Kina

Blogindlæg 5

Fújiàn Province

Xiamen

På opdagelse i Xiamen

Fra det varme, fugtige klima i Hong Kong ankom vi, efter en tur med high speed toget, til det om muligt endnu varmere Xiamen. Med temperaturer langt over de 30 grader og høj sol var vores første byvandringer en konstant slalom-gang for at gå i skyggen, slæbende på litervis af vand for at kompensere for al det vi svedte. Man kunne tydeligt mærke, at gaderne var affolket midt på dagen, og kineserne enten hang i en stol med deres smartphone i de små butikker eller sov et behageligt sted i skyggen. Fornuftigt valg eftersom man nærmest blev stegt i varmen.

På vores første dag rundt i byen fik vi i vores jagt på skygge forvildet os væk fra de store gader og ned ad et par smøger. Gaderne blev smallere og temperaturen køligere. De ellers så strømlinede hovedgader blev afløst af smalle stræder, hvor kaotiske el-ledninger og diverse håndskrevne skilte med kinesiske tegn prydede facaderne. Gradvist begyndte den sparsomme plads på vejen at blive fyldt op af store, vandfyldte  plastikkasser med alt godt fra havet, og pludselig gik det op for os, at vi var kommet til Xiamens store fiskemarked. Og det var stort. Kilometerlange smalle gader i labyrintagtige mønstre, hvor hver eneste lille vejkantsshop solgte ting fra havet - fisk, skalddyr, kæmpe krabber, hummere, rejer, blæksprutter, muslinger i alle størrelser og kæmpe blæveragtige dyr som mest af alt lignede en blanding imellem et fortidsdyr og en vandmand. Gyderne var overdækket med markiser og presenninger, for at kaste skygge over diverse friske (?) fiske- og kødvarer. Modsat det store fiskemarked i Japan, som slet ikke lugter af fisk, kunne man her tydeligt fornemme lugten af døde dyr, som blev mere og mere intens efterhånden som vi kom længere ind de klaustrofobiske "tunneller" med dyrelegemer og fiskeøjne overalt. Havdyrene i bassinerne var ofte i live, og gav et modløst dask med halen eller et lille spjæt med en klo. På trods af den lidt grove måde dyrene blev behandlet på var det meget fascinerende at se levende hummere på en halv meter med lange tentakler i farvespektre man kun finder i drømme eller på sin macbook-screensaver. Da markedet sluttede af med nogle gyder dedikeret til fersk kød med den dertilhørende meget intense lugt, havde vi ikke den store appetit og til aften spiste vi vegetarisk.

En verden til forskel

Før vi tog af sted hjemmefra havde vi mange forskellige forventninger til rejsen rundt i Kina. Vi havde hørt mange ting (især om maden!) og kulturen, der ville være forskellig fra både Sri Lanka og Hong Kong. Ved ankomsten kunne vi ved selvsyn konstatere, at selvom der er forskelle, er de ikke så store som forventet. Byerne, selv de mindre, er velfungerende, ofte med store metronet og mindst en tog- og busstation med gode forbindelser til de omkringliggende byer - ofte flere. Der findes et hav af indkøbsmuligheder, som både rummer de lokale specialiteter - tørrede blæksprutter, kyllingefødder, the i alle afskygninger og hylde efter hylde med kopnudler - og lange strøggader med internationale klassikere som Calvin Klein, Nike, Dior. Der findes kæmpe skyskrabere med imponerende glasfacader og små snævre smøger med røde papirlamper hængende under udhæng. På mange måder er vores oplevelse af Kina en kontrast imellem den pulserende, moderne storby på overfladen, og så de små lokale samfund man opdager, hvis man drejer væk fra hovedgaden.

Overalt hvor vi går bliver vi mødt med stor nysgerrighed. På mange måder er det ligesom at være tilbage på Sri Lanka, hvor folk stopper op og kigger efter os, eller spontant udbryder et "Hello!" når de ser os. Men i modsætningen til på Sri Lanka er denne hilsen ofte det eneste engelsk de snakker og sprogbarrieren er enorm - selv ord som "toilet" eller "bus" bliver ikke forstået og det er en skam for kineserne vil rigtig gerne tale med os - dog kun på kinesisk. Alligevel bliver vi mødt med en kæmpe hjælpsomhed. Når vi med tegnsprog eller med hjælp fra parlørens fraser endelig får gjort os forståelige, er der ingen ende på, hvor langt folk vil gå for at hjælpe os - som da Mie ville finde ud af, hvornår bussen gik og der pludselig stod en hel hær af frivillige hjælpere på spring.

