zen-hjørnet og gav bare slip; vi havde erkendte at turen ikke ville blive på vores præmisser og gad ikke bruge energi på at skynde på nogen. Vi lod bare tingene ske i deres eget tempo, hvilket egentlig var meget rart.

Køreturen var en overordentlig kringlet omgang ad skovveje, som snarere var mountainbikeruter end tilegnet biler. Firehjulstrækkeren nåede da også at gå i stå tre gange på turen op, hvor vi måtte stoppe og vente tålmodigt på, at motoren blev afkølet nok til at fortsætte.

Da vi langt om længe nåede indgangen til reservatet, startede gåturen. Det var super hyggeligt at vandre rundt imellem laguner, søer og sjældne fuglearter og pjatte og fjolle på vejen. På turens første timer mødte vi ingen andre og først da vi nåede det sidste stejle stykke op til det højeste udsigtspunkt, så vi andre turister.

 

 

Vi sluttede dagen af med at tage i termisk bad, Los Pozones, for at få plejet den brugte krop. Det var enormt dejligt at ploppe rundt i det kropsvarme vand lige indtil en baby sked i vandet - så var det pludseligt ikke så dejligt mere. Vi skiftede hurtigt bassin.