Chile

Patagonien 2/2

Blogindlæg 18

Smuttur til Argentina

Fra Puerto Natales på den chilenske side af Patagonien er det let og ligetil at krydse grænsen til Argentina og opleve lidt af det argentinske Patagonien. Det er samme karakteristiske natur og landskaber, men alligevel lokker den argentinske del med nogle mageløse seværdigheder. Argentina var ikke en del af vores oprindelige plan for Sydamerika, men efter at have talt med andre rejsende blev fristelsen alligevel for stor. Dagen efter hjemkomsten fra det magiske Torres del Paine, tog vi derfor morgenbussen fra Puerto Natales i Chile til El Calafate i Argentina. Det er ingen hemmelighed, at benene var mere end en smule ømme og vi sov det meste af de 5 timer, turen tog.

I den store dobbeltdækkerbus havde vi fået plads nr. 1 og 2 på øverste dæk, lige foran de kæmpemæssige forruder med glimrende udsyn til de landskaber, vi passerede. Vi gættede på, at de gode pladser skyldtes, at vi havde booket billetterne over en måned i forvejen, og at vi på den måde havde fået tiltusket os bussens bedste pladser. Faktisk var netop disse busbilletter forudsætningen for, at vi overhovedet var kommet til Sydamerika; da vi i Auckland New Zealand ville checke ind til vores fly til Santiago blev vi mødt af en ualmindelig stivnakket skrankepave. Hun nægtede at lade os komme om bord, medmindre vi kunne fremvise en billet ud af Chile - hun påstod hårdnakket, at vi ellers kunne risikere at blive afvist ved grænsen, og derfor kunne hun ikke lade os komme med flyet. Det var helt i strid med de regler vi havde læst os til, men skrankepaven holdt på sit.

Det viste sig i øvrigt, at hun tog fejl; da vi tog tilbage til Chile efter smutturen til Argentina, var de fuldstændig græskkatolske overfor vores manglende udrejsebillet. Det eneste der betød noget var, at vi ikke importerede bananer!

Det var tydeligvis fuldstændig lige meget hvorfra billetterne var, bare de førte os ud af landet. Man skulle jo nødigt kunne blive boende i Chile som illegal immigrant og nyde godt af det! Lige bortset fra, at de busbilletter vi endte med at panikkøbe ved check-in skranken i Auckland var 100% refundérbare. Med andre ord var billetterne ikke bevis på noget som helst - i hvert fald ikke, at vi ville være tvunget til at forlade landet igen, hvis vi ønskede at blive!

Men nu gik det alligevel hverken værre eller bedre end, at de billetter vi i al hast fik købt i Auckland passede meget fint ind i vores planer; datoerne vi havde valgt, mens vi godt stressede og panikagtigt svedende stod foran den skulende newzealandske autoritet, var ellers et godt gammeldags (omend kvalificeret) skud i tågen. Så vi beholdt dem og endte altså med vinduespladser i bussen som belønning for at have været ude i usandsynlig god tid.

I El Calafate indlogerede vi os i en Airbnb i centrum af den lille, omend rimelig turistede by. Tour-sælgere lå side om side med kunsthåndværkbutikker langs byens lille hovedgade, og hvis der ellers havde været plads i kufferten kunne der nemt være sneget sig et par uldsutsko eller en kunstfærdig kop til mate med hjem. Selvom vi havde krydset en grænse, var der ikke de store kulturforskelle at forholde sig til; der blev stadig snakket spansk overalt, menuerne i restauranterne bestod stadig af gedigen, tung mad med rigeligt kød og vi så stadig et utal af løse hunde i gaderne.

Den største forskel var, at antallet af mate-drikkere i gadebilledet var kraftigt opadgående. Mate er en argentinsk form for grøn the som er voldsomt populær - den er let at genkende, for den skænkes altid i meget karakteristiske kopper og drikkes med små filtersugerør af sølv eller metal. Den drikkes også meget i Chile, men i El Calafate var det ekstremt. Derudover så vi pludselig dulce leche alle vegne - mælk og sukker kogt sammen til en cremet, karamelagtig masse, der smøres på brød, kage eller hvad man ellers kan finde på.