Kultursammenstød

Efter et par uger i Kina har vi efterhånden lært at leve med de fleste af kinesernes særheder. Når vi bliver mødt med overdreven stirren, har vi lært at smile venligt og sige 'Nihao'. Når gæsterne ved nabobordet i restauranten højlydt nyder deres måltid, har vi lært at fokusere intenst på vores egen mad og lukke alt andet ude. Når vi hører en spytklat blive harket op helt nede fra det bagerste af lungerne mens vi går på gaden, har vi lært at se den anden vej. Når vi kigger op i det offentlige rum og finder et kamera eller en iPhone pegende direkte i vores retning, har vi lært at smile høfligt, og når de lokale igen og igen henvender sig til os på kinesisk og ikke kan begribe, at vi hverken forstår og heller ikke kan læse kinesisk, har vi lært at smile overbærende og svare noget på dansk.

Men én udfordring har vi endnu ikke lært at håndtere - lydniveauet! Det er efterhånden gået op for os at kinesere ikke taler, de råber. Uanset samtalens indhold, sindsstemningen, modtageren og omgivelserne foregår nærmest enhver form for kommunikation på maksimal lydstyrke - og mute findes ikke. Det gælder ikke kun tale (eller råben!), men i ligeså høj grad alle andre former for kropslige lydfrembringelser; gab, nys, prutter, host, spytten foregår altid for fuld tryk. Heldigvis er det ikke så tit, at vi tilbringer lange perioder med ørene under pres, men der er udsatte steder og særligt togturene har vist sig at være udfordrende for vores sarte danske ører.

En særlig prøve på vores tålmodighed var den 10 timers lange rejse nordpå fra Xiamen. Vi havde købt de billige billetter og det startede egentlig ret godt; pladserne virkede umiddelbart fine trods det, at vi lige måtte bytte lidt med nogle af de andre togpassagerer for at komme til at sidde sammen. Temperaturen var behagelig og der var plads nok på sæderne. Men da vi først begyndte at køre af sted og toget blev fyldt mere og mere op, begyndte vi at fornemme, hvor meget larm, der var omkring os. Støjniveaet var uhyggelig højt; i takt med at kupéerne blev fuldt besat betød det ikke, at passagerne larmede mindre eller begyndte at tage hensyn til hinanden. Tværtimod. Nu larmede naboen jo, så måtte man selv snakke højere for at kunne overdøve sidemanden.

Derudover er det helt normalt at bruge togturen på at få dækket sit underholdningsbehov og lige få set det nyeste afsnit af favorit tv-serien på sin smartphone. Det er der som udgangspunkt heller ikke noget galt i. Bortset fra den lille detalje, at kinesernes smartphones nærmest har indbygget 7.1 surroundsound system for at forstærke den filmiske oplevelse under rejsen; de kan spille med et lydniveau der er ekstremt. Fair nok at film skal ses med god lyd. Fair nok at film skal ses med høj lyd. Og når toget er fyldt skal alle dem som gerne vil se film selvfølgelig gøre det. Men når man sidder i en larmende kupé på 7. time og havde forestillet sig en rolig rejse, kan man godt ønske sig, at de dog bare kunne tage et headset på. Det er dog ikke kutymen her, og derfor er man som medpassager tvangsindlagt til den enestående filmiske oplevelse det er at høre dybtfølt kinesisk monolog i togkupéens unikke akustik med en kompleks rumklangsprofil i form af 14 andre film på samme lydniveau.

