Chile
Blogindlæg 19
Opdagelser i kaosset
At vende tilbage til Santiago var som at ankomme til et nyt land - i hvert fald klimamæssigt; de kolde, barske vinde var afløst af en varm brise. Fra oven bagte solen ned på gader og stræder, der var rødlige af støv og vores dunjakker blev hurtigt skiftet ud med short og t-shirt. Efter de kolde, vindblæste uger i Patagonien var vi ikke helt utilfredse med det store skifte.
Vi tog bussen den korte tur fra Santiago til Valparaiso beliggende ved Stillehavets kyst. Hele byen er bygget op omkring de stejle bakker, der leder ned mod vandet og består af et virvar af smalle, stejle gader som snor sig op og ned langs de mange kurver i landskabet. Små trapper forbinder de mange niveauer og sikrer fodgængere en lettere passage imellem de kringlede gader. Alligevel skal der ikke meget til at fare vild og afstande i fugleflugt er absolut ingen indikation for, hvor længe det tager at gå fra A til B - det afhænger helt og holdent af de krogede gyder og plateauer.
Det er absolut ikke en cykelvenlig by og for at gøre stedet mere fremkommeligt, er der installeret små træ-elevatorer, som kører ad skinner op ad de stejleste sektioner og sikrer, at fodgængerne ikke altid skal komme prustende og stønnende frem til deres destination. Da vi endelig besluttede os for at prøv e en, var den dog i stykker, så vi endte alligevel med at gå.
De mange krogede gyder gør det til en super hyggelig by at gå på opdagelse i - husene er ikke mere end et par etager høje og holdt i farvestrålende pasteller, og så er nærmest alle husfacader i stueetagen overdækket med gadekunst - et af byens kendetegn. Vi glædede os derfor til at bruge et par afslappende dage på at fare vild i de smalle smøger og lære vores nye Servas-værter bedre at kende.
Blandt ligesindede
I Valparaiso blev vi taget godt imod af parret Paz og Michi i deres store hjem midt på en af byens stejleste bakker. Vi var knap trådt indenfor døren før det stod klart, at vi var trådt direkte ind i et arkitekthjem, der var renoveret og istandsæt efter et par ressourcerige arkitekters ønsker med et utal af niveauer, rå trækonstruktioner og masser af materialitet. Det viste sig da også, at begge vores værter var arkitekter, hvilket vi ikke vidste på forhånd (deres ældste datter var i øvrigt også ved at uddanne sig i samme retning), og havde eget firma. De kunne derfor sagtens tage imod os og byde på kaffe og chokolade midt i "arbejdstiden".
Udover de arkitektoniske detaljer (mere om dem senere) bar hjemmet også præg af, at der boede en rejseglad familie; hjemmet var fyldt med kunsthåndværk og souvenirs fra hele verden, sindrigt udstillede i glasmontre, monteret på væggene eller stablet i krogene rundt omkring. Familien var da også lige vendt hjem efter en måneds rundrejse i Indien, men det var blot deres seneste af mange rejseeventyr som de ivrigt berettede om. De foreslog i øvrigt, at vores næste rejse skulle gå til Usbekistan - et rejsemål, som de gav deres varmeste anbefalinger.
Efter at have budt os velkommen, måtte de to travle entreprenører videre med deres arbejdsdag. Vi blev inviteret til at spise med om aftenen, men havde ellers 'fri' til at udforske lidt på egen hånd og vi greb hurtigt chancen for at komme ud og se lidt nærmere på den hyggelige by.
Det stod hurtigt klart, at vi var flyttet ind hos et kreativt par, der havde et godt greb om både deres egne forretninger og projekter, og byen de havde valgt at slå sig ned i. Michi var storentreprenør med adskillige byggeprojekter i gang rundt om i Valparaiso, han var på fornavn med borgmesteren (og havde sponseret hans kampagne), var østrigsk konsulær og havde i løbet af vores ophold mange snakke med en lokal tv-station, som gerne ville have ham med i en udsendelse. Paz var tovholder på deres mange ejendomme og koordinerede både familiens aktiviteter, udlejningen af lejligheder og kontorer, vedligeholdelse og drift af den store landejendom med 7 hektar jord og så var hun koordinator for aktiviteter målrettet en arkitektonisk bæredygtig udvikling af Valparaiso. Det var altså en familie med mange bolde i luften, og det var kun ved måltiderne, at der var tid til at ligge mobil og computer væk og tale sammen. Alligevel følte vi os meget velkomne og inkluderet i den travle hverdag.
På besøg i arkitektens hjem
Paz' og Michis hus var meget interessant og utroligt "arkitekt'et" - hvilket særligt én af os formåede at sætte stor pris på. I Valparaisos snævre gader ligger husene væg-mod-væg, selvom de ikke er decideret rækkehuse, og dette kompleks bestod af tre sammenlagte huse med udsigt ud over Valparaiso.