På gletsjertur

Alle tour-sælgerne havde det til fælles, at de gerne ville have os til at købe en tur til områdets største seværdighed, gletsjeren Perito Moreno. Som en mur af blålig is rejser den kæmpemæssige gletsjer sig fra vandet og er unik i og med, at den hvert år avancerer. Det gør at den enorme ismasse står og knirker og knager, og der falder jævnligt isklumper af, der drøner op til 70m ned i gletsjersøen med øresønderrivende brag.

Vi havde hørt meget om stedet og havde høje forventninger; vi havde læst, at Lonely Planet havde kåret stedet som Argentinas største seværdighed, tæt forfulgt af Iguazu-vandfaldene. Vi var dog ikke indstillede på at købe en tour, men bestilte i stedet en busbillet ud til nationalparken og oplevede stedet på egen hånd. En båd sejlede os hen for close-ups af den enorme isvæg og understregede virkelig størrelsesforholdene; med den nærmest lodrette væg, der rejste sig mange meter over vores hoveder, følte man sig pludselig meget lille i båden.

Under sejladsen så vi flere isstykker, der pludselig rev sig løs og væltede ned ad siden på gletsjeren for at lande i søen nedenunder. Det var helt uvirkeligt at se isen arbejde på den måde, og hver gang vi hørte et knæk eller et brag spejdede vi op og ned langs ismuren for at se, om det blot var isen der gav sig, eller om der om lidt ville styrte mere is ned i vandet. Vi var heldige og så flere store flager, der under voldsom larm faldt de mange meter ned i søen og blev til mindre isklumper, som drev rundt i det iskolde vand.

Da bådturen var overstået, brugte vi resten af eftermiddagen på at vandre rundt på de konstruerede boardwalks, der lå på en landtange lige over for gletsjeren og gav nogle fantastiske views af den store ismasse og bjergene, der rejste sig på begge sider af den. Selvom vi endte med at vandre en del frem og tilbage på de trappefyldte gangbroer, havde vi det som om, vi ikke havde rykket os ud af flækken den dag. Vi var nærmest bare blevet fragtet rundt af bus og båd, og var svævet henover alle boardwalks af ren overskud over ikke at skulle blive forpustet den dag. Ovenpå de hårde treks føltes det let som en leg og det eneste der tog pusten fra os, var synet af gletsjerens 70m høje væg af is.

Tilbage på stierne

På trods af et par rolige, afslappende dage i El Calafate, var vores ben ikke kommet sig helt ovenpå den hårde tur i Torres del Paine. Alligevel besluttede vi at aflægge Argentinas trekkinghovedstad, El Chalten, et besøg, nu hvor vi var i gang med at udforske området. Fra El Calafate tog vi derfor bussen yderligere nordpå til en lille landsby, som lå beskyttet i en dal midt i den barske, patagoniske steppe. Vi var blevet advaret på forhånd; den øde beliggenhed betød dårligt internetsignal, få muligheder for at betale med plastik og et ringe udvalg af fødevarer. Udover rygsækkene bar Michael ved vores ankomst derfor på en stor papkasse fyldt med frugt og grønt - efter råd fra vores Airbnb-vært havde vi sørget for at være selvforsynende!

Cerro Fitzroy

"Desværre" ankom vi til El Chalten i glimrende vejr og der var også lovet høj sol den følgende dag - og som områdets ranger havde informeret os om ved ankomsten til byen, så gjaldt det om at udnytte muligheden i et område, der ellers bedst er karakteriseret ved hård vind og tunge skyer. Vi kæmpede lidt med at få presset tilpas mange hviledage ind mellem vandturene, men det er trods alt sjovere at gå 30km i solskin end i stormvejr. Det betød, at hviledagen måtte udskydes og vores stadig trætte ben skulle i gang igen. Den følgende morgen planlagde vi derfor, at gå et af byens store treks, Laguna Los Tres.

Vi stod op ved 5-tiden for at få solopgangen med og vandrede igennem mørket til Laguna Capri, cirka en times gang fra byen, hvor vi ventede på, at solen skulle kaste sine stråler på den karakteristiske Cerro Fitzroy. Det var en kold og blæsende morgen og vi kæmpede for at holde os varme, mens vi ventede på, at solen ville titte frem fra horisonten. Men det var et smukt syn, og da det først var lysnet og vi kunne fortsætte turen op til Laguna Los Tres, fik vi efterhånden tøet vores frosne fingre og tæer op.

