Colombia
Blogindlæg 26
På badeferie i regnvejr
Vi blev ikke i den colombianske del af Amazonas ret længe, før vi fløj til den anden ende af landet; efter så mange rejsemåneder trængte vi til lidt "ferie" og vi havde besluttet at sol, sand og vand ved den caribiske kyst var lige hvad vi trængte til. Sidst vi havde holdt rigtig "fri" lå trods alt helt tilbage i Siem Reap i Colombia i februar!
Derfor var overraskelsen også temmelig stor da vi ankom til kystbyen Palomino i silende regnvejr. Det øsede virkelig ned! Vi fandt hurtigt ud af, at vi var ankommet i slutningen af den våde sæson, og det betød altså, at vores drømme om strandliv og sol blev kraftigt påvirket af de mange regnskyl, hvor himlen åbnede sig og oversvømmede de små grusveje i byen.
Vi fik stadig slappet gevaldigt af i hotellets hængekøjer, og vi kom da også på stranden og fik solet lidt, når det holdt tørt, men den helt store badeferie blev det altså ikke til. Regntiden gjorde også, at vi besluttede at revurdere vores planer og bl.a. droppe trekkingturene i området - det er knap så sjovt, hvis alt er vådt!
Minca
Efter at have ladet batterierne op i Palomino, rejste vi ind i landet til en lille bjerglandsby ved navn Minca. Her regnede det stadig (dog mest om eftermiddagen), men temperaturen var ikke nær så høj som ved kysten, så det var muligt at foretage sig andet end at ligge i en hængekøje. Vi brugte de solrige formiddage på at gå tur i byen og til de omkringliggende vandfald, og efter lidt betænkningstid besluttede vi os også for en cykeltur.
Af sted på mountainbikes
I byen lejede vi to udemærkede mountainbikes og satte så af sted ud i det bakkede terræn. Ruten var et loop op til et højtliggende udsigtspunkt med et par stops undervejs og det betød, at turens første del var lige på og hårdt - opad! En grusvej ledte os højere og højere op ad bjerget, og vi hjulede af sted i laveste gear for ikke at syre totalt til. Det var en hård tur opad, men der var fin udsigt ned af bjergsiden og ud til kysten.
Vi havde kun kørt omkring en times tid da regnen startede, stik imod planen! Vores øvrige dage havde budt på solrige morgener og regn lige til eftermiddagskaffen. Men netop i dag åbnede himlen sig kl. 10:30. Vi trak ind til siden i ly af et træ og besluttede os for at vente på opklaring - regnen var virkelig heftig og vi kunne følge med i de små vandløb der blev dannet på grusvejen. Men efter at have ventet en halv times tid uden tegn på forbedring begyndte vores ly desværre at lække, og så blev vi våde under alle omstændigheder.
Så på med hjelmene og af sted igennem regnen. Heldigvis var der kun et par kilometer til vi nåede turens første stop, kaffefarmen La Virginia. Her søgte vi ly for regnen og fik en guidet tur rundt på plantagen og i maskinrummet, hvor det originale maskineri fra starten af 1900-tallet stadig var i brug, nu drevet af vandet fra bjergene. Vores engelsktalende guide gav en grundig indføring i kaffefremstillingsprocessen og efterfølgende smagte vi et par kopper af de lækre bønner og diskuterede kaffebranchens udfordringer med økologi og mærkninger med den tyske ejer. Imens fortsatte regnen ufortrødent, så vi besluttede at forlænge opholdet med mere kaffe og en frokost. Endelig, endelig, endelig var der ikke mere vand i skyerne og pludselig tittede solen frem fra en blå himmel. Det var vores tegn og vi fortsatte den lange tur opad.
Når det går op...
Efter 10 hårde kilometer opad nåede vi langt om længe toppen. Våde, svedige og fuldstændig mudrede til. Udsigten var som forventet ikke noget at prale af - hele området lå indhyllet i en kæmpemæssig sky (solskinnet havde desværre været ganske kortvarigt!), men det gjorde os ingenting. Nu begyndte det sjove nemlig: Nedturen. 10 kilometer ned af bakke uden at træde i pedalerne! Nogle var mere hjemmevandt i down-hill-disciplinen end andre, men ned kom vi da, helskindet og med meget ømme ben, rygge og håndled. Heldigvis stod aftenen på mere regnvejr, så vi havde alverdens gode undskyldninger for at tilbringe et par timer i hængekøjerne.
Parque National Natural Tayrona
Dagene på nordkysten var gået stærkt og pludselig afslørede kalenderen, at vi var nået til juni måned og dermed enden på den våde sæson. Dyrtkøbte erfaringer fra lille Danmark havde lært os, at årstidernes skiften ikke nødvendigvis er en garant for vejret (sne i april?!), men i Colombia viste vejret sig at være overraskende pålideligt. Nærmest fra den ene dag til den anden forsvandt regnen og selvom det stadig var skyet ind imellem gav det os mod på at besøge områdets nationalpark, Parque Tayrona.