De forskudte niveauer gjorde, at huset var fire etager højt i den ene side og tre i den anden, for at følge grundens stejle hældning. De mange niveauer tillod desuden et væld af dobbelt- (og trippelt-) høje rum, forskudte etager og en generelt høj loftshøjde.
Michi gav os en guidet tur i det enorme og kringlede hus med de mange niveauer, og udpegede de tidligere skillelinjer imellem husene samt hvad der var nyt og gammelt. På den øverste etage boede hele familie; Paz, Michi og teenagedatteren Garla på 15 år. På denne etage var der mest orden i huset, selvom udtrykket her også var rimelig kaotisk; de ufattelig mange små nipsting og figurer fra de mange rejser stod frit fremme, blandet med bunker af papirer, bøger og genstande som øjensynligt var blevet efterladt i en krog så længe, at det nu var blevet til en fast plads. Det var enorm hyggeligt og gav hjemmet masser af personlighed.
Den øverste beboelsesetages stærkeste træk var en bred gennemgående hall med en søjlerække af træ i midten - rester fra den gamle konstruktion som engang havde opdelt huset i to. For enden af hallen lå tre sammenhængende stuer med en fantastisk udsigt over Valparaiso. De øvrige beboelsesrum - køkken, forældresoveværelse, teenageværelse og toilet - lå alle rundt om den åbne hall og sikrede let gennemgang imellem kernerummene.
På etagen under var entréen med trapper op til beboelsesetagen og ned til den resterende del af huset. Lige overfor indgangen var også indrettet en fuldbyrdet lejlighed, der i øjeblikket var lejet ud til en fransk studerende. Hende så vi ikke så meget til. Til gengæld havde vi flittigt besøg at husets to kæledyr - en kat og en hund - som begge var meget kælesyge, men hvor vi havde kraftig mistanke om, at mindst én af misdæderne lejlighedsvis brugte det tilstødende rum som toilet.
Fra entréen førte et par trin ned til to sammenhængende stuer hvorimellem en trappe på tværs, førte længere ned i huset. Stuerne spændte på tværs af det aflange hus og lå en smule forskudt i forhold til hinanden - den ene var indrettet som roderum, mens den andet husede en sofagruppe, der ikke så ud til at være i brug så ofte. Fra dette niveau førte en trappe hen til yderligere to værelse, og derfra videre til garagen, hvor der var indrettet vaske- og tørrerum. Michis åbne kontor lå en halv etage længere nede, hvor han opholdt sig i døgndrift (undtagen under måltiderne).
Under kontoret og i husets nederste etage lå vores studio-lejlighed - lige overfor et disponibelt areal og et mindre bibliotek med hyldemeter af gamle dokumenter og adgang ud til terrassen. Vi havde altså en hel dobbelthøj etage for os selv, og selvom rummet var trængt, og vi måtte sove på madrasser på gulvet gav det masser af privatliv og frihed. Så levede vi med dunsten af katte-hømhøm, der engang imellem sneg sig ind fra det disponible rum, som vi anede, at familien benyttede meget sjældent. Hushjælpen, som kom forbi onsdag og fredag og måske oftere, fjernede dog alle små mistænkelige kringler i krogene.
Usikre afveje
Vi brugte primært dagene i Valparaiso på at gå ture rundt i byen, drikke kaffe på hyggelige caféer og nyde lange frokoster med lækker mad. Vores vært Michi var meget behjælpelig med at foreslå gåture til byens interessante dele og vi fulgte ofte anbefalingerne. Derfor endte vi på vores sidste dag i byen også på en lang gåtur ned langs industrihavnen og ud forbi byens stadion og et af de mange universiteter. Vi gik langs Stillehavskysten, hvor der var gang i bølgerne og pelikaner af og til kom susende forbi på udkig efter fisk i havoverfladen. På turen tilbage mod byen gik vi op i bakkerne og nød udsigten ud over havnen og den centrale by.
Det var en flot tur og vi nød den meget - lige indtil vi blev antastet af et par mænd på gaden. Det lignede en far og søn, som de stod der og rodede med en gammel bil i blå overalls og med olieindsmurte fingre. De stoppede os venligt, men med alvorlige miner og spurgte om vi snakkede spansk. "En smule" svarede vi og undrede os. Derefter fulgte en lang smøre på spansk, hvor et ord blev gentaget; "peligro!", fare! Faderen gestikulerede i den retning vi gik, og rystede afvisende på hovedet - vi skulle ikke den vej. Sønnen fulgte op med via tegnsprog at indikere, hvordan mobiler, briller og kameraer blev stukket ned i lommen, formentlig på nogle andre end os. Vi forstod ikke alle ordene, men meningen var meget tydelig: Det var ikke sikkert for os og vi skulle se at komme væk.
