Chile
Patagonien 1/2
Blogindlæg 17
En frisk omgang
Efter et par uger i det mageløse Lake District med dets milde klima, skovklædte bakker og tronende vulkaner, landede vi efter et par timers flyvning i Chiles sydligste del, Patagonien. Vores ankomst i Punta Arenas blev en blæsende affære - flyet dinglede rundt i luften på vej ned mod landingsbanen som have piloten fået lidt for meget inden for vesten, og selv da vi var kommet sikkert ned på jorden og holdt ved gaten, kunne vi mærke hele skroget bevæge sig, hver gang en ny vind tordnede ind i siden på flyet.
Taxaturen ind til byen var ikke meget bedre, og selvom der var rigeligt læs på den lille bil med tre voksne og bagage, foregik turen med to hænder på rettet og et koncentrereret blik på vejen. Da vi ankom til vores airbnb fortalte vores host os glad, at vi var heldige med det gode vejr - det blæste nemlig kun moderat i dag!
Beliggende på den sydligste spids af Sydamerika blæser det altid i Punta Arenas, og de før så grønne og frodige skove i midten af landet var afløst af patagonisk steppe med hårdt, stift græs og små forkrøblede buske - åbenbart det eneste, der kan overleve det hårde klima så langt mod syd. Vi undrede os også en smule over, hvordan (eller snarere hvorfor?!!) mennesker havde besluttet at bosætte sig dér, hvor de eneste væsner, som syntes at trives var får og lamaer. Og så gruede vi lidt for vores fremtidige planer - et femdags trek i Torres del Paine - for hvordan skulle det nu gå med camping i sådan et vejr.
Blæsevejr og udfordringer
Heldigvis skulle vi først et par timer længere ind i landet til den lille by Puerto Natales og det hjalp gevaldigt på vinden; det blæste stadig meget, men vi frygtede ikke længere at blive væltet omkuld af en kastevind, når vi gik på gaden. Samtidig havde vi et par solrige dage, så optimismen kom snigende tilbage og vi begyndte for alvor at glæde os til det kommende eventyr.
I Puerto Natales var vores primære opgave at få klaret de sidste forberedelser til vores trek. Som den opmærksomme læser måske kan huske, fik vi allerede ved juletid styr på de formelle omstændigheder såsom reservationer og tilladelser (hvilket tog adskillige dage, utallige frustrationer, megen banden og svovlen og som affødte tilnavnet "Torres del Pain-in-the-ass!").
Nu kom turen til det praktiske - hvad skal vi spise og hvor skal vi sove? I vores første dage i byen havde vi besøgt en række butikker, som udlejede udstyr og fået demonstreret dets kunnen og kvaliteter. Vi følte derfor, at vi havde gjort vores forarbejde, og da vi morgenen inden afgang, fulde af selvtillid, troppede op hos vores udvalgte leverandør, blev vi derfor en smule overraskede over beskeden: Alt udsolgt! Ikke bare det første sted vi spurgte. Også det andet, det tredje og det fjerde! Vi var chokerede - alle de steder, vi har besøgt dagen forinden, var nu løbet tør for ting, selvom de havde sagt, at de ville have masser af udstyr tilbage inden vi skulle af sted.
Så vi brugte det meste af dagen på at vandre byen tynd for at finde de sidste sølle stykker udstyr rundt omkring i de fjerneste afkroge (det var primært teltet vi manglede, så man kan sige, at det var en ret afgørende ting at få i hus). Men tingene lykkedes dog til sidst og vi endte med alt det vi skulle bruge.
Heldigvis gik det nemmere med at købe proviant til turen og bevæbnet med pulversuppe, kviknudler, havregryn og en chokoladebar eller to, var vi sikre på ikke at gå sultne i seng.
Dag 1
Laguna Amarga - Camp Paine Grande - Camp Lago Grey
Turen startede nøjagtig som vores øvrige treks i Chile - ved busstationen. Mens det endnu var mørkt fandt vi vores pladser i en bus proppet til randen med mennesker i high-kvali vandretøj; hvis man ikke vidste bedre, kunne man let overbevises om at være midt i et fælles reklamefremstød sponseret af Fjällräven, North Face, Marmot, Patagonia, Arcteryx, Osprey mfl. Til sammenligning fremstod vi nærmest som lallende amatører med vores slidte tasker, udtrådte og alt for tunge lædersko med tilhørende patina og fotoudstyr med 10 år på bagen. Vi kunne dog hvile i at have prøvet det hele før.