På trods af dette inferno af råberi hen over sæderækkerne og kinesiske spillefilm i kanon som vi var tvangsindlagt til at høre på, valgte kineseren overfor os på et tidspunkt at sætte prikken over i'et da han, uden at fortrække en mine, valgte at sætte sin egen personlige top100 karaokehits på højttaler på sin telefon. Vi var mildest talt målløse. Og også mærkeligt imponerede over, hvordan den infalske larm ikke lod til at genere kineserne det mindste. Deres evne til på effektiveste vis at lukke ned overfor baggrundsstøj og sidde helt roligt med næsen begravet i en tv-serie, mens siddemanden sidder og ser noget helt andet på fuld lydstyrke er imponerende. Men hvem ved, måske lærer vi også det i løbet af de næste par måneder.

Taxia

Fujians Tuluos

Efter et par dage med storbyliv i Xiamen, var det tid at tage lidt ind i landet til Fujian-provinsens særlige tuluos, eller rundhuse. Et par timers taxakørsel fra kysten kommer man til grønne, bjergfyldte områder, hvor den etniske minoritet Hakkaerne har boet i de sidste par hundrede år. Dengang var livet hårdere end i dag, og for at beskytte sig mod en barsk verden begyndte Hakkaerne at bosætte sig i kæmpe rundhuse, tuluos, der kunne huse mange familier. Tuluos kan bedst beskrives som en blanding imellem en fæstning og et bofællesskab - bygget af ler. Bygningerne er enten runde eller rektangulære med én enkelt indgang ind til et stort fælles gårdrum. Vinduerne langs ydervæggen starter først i anden sals højde for at beskytte mod angreb og det gule ler isolerer om vinteren og beskytter mod ild. 

 

Den indvendige konstruktion er lavet af massiv træ og på de øvre etager, som er lukket for turister, er der beboelsesrum, depoter, gæsteværelser og i nogle tilfælde endda skoleklasser. Rundt langs kanten af gårdrummet står beboernes små køkkener bestående af en håndvask og et lille bord. Her kan de forskellige familier kokkerere, vaske tøj, børste tænder og hvad man ellers har brug for. Siden Ming-dynastiet har Hakka-folket samlet sig i disse bofællesskaber for at beskytte sig imod banditter og vilde dyr og drage fordel af at have familien i nærheden - og de bor stadig sådan den dag i dag. Som turist kan man (mod betaling) besøge de forskellige tuluos - gå ind i de åbne gårdrum og få et indblik i livet i de runde huse. De øvre etager, hvor de private værelser ligger, er lukket land for at beskytte beboernes privatliv. 

Taxia

Det var disse arkitektoniske kulturarve vi ville ud og opleve og derfor tog vi turen ud til den lille landsby Taxia, som ligger lige midt i tuluo-land. Landbyen lå på begge sider af en gennemstrømmende flod midt i en lille, frodig dal. De gamle huse bestod af en blanding af mindre tuluos, og små tegldækkede træhuse på et par etager. Rundt omkring i de labyrintagtige gader gik høns og ænder frit og pikkede i jorden, og børn løb rundt og legede med sten, pinde og hvad der ellers var at finde i området. På begge sider af byen var der bygget marker og køkkenhaver op ad de stejle bjergskråninger, hvor ris, the og grøntsager blev dyrket. Rundt omkring i landsbyen stod små pavilloner med de klassiske kinesiske tage og bambusespalierer overdækkede de små gangstier, der løb rundt langs byen. De smukke omgivelser og den rolige landsbystemning var så forskellig fra storbyen Xiamen som noget kunne være, og vi besluttede hurtigt at forlænge vores besøg - vi ville have tid til at nyde stedet og ikke kun tonse rundt og se på tuluos.

 

Byens to vartegn, en stor tuluo og Zhang Ancestral Hall, var de valfartende turisters primære destinationer, og de fleste kinesere fik set begge dele på 30min. og var derefter videre i programmet. Det betød at vi havde hele den øvrige landsby for os selv og kunne vandre rundt på må og få i de små gader og nyde landsbylivet og følelsen af at være havnet i en tidslomme. Vi havde både tid til at gå ture på markstier, som snoede sig op ad de stejle skråninger, forevige byens særlige kendetegn med blyant og papir og at få set områdets attraktioner.