Vi tog budskabet alvorligt, takkede for deres hjælp og vendte rundt. Vi drejede ned af den første vej, som ledte os nedad - centrum lå nede ved vandet og vi tænkte, at det var bedst at søge væk fra de affolkede veje i bakkerne. Vi var dog ikke nået mange meter ned af vejen inden en mand slog skodderne op på 1. salen i et hus på vejen over os. Han piftede af os og indikerede, at vi ikke skulle fortsætte. Nu var vi i vildrede - vi kunne ikke fortsætte oppe i bakkerne, men heller ikke tage vejen ned? En ny mand dukkede op ved siden af den første i vinduet og så startede en diskussion om, hvorvidt det var sikkert for os at fortsætte. At dømme ud fra fagterne mente den ene klart nej, mens den anden lavede bob-bob-bevægelsen - måske.
Vi tog en hurtig beslutning om at forsvinde fra stedet og fortsætte ned mod sikkerheden i mængden. Men vores før så hyggelig gåtur havde drastisk ændret karakter. De før så charmerende gader var nu unaturligt stille, de få mennesker vi så var skumle typer, der hang i døråbningerne i et besat hus, og så efter os med mørke indtrukne øjne og husene omkring os så pludselig tarvelige og lurvede ud. Det var ubehageligt. Vi gjorde vores bedste for at lade som ingenting, mens vi gik rask af sted som om vi kendte området og vidste, hvor vi var på vej hen.
Der skete ingenting. Der kom efterhånden flere mennesker i gaderne, jo længere ned vi kom, og pludselig stod vi ved havne-plazaet, hvor vi tidligere var gået forbi fiskemarkedet. Der var mennesker og liv og ingen tog længere særlig notits af os. Sikke en lettelse.
Tilbage hos Paz og Michi fortalte vi om vores oplevelse i halv forventning om, at de ville slå det hen som en dårlig spøg fra de lokales side. Men til vores overraskelse nikkede de eftertænksomt - nej, det var nok ikke så godt for os at gå alene rundt i det kvarter. Mange af byens fattige boede i netop de bakker i byens udkant, og der skulle vi nok holde os fra i fremtiden.
Vores ophold i Chile havde indtil da føltes så tryg og sikker - særligt i de mange små landsbyer vi har besøgt - så måske var det meget godt at blive mindet om, at vi rejser rundt i Sydamerika og at vores besøg i de næste lande skal foregå på andre vilkår, end vi har været vant til. Nu tager vi os i hvert fald i agt i de store byer.
På studietur
Vores værter havde opfanget den store interesse for arkitektur som i hvert fald én af os udviste, og tilbød os en rundvisning på deres eget private 'arkitekturcenter' på vores sidste dag i byen. Parret ejede flere bygninger rundt om i Valparaiso, og en af dem husede foruden det østrigske konsulat, et udstillingscenter, kontorpladser, en café og et væld af udlejningsejendomme - alt sammen tegnet og designet af parret selv. Paz kørte os derhen og viste os rundt i ejendommen.
Bygningen var i 2-3 etager og bestod af lukkede ydremure hele vejen rundt, med facaden ud mod kirkepladsen undtaget. Hele kompleksets lyskilde var en dobbelthøj lysgård afgrænset af fine, snedkererede trævinduer i den øverste etage og uindfattede glaspartier i den nederste etage.
Stueetagen var indrettet rundt om lysgården og fungerede som midlertidigt udstillingsrum til ferniseringer og arkitektoniske projekter. På etagen var der også et auditorium, et butiksareal, adskillige møde- og arbejdsrum samt kontorarealer for Paz og Michi's arkitektvirksomhed.
På førstesalen - også centreret omkring lysgården - var 10 arkitektegnede studiolejligheder med plads til 3-4 personer i hver. Selvfølgelig tegnet af Michi. Vi blev vist rundt i nogle forskellige lejligheder, der alle var dobbelthøje og indrettet med specialavede interiør - også tegnet af Michi.
Det var et super fedt sted, centralt beliggende, gode rummeligheder og speciallavede løsninger. Men alligevel var kun tre ud af de 10 lejligheder udlejet, hvilket nok måtte tilskrives prisen på ca. 1000 USD/mdr. Det lod dog ikke til at bekymre Paz synderligt, og med det antal projektet parret havde gang i rundt omkring i byen virkede udlejningsprojektet nærmest som en lille ubetydelig parentes på trods af bygningens store potentiale. Det var inspirerende at se de mange speciallavede løsninger og legen med lys og rummeligheder, og det fik da også sat nogle tanker i gang.
Mod nye eventyr
Vi havde et par super hyggelige dage i Valparaiso og tiden gik rigtig stærkt. Snart var det tid til at sige tak for besøget og tage turen tilbage til Santiago, hvor et fly ventede på at føre os til det nordlige Chile, nærmere betegnet Atacamaørkenen, hvor vi skulle tilbringe vores sidste dage i landet.