Beliggende helt ud til kysten er parken et paradis af vildtvoksende jungle, masser af dyreliv og fantastiske bounty-strande. Forholdene er primitive, da parken er lukket for køretøjer, så varer (og mennesker) skal transporteres på gåben eller heste, men det gjorde os ingenting. Vi blev indlogeret i et telt midt på stranden, hvor vi kunne sove med bølgernes brusen som baggrundsstøj og i sikker afstand fra palmerne og de vildfarende kokosnødder.
Ved hvert campsted serverede en lille restaurant tre måltider om dagen og tiden kunne man derefter bruge på at trekke rundt i den omkringliggende jungle eller bade ved de sikre strande, hvor bølger og understrøm ikke var for stærke. Vi gjorde begge dele, og hver gang vi nåede en strand, hvor det var sikkert at bade blev gåturene afbrudt for et kølende dyp i havet.
Parken var ikke overrendt og måske var det derfor vi var heldige med at opleve en masse dyreliv. I løbet af vores Amazonasophold havde vi lært at holde øjnene åbne, når vi gik i junglen og i Tayrona opdagede vi både flere forskellige abearter, en giftfrø, en kæmpe gul slange og adskillige krabber, gekkoer og fugle. Desværre slap vi heller ikke for et par taranteller, hvoraf særlig et irriterende eksemplar holdt til i damernes bad!
Vi blev i parken i tre dage, før vi besluttede at vende tilbage til civilisationen og tage den lange rejse mod luksuslivet i Cartagena - sølle 250km, der endte med at tage +6 timer. Der var vi til gengæld også sikret bløde senge, varme bade og rigtig kaffe!
Cartagena
Cartagena de India stammer helt tilbage fra kolonitiden, hvor den strategisk vigtige placering ved kysten bragte både velstand og farer til byen. Som et oplagt handelscentrum for både slaver og eksotiske varer på vej mod Europa blev byen hurtigt velhavende og de rige spaniere brugte bl.a. velstanden til at bygge store, farverige palæer.
I dag er det historiske centrum derfor spækket med koloniale huse i alverdens farver, med sirligt udskårne balkoner og kraftige skodder mod heden. De mange gamle levn er flot holdt, og stilen er ikke brudt af de allestedsværende facader af stål og glas, så et besøg føles meget som et hop tilbage i tiden.
Vi boede i Getsemani, det gamle slavekvarter, hvor husene var mindst ligeså farverige som i Centro omend en smule mindre prangende. Pladsen foran vores airbnb var tom i de varme dagstimer, men så snart solen forsvandt og natten faldt på, myldrede det frem med folk. Områdets fortrukne chill out sted blev hurtigt indtaget af snackboder, break dancers, kollegaer med fyraftensøl i hånden, nysgerrige turister og lokale, som kom for en bid mad og lidt sladder med naboen. Selv den gamle kirke, der lå ud til pladsen slog dørene op på vid gab og der lød salmesang på gaderne. Det var fantastisk at overvære og den gode stemning herskede faktisk i det meste af byen; udover gadesælgerne, blev vi ofte antastet af helt almindelige mennesker, der bare lige skulle høre, hvor vi kom fra, byde os velkommen til byen eller stille sig selv til vores tjeneste, hvis nu vi altså havde behov for hjælp. Gæstfriheden var ekstrem på trods af, at Cartagena ser forholdsvis mange turister.
Den gode stemning, de smukke gader, den lækre mad og de mange fine restauranter bevirkede, at vi straks faldt til i byen. Vi led lidt i den kolossale varme, der hærgede midt på dagen, men fandt hurtigt ud af at holde siesta i vores airbnb og gå på byvandring om eftermiddagen.
En uheldig slutning
Desværre endte vores ophold ikke lige så godt som det var startet. Da det blev tid til at forlade vores airbnb fandt vi ud af, at nogen havde været i vores tasker og stjålet kontanter fra den gemte beholdning. Øv! Det var en ubehagelig situation at stå i, især fordi vores vært ikke boede i huset, så vi kunne ikke tage en snak direkte med hende.
Mistanken faldt i stedet på det personale, som sørgede for rengøring eller en af deres bekendte, som rendte ud og ind af huset i tide og utide. Men forsikringsselskabet rådede os til at undgå en konfrontation og i stedet melde sagen til politiet, så vi besluttede ikke at begynde at fremsætte ubehagelige anklager. Som sagt så gjort, og selvom det var træls at miste pengene, var det mindst ligeså irriterende at skulle bruge tid og energi på at tage til politistationen og få udarbejdet rapporter.
Vi trøstede os med, at der ikke var sket os noget, og at de mistede kontanter trods alt kun var 'småpenge' i forhold til turens samlede budget, og så besluttede vi, at vi ikke ville lade en dårlig oplevelse ødelægge vores indtryk af den ellers fuldstændig fantastisk by. Heldigvis skete tyveriet først i slutningen af vores ophold, så vi nåede at nyde alt det dejlige byen har at byde på ubekymrede og med højt humør. Måske var det alligevel ret utroligt, at der skulle gå hele 9 måneder rundt om i den store verden, før vi overhovedet skulle interagere med lokalt politi.