Op ad Alpe d'Huez

Taxia lå i nærheden af clusteret Tianluokeng, som var årsagen til, at vi var taget til netop det område. Clusteret lå lidt over 7km fra landsbyen, og vi besluttede os derfor for en lille cykeltur; 7km ville jo være den rene søndagstur for sådan nogle cykelentusiaster fra Danmark. På vores hostel havde vi lånt to mountainbikes, som til vores store overraskelse viste sig ikke at være de rene havelåger. Gearene virkede ganske vist ikke, og den ene var noget løs i både kæde og bremse, men der var ingen eksede hjul, punkterede dæk eller manglende sadler. Og af sted gik det så i morgengryet med fuld fart på vores lånte jernheste ud af landsbyen. Vi cyklede af sted langs med floden, der snoede sig igennem dalen, og de eneste mennesker vi mødte var et par søvnige kinesere, der kiggede noget overraskende efter os. Om det var fordi vi var hvide, var så tidligt oppe eller kom cyklende er ikke til at sige, men de få som betrådte landevejen på dette gudsforladte tidspunkt virkede noget forbavsede over at se os.

 

De første kilometer ud af dalen gik strygende, men da vejen slog et sving op af bjerget og hen mod nabodalen fik piben pludselig en anden lyd. Den før så lallende lette landevej forvandlede sig øjeblikkeligt til en Alpe d'Huez-lignende bjergvej med hårnålesving og umuligt stejle strækninger. De næste kilometer kæmpede vi os pustende og stønnende opad, stående i pedalerne og med fuldstændig tilsyrede lårbasser. Vores eneste lyspunkt var, at vi pga. det tidlige tidspunkt ikke skulle dele de snævre sving med kinesiske trafikanter og turistbusser, der efter vores erfaring udviser lidt rigeligt dødsforagt på de små veje.

Tianluokeng

Måske skyldtes det til dels den hårde tur igennem bjergene, men da vi endelig rundede sving nr. 10.000 og pludselig kunne se igennem dalen over på Tianluokeng clusteret var det et syn for guder; 5 lergule kæmpe tuluos, som tronede i den grønne dal omgivet af rismarker bygget på terrasser op ad bjergsiderne. Endelig kunne vi se enden på cykelturen, og det tegnede bestemt til at blive hele turen værd. Først skulle vi dog lige kæmpe os op til et øvreliggende udsigtspunkt, så prøvelserne var ikke helt ovre - dog gav udsigten til snart at være fremme vores trætte ben et friskt boost, så vi klarede den hele vejen til toppen.

De fem tuluos var alle bygget i midten af det 20ende århundrede - nogle af dem på samme sted, hvor de oprindelige tuluos fra Ming-dynastiets tid var blevet brændt ned af banditter. Beboerne var alle medlemmer af Hang-klanen og på vores gåture rundt i de forskellige bygninger, var det tydeligt, at indbyggerne har en hel almindelig hverdag i de ellers så berømte huse. Før tourbusserne vælter ind ved 9-tiden og der går souvenir-sælgeri i den, bor og lever der helt almindelige mennesker i en blanding imellem et kollektiv og et lejlighedskompleks. Da vi ankom stod der et par mænd og børstede tænder (spildevand spytter man bare ud i den rende, som løber langs med den indre gårdsplads), et par børn legede med bolde og kvinder stod og forberedte dagens aftensmåltid - plukkede kyllinger, rev græskar eller skyllede grønt.
 

Vi blev sendt et par nysgerrige blikke, men ellers passede beboerne sig selv og deres dagligdag - der blev sladret lidt henover håndvaskene i gården, gabt højlydt fra de øvre etager, hvor syvsoverne endnu ikke var stået op og spist en stående morgenmad bestående af tynd risgrød. Det var fedt, at få et indblik i det almindelige liv i tuluosne og ikke bare et iscenesat show for turisterne. Især kontrasten til det kinesiske storbyliv i Xiamen var iøjefaldende. Fra at gå ned ad brede boulevarder med Dior og Calvin Klein butikken, var vi nu kommet på landet, hvor vask af tøj foregår på en vaskesten i håndvasken og aftensmaden først lige var aflivet samme morgen. Ved 9-tiden fik vi en gang nudelsuppe til morgenmad netop som den første turistbus rullede ind på gårdspladsen og en fanebærende guide sprang ud. Det tog vi som et tegn og begav os tilbage til cyklerne, hvor vi stort set ikke rørte pedalerne i de 7km hjem til Taxia.