Efter et par timers kørsel (hvor nogen nød udsigten, mens andre sov) nåede vi nationalparkens hovedindgang ved Laguna Amarga. Her skulle vi tjekkes ind, have stemplet og godkendt vores papirer og se en obligatorisk infovideo med hovedbudskabet; 'no fire in the park', 'no fire in the park', 'no fire in the park' og 'no littering'. Vi havde heldigvis papirarbejdet i orden, alle reservationer printet og de nødvendige visumdokumenter ved hånden, så vi var hurtigt igennem køen og klar til start.
Fra hovedindgangen fragtede bussen os videre igennem parken til bredden af Lago Pehoé, hvor en lille privat tysk-ejet og meget punktlig katamaran skulle fragte os over på den anden side af søen. Ligesom alt andet i parken, mod overbetaling selvfølgelig; 20.000 pesos/pers, svarende til ca. 400 DKK for to personer for 20mins sejlads. Men alternativet var at svømme i iskoldt gletsjervand.
Det var en flot dag med masser af sol og stærke, friske vinde, der sendte skumsprøjt ind over rælingen på bådens øverste dæk, hvor vi var stimlet sammen for at få de første glimt af det smukke landskab, vi skulle gå igennem i de følgende dage.
Båden lagde til ved Camp Paine Grande, vores overnatningssted på dag nr. 2. I bedste hiking-stil lagde vi ud med at spise frokost, og da vi skulle forbi stedet igen den følgende dag, lod vi også en pose med proviant til resten af turen stå aflåst ved refugiet, så vi ikke behøvede at slæbe alting med videre.
Inden afgang på turens første hike skulle Mie lige hente vand og lavede i den forbindelse et stunt, som hun jo nogen gange gør. Hun faldt over egne ben på de opsatte gangbroerne af træ (som vel egentlig skulle hjælpe trekkere med ikke at falde på den ujævne campgrund?) og formåede at skrabe huden af den ene håndflade. Så før vi kom rigtig i gang, måtte vi lige rense såret og få et plaster af rangerne. Heldigvis var hendes stolthed mere såret end hånden, og set fra den positive side var hun derefter fritaget fra opvasketjansen.
Fra Paine Grande gik vi mod vores første overnatningssted, Camp Grey, opkaldt efter en gletsjer, hvis munding lå lige i nærheden af campen. Turen startede med lidt vind, men så snart vi bevægede os op igennem dalen aftog den hurtigt, og vi fik totalt vindstille og solrigt vejr. Det var en meget smuk tur med en let stigning, og vi gik og betragtede de mange laguner, sneklædte bjerge og isbjerge, som kom drivende ned af søen. Det hele kulminerede, da vi sidst på turen nåede Glacier Grey, der lå som en kæmpe, lyseblå, stivfrosset flod midt mellem de høje bjerge.
Vi var fremme tidligt om eftermiddagen og fandt hurtigt en lejrplads til vores mikroskopiske tomandstelt, selvom der allerede var fyldt godt op. Ved campen var der både toiletter, varme bade, en kiosk og en lille madstue, hvor al madlavning skulle foregå; de stærke vinde gør området meget udsat for skovbrænde, så brugen af ild var stærkt kontrolleret. Vi besluttede os for at lave tidlig aftensmad for at undgå det værste rush, og gik derefter ud til et nærtliggende udsigtspunkt for at se de sidste stråler forsvinde fra gletsjeren mens solen gik ned bag bjergene.
Dag 2
Camp Lago Grey - Camp Paine Grande
Den nat var det fantastisk stjerneklart - fjernt fra al lysforurening kunne man virkelig beundre de millionvis af stjerner, der lyste natten op. Desværre var det også koldt. Rigtig koldt! Og vi fandt hurtigt ud af, at vores lejede Marmot-soveposer ikke havde samme høje kvalitet som de no-brands, vi havde sovet så trygt i i Himalaya. Især Mie måtte flere gange i nattens løb mosle rundt i det minimale telt for at krybe i mere tøj. Pyjamassen endte med at bestå af uldundertøj, uldsokkker, regnbukser, softshelljakke, dunjakke, hue og vanter - uden at hun nogensinde formåede at få varmet tæerne op.
Det var derfor en lettelse, da vækkeuret ringede for at minde os om den morgengåtur, vi havde planlagt aftenen forinden; så kunne der endelig komme lidt varme i kroppen. Vi fyldte lommerne med vand og snacks og begav os ud i natten til et yderliggende udsigtspunkt tæt på gletsjeren for at nyde en fantastiske solopgang. Herefter kunne vi i ro og mag gå turen tilbage, spise morgenmad, ryste isen af teltdugen og pakke det hele ned mens solen langsomt varmede omgivelserne op.
Turen tilbage til Paine Grande gik let nedad, selvom ruten stadig var meget kuperet, og var mindst lige så fin som dagen før. Der var faktisk endnu mere sol og næsten ingen vind. Omgivelserne ned igennem dalen var domineret af en skovbrands hærgen tilbage i 2013.