Den sidste time op til udsigtspunktet var stejl og stenet og benene brokkede sig en del, men da vi langt om længe nåede toppen, var det det hele værd - det var en mageløs udsigt. Det turkisblå lagunevand spejlede de smukke, sneklædte toppe og fremkaldte fine billeder. Vejret var med os og vi havde fin udsigt til tinderne uden skærmende skyer.

På tilbagevejen besluttede vi at gå en anden tur ned. Den førte op igennem dalen, forbi en gletsjer og endte ved en grusvej en halv times kørsel fra El Chalten. Herfra var det meningen, at vi skulle tomle os vej tilbage til byen - et koncept som er meget udbredt i Chile og Argentina, men som vi har været ret skeptiske overfor.

Vi har tit set tomlere stå med deres bagage langs de større veje og vente på et lift og vi har også hørt fra andre rejsende og vores Airbnb-værter, at det er en meget udbredt måde at komme fra A til B på i området - selvom der faktisk går ret mange busser. Det virker ikke som om sikkerheden er et issue og vi har set alt fra unge fyre til midaldrende kvinder stå i vejkanten med tommelfingeren i vejret. Og nu skulle vi altså prøve det selv.

Vi var ærlig talt nervøse og let skeptiske. Hvor længe skulle vi stå dér og blomstre? Ville der overhovedet komme biler forbi? Og ville nogen gide at tage os med? Vores tvivl blev heldigvis gjort til skamme; vi havde ikke stået ved grusvejen i 5 sekunder før en bil svingede om hjørnet, så vores tommelfingre og holdt ind til siden.

En midaldrende mand fra Buenos Aires skulle ind med varer til El Chalten, og der var lige plads til os to i bilen også. Han snakkede kun spansk, så vi fik pludret en smule på turen ind til byen, men mest af alt var vi bare taknemmelige for ikke at skulle gå den lange vej tilbage også.

Cerro Torre

Som rangeren havde forudsagt slog vejret om og de følgende dage bød på tunge skyer og regn. Og vi var himmelhenrykte! Vi lå på langs, drak kaffe, lavede lækker mad, læste bøger og så film, mens regndråberne trillede ned ad ruderne og forkastede ethvert forslag om at bevæge sig udenfor. Endelig fik vi et par dage til at fordøje de sidste mange dages oplevelser og få ladet batterierne op. Vi begyndte sågar at kede os en smule, hvilket vi tog som et rigtig godt tegn.

Da uvejret var drevet over og der igen var udsigt til klart vejr, var vi derfor langt mere ovenpå og klar til nye naturoplevelser. Vi lagde ud med et let trek til Cerro Torre - områdets næsthøjeste tinde - hvor vi det meste af tiden gik igennem en frodig dal. Vi var som sædvanligt startet tidligt for at undgå alle klokken-9-starterne og gik alene i den brede dal, da vi pludselig hørte nogle meget specielle dyrelyde. Som en højlydt klagesang, steg og faldt kaldene mens de blev kastet frem og tilbage imellem bjergene, som rejste sig på begge sider. Vi var straks på vagt.

I området levede den sjældne og meget sky Huemul-hjort, og rangeren havde bedt alle trekkere om at holde øjnene åbne og rapportere, hvis man stødte på et eksemplar. Kunne det være en hjort, der klagede sig? Vi var klar med kameraet og vendte og drejede os efter lyden, som blev ved og ved. Vi hev sågar den allestedsværende telefon frem og lavede en optagelse af lyden, som vi senere kunne afspille! Begejstringen var stor... lige indtil Michaels superzoom fangede en flok dyr på en fjern bjergskråning. Det var ikke Huemul-hjorte. Det var røde malkekøer!

Type your text here

Loma del Plique de Tumbado

Selvom det egentlig var rejsedag og vi skulle med bussen tilbage til El Calafate besluttede vi os alligevel for et tredje hike i El Chalten - et såkaldt "bonus hike". Vejret var perfekt med høj sol og ingen vind, så det krævede ikke mange overvejelser at presse en tredje tur ind i programmet. Valget faldt på Loma del Pliegue Tumbado; 10km hver vej, med en støt stigning på 1.000 højdemeter op til et udsigtspunkt med panoramakig til alle sider og fænomenalt vy til toppene Cerro Torres og Cerro Fitzroy.