Chengqi Lou

Efter vores hårde cykeltur dagen forinden var det med noget mere respekt for forholdene, at vi igen begav os ud på cyklerne den følgende morgen. Denne gang skulle vi 8km nordpå til Chengqi Lou - kongernes tuluo og den største i området. Heldigvis gik turen derud både lidt op og lidt ned, så vores ømme ben var ikke fuldstændig færdige da vi kom frem. Chengqi Lou havde på sin storhedstid huset mere end 1.000 individer i de 400 indrettede rum fordelt på 5 etager. Og selvom bygningen var stor, var den altså ikke stor - man kan let forestille sig en vis pladsmangel i komplekset. Derfor var hele gårdspladsen også taget i brug til bebyggelse og i stedet for en åben plads med brønd eller andegård var der i Chengqi Lou opført flere rum i cirkulære former, som omkransede det obligatoriske skrin i midten af bygningen. I kraft af denne unikke konstruktion, fik vi også lov til at gå op i de øvre etager til en udkigspost på 5. sal, så vi kunne beundre bygningen oppefra. Det var fedt at få adgang til de ellers så private øvre gemakker, og i igennem gitteråbningerne til rummene bag os kunne vi tydeligt høre lyden af folk der sov, og folk der rumsterede lidt rundt.

Mens vi stod der og nød udsigten og knipsede et billede eller to, dukkede der pludselig en midaldrende mand op fra et af værelserne bag os. Han så noget søvndrukken ud og blinkede lige en ekstra gang da han så os stå kun et par meter væk oppe på platformen. Han kom sig dog hurtigt over chokket og uden videre omsvøb åbnede han en lille skabslåge i den platform vi stod på, og så hørte vi den umiskendelige lyd af en stråle som rammer metal imens lugten af urin (som i forvejen var ret stærk) blev kraftigt forværret. Nu var det os som lige skulle komme os over chokket over at have en tissende mand stående et par meter fra os (Michael, der stod tættest på, kunne i øvrigt informere om, at han ikke slap os af syne imens han gjorde, hvad der nu skulle gøres). Meget kan man sige, men vi var trods alt trængt ind i hans private sfære og når man skal, så skal man :).

Gulang Yu

Det sure med det søde

Selvom det er fantastisk at rejse og selvom størstedelen af vores oplevelser er positive, sker det også, at vi oplever at dage ikke går helt som man kunne ønske sig. Dage hvor tingene ikke flasker sig for os, overskuddet ikke er i top og humøret bliver derefter - egentlige lorte-dage. Sådan en af slagsen var vores sidste dag i Xiamen.

Det tegnede ellers så godt. Vi ville besøge øen Gulang Yu, Xiamens store by-attraktion, som er en bilfri ø - en kort sejltur fra byens havnefront. Vi havde både hørt og læst meget godt om stedet og glædede os til et mini ø-hop væk fra storbyen til et sted med (eftersigende) fantastisk stemning og atmosfære. Men allerede fra den tidlige, tidlige morgenstund startede udfordringerne. Og med morgenstund, mener vi nat. Efter vores tilbagekomst fra de fantastisk tulous i Taxia, var vi tjekket ind på et 4-mands dorm med køjesenge og derfor ikke hængt myggenet op som vi plejer, men bare klasket dem vi kunne finde - en sport Michael har udvist et blændende talent indenfor. Desværre var indsatsen langt fra tilstrækkelig og Michael sov ikke den nat; han var både blevet spist af de resterende myg, som ikke var blevet klasket og som åbenbart havde valgt at tage hævn, og var blevet holdt vågen af den evindelige summen af de små skadedyr, der havde kredset om ørene på ham. Det var derfor med megen gaben, gnidende øjne og kløe, at vi kom af sted kl. 5.30 om morgenen.

Første stop var den lokale havn for at skaffe færgepassage. Vi var tidlig på den fordi overfarten lukker for turister kl. 6.30 - derefter skal alle andre end de lokale valfarte