De fleste træer var brændt ned eller stod tilbage med døde, hvide grene eller sorte forkullede stammer som et minde om turisternes uforsigtighed; nogle uheldige backpackere havde forsøgt at brænde toiletpapir af midt på trailet, hvilket udløste en kolossal skovbrand. Pludselig var vi ikke længere så kritiske overfor parkens forbud mod at tænde bål.
Tilbage i Paine Grande fandt vi igen en god plads til vores lille telt, med udsigt til de berømte bjerge med de sorte hætter. Vi havde lagt os imellem en masse opslåede, tomme udlejningstelte og efter mørkets frembrud trillede vores soveposer på mystisk vis ind i det væsentlig større nabotelt med rigelig plads og tykke madrasser. Vi havde intet andet valg end at rykke bagagen indenfor i vores minimale, medbragte telt og følge efter soveposerne ind i naboteltet. Det var en velsignelse ikke at skulle ligge klistret op af teltdugen i vores alt for lille telt - især da regnen begyndte at dryppe ned på teltdugen, og vi sov i tryg forvisning om, at al bagagen var i sikkerhed indendørs.
Dag 3
Camp Paine Grande - Camp Frances - Mirador Britanico - Camp Frances
Vi gik en lang og hård dag i møde, så vi var tidligt oppe og ude på ruten (efter at have sovet fantastisk i vores rummelige lånetelt). Vores oprindelige plan om at overnatte på Camp Italiano var røget i vasken; ved turens start var vi blevet informeret om, at Camp Italiano var lukket, og at vi skulle vandre videre til Camp Frances, som lå en halv times gang længere væk. Vores medtrekkere havde selvfølgelig fået samme besked, og vi forudså en del trængsel ved den nye camp og besluttede at komme dertil og få slået lejr hurtigst muligt. Først derefter ville vi gå turen op igennem dalen til udsigtspunktet Britanico, selvom det betød, at vi ville skulle gå den halve time frem og tilbage fra Frances en ekstra gang.
Planen lykkedes og vi nåede Camp Frances som nogen af de første (de fleste andre tog turen op til udsigtspunktet først). Campen lå på nogle meget stejle skovsider, og teltene blev derfor rejst på små platforme af træ.
Der var et begrænset antal, så da vi ved aftentid igen var tilbage i lejren, så vi mange uheldige sentankomne, der på kreativ vis måtte forsøge at slå telt op, på de stejle skråninger, da der ikke var flere ledige platforme.
Fra campen tog vi turen op igennem dalen til udsigtspunktet Britanico - uden rygsække, men med lommerne fulde af snacks. Det var en hård og stejl tur op, op, op, men udsigten da vi nåede toppen var det hele værd. Benene var ikke meget værd på nedturen som føltes uendelig lang - de ekstra kilometer til og fra lejren kunne virkelig mærkes. Tilbage i lejren fik vi et dejlig varmt bad og delte den karton papvin, vi havde medbragt til lejligheden over et spil kasino og så kvikkede vi lidt op igen.
Dag 4
Camp Frances - Camp Central
Efter en rolig i nat i skoven, hvor det heldigvis lykkedes at holde gnaverne ude af vores proviantposer, listede Michael tidligt ud med sit kamera og fangede, hvordan en smuk, let tåge puttede sig i de landskabelige lommer imellem bjerge og sletter, mens Mie sørgede for morgenmaden. Menuen stod som sædvanlig på havregrød, tørrede bananer og kaffe. Derefter pakkede vi sammen og satte kurs mod vores sidste overnatningssted.
Ruten var lang, men viste også parkens store diversitet med hyppigt skiftende scener; små laguner, kæmpemæssige gletsjersøer, bjerge, bakker og forskellige typer træer og fugle. Den store diversitet på relativt få kilometer, må være en af grundene til parkens store popularitet - de meget store ændringer i topografien og mange spektakulære og dramatiske skift i landskaberne gør, at der altid er noget nyt at blive fascineret over. Igen var vi heldige med vejret og gik i høj sol med minimal vind; vi havde hørt, at marts var en af de bedste måneder i parken, men efter den blæsende ankomst i Punta Arenas havde vi aldrig forestillet os, at vi ville få SÅ godt vejr.
Fremme ved campen skulle vi tage en beslutning om morgendagens hike - solopgang ved Los Torres eller ikke. En solopgangstur ville betyde en 4,5times vandretur i mørket sammen med pumaerne for måske at se 'tårnene' blive malet røde af solens første stråler.