Vi gik af sted i den tidlige morgenstund og naturen var virkelig betagende med den klare gyldne morgensol og det exceptionelt vindstille vejr. Man kunne sagtens finde sig en solrig plet og bare spise morgenmad eller drikke kaffe uden at fryse med udsigt over El Chalten, som lå og puttede sig i dalen. Der var så dejligt, at tankerne let løb af sted med én om en dag selv at eje et sted, der ligger tæt på naturen.

Ruten gik planmæssigt let opad og de bølgende bakker blev afløst af lav skov. Stigningen var ikke for stejl og vi havde gode ben efter gårsdagens lette trek til Cerro Torre, så der var overskud på kontoen - selv da vi nåede udkanten af skoven og vores destination pludselig rejste sig i det fjerne som en gold og stejl bakketop i det fjerne. Det tog endnu en time at nå foden af bakken og derefter 40min med syreben og zigzag-gang til toppen, men så var vi også fremme.

Der var ikke overrendt på toppen; to grupper ud over os selv, så det var let at finde en solrig plet og nyde udsigten af de nærliggende bjergtoppe overfor. Et par gjorde sig bemærket, da vi nåede op; de stod på en lille forhøjning på bakkens allerhøjeste punkt og poserede. De var travlt optagede med det helt store foto-shoot og da vi kom op, stod kvinden allerede utålmodigt i en flyvende Peter Pan på et ben, mens manden fik skudt 100-vis af iphone-billeder af hende i den pressede positur.

Som vi sad og nød udsigten blev parret på toppen mere og mere konkrete i deres krav om forskellige kreative fotoideer. Manden blev teknisk og måtte gentagende gange forklare sin uforstående kæreste, hvordan hun skulle holde og vinkle telefonen på bestemte måder imens han poserede foran bjergene med trutmund og solbriller.

Vi var ikke forstyrret af det, og først var det bare en summen af de få andre menneskers tilstedeværelse, men som situationen eskalerede var det svært ikke at lytte med. I takt med at kravene blev større spidsede tonen hurtigt til og på et tidspunkt fik hun nok. Træt af pernittenheden omkring de mange poseringer og irettesættelser var hun helt oppe i ansigtet på ham med pegefingeren først, mens hun sagde fra. De skiltes; hun påbegyndte nedstigningen i vrede, mens han tossede lidt rundt og forsøgte sig med et par selfies, nu hvor fotografen havde sagt op.

Vi så til med et halvt øje og et halvt øre og smilede lidt af den ironiske situation - parret havde formået at kæmpe sig til tops af et krævende trek, de havde kapret den bedste fotoplads og stod overfor noget unik og majestætisk natur, men alt hvad der betød noget var, om kameraet blev holdt i den rigtige vinkel til det perfekte foto. Men at et par midt i 50'erne kan opføre sig som unge teenagere og slet ikke forstår at sætte sig selv i en større sammenhæng overrasker desværre ikke længere efter at have været på farten i mere end 7 måneder.

Vores tur ned var let som en leg; det gik let ned ad bakke, der var sol og vindstille, og vi havde lækker mad i tasken. Vi var også i fin tid til at nå tilbage til vores hostel, bade og drikke kaffe inden vi kunne sætte os op i bussen og se solnedgangen over den patagoniske slette på vej tilbage til El Calafate.

Retur til Santiago

Efter nogle fantastiske dage i Argentina afsluttede vi vores rundrejse i Patagonien. Opholdet havde budt på et utal af vandreture og fantastiske naturoplevelser - på solskin, blæsevejr og regn; på picnic i solen og iskolde nætter i telt; på storslået natur og hyggelige byer afskåret fra omverdenen. Men nu var tiden inde til at rejse de næsten 3.000km tilbage til hovedstaden og varmen. Rejsen tog over 24 timer - med en overnatning undervejs - og indeholdt tre busser, ét fly og en taxa, men så kunne vi også lægge os til at sove i Santiago efter at have lukket et veloverstået kapitel om Patagonien.