Alternativet var at stå op til normal tid, spise morgenmad og gå derop i ro og mag. Vejrudsigten gjorde udslaget; klart vejr, minimalt skydække og næsten ingen vind. Der var kort sagt ideelle betingelser, og vi måtte af sted. Batterierne blev skiftet i pandelampen, en madpose blev pakket og vækkeuret sat til kl. 2:45.
Dag 5
Camp Central - Las Torres - Camp Central
Vi var ikke ligefrem friske da vækkeuret ringede, men sprang alligevel ud af soveposerne opfyldt af en sær energi - der er altid noget spændende over at skulle på nattevandring. Det var stjerneklart, så der var ingen tvivl om, at vi skulle af sted og kl. lidt i 3 begav vi os ud i mørket med én pandelampe og en telefon som reservelys.
Den første halve time var vi alene i mørket, men så dukkede der pludselig en lampe eller tre op højere oppe på ruten, og i takt med, at vi gik opad kunne vi se grupper længere bag os. Det var betrykkende at vide, at der var andre omkring os i mørket - i det mindste var vi flere om at være pumaføde. Ruten gik jævnt opad og ændrede langsom karakter fra steppe til skov, og da vi passerede Camp Chileno mødte vi flere på ruten, som også skulle op og se solopgangen. I skovens buldermørke gled tankerne let i retningen af sultne pumaer, men visheden om, hvor mange mennesker der hver nat og dag travede op af de samme stier gav en vis tryghed. Den største fare var nok i virkeligheden vores usikre ben på de mørke, stenede stier.
På trods af mørket og stigningerne holdt vi en god fart og skar en hel time af det forventede trek. Vi nåede derfor toppen i fin tid og fandt et godt sted at sidde lige før det begyndte at lysne i horisonten, så det var god timing. Vi talte med andre, der havde ventet på toppen i mere end en time, hvilket lød som en gennemført kold fornøjelse! Vi havde taget dunjakker, hue og vanter med til de kolde vinde og sammen med lidt morgenmad, var det faktisk hyggeligt at sidde i læ bag en stor sten med udsigt ud over lagunen og tårnene og spise en god ostemad.
Solopgangen var virkelig mageløs; det rødeste lys man kan forestille sig skinnede op igennem dalen og ramte lige præcis de karakterestiske klippetårne, der glødede som var det ren magi. Refleksionen ned i den højtliggende gletsjerlagune for foden af tårnene og smeltevandet fra en mellemliggende gletsjer, som løb ned over de bløde klipper til lagunen, malede et fantastisk scenarie som om nogen havde ordnet og orkestreret naturen til at tage sig ud fra sin absolut bedste side.
Det var let at forestille sig, at dette syn kunnet overbevise et urfolk om en guddommelig eksistens på jorden og vi var utrolig taknemmelige for at opleve det. Og vi var naturligvis glade for, at vi fik taget os sammen, stod tidligt op og tog turen op igennem mørket.
Da morgenrøden blev til dagslys og skyerne kom rullende ind over horisonten, fes magien hurtigt af og vi var ret enige om, at det ikke havde været den samme oplevelse med grå skyer. Vi havde snakket med flere, som var blevet skuffede over oplevelsen, fordi solopgangen var udeblevet, og vi kunne kun nikke genkendende til, at da det særlige lys forsvandt, var tårnene ikke meget anderledes end de omkringliggende bjerge.
Lyset var simpelthen det afgørende element for oplevelsen og derfor var det også en underlig oplevelse at gå ned derfra, og møde horder af mennesker på vej op til udsigtspunktet, velvidende at magien var overstået. Efterhånden som vi kom ned, blev det mere og mere skyet, og senere åbnede himlen sig, og regnen stod ned i lårtykke stråler. Vi var så taknemmelige for, at vejrguderne havde holdt dette tilbage, så vi kunne have fem fantastiske dage i naturen - med et brag af en afslutning på toppen den sidste dag.
På turen tilbage til Puerto Natales sov vi begge to som sten, så da vi endelig var fremme havde vi trods trætheden og ekstremt ømme ben, stadig kræfter til at gå rundt og returnere alt det lånte udstyr. Vi havde ikke været særlig tilfredse med kvaliteten, og det fortalte vi forhandlerne på en pæn måde.
Aftensmaden var der ikke nogen tvivl om - efter fem dage med pulversuppe og kviknudler skulle vi have pizza. Vi fandt et hyggeligt og moderne sted, med massive træmøbler og en rigtig pizzaovn, fyret med træ. Servicen var helt i top og vi fik to gude-pizzaer af dimensioner. De var så velsmagende og afbalancerede, at englene sang og med oregano, chili og friskrevet parmesan på bordet, var der ikke et øje tørt. Det var simpelthen udsøgt og den perfekte afslutning på et super trek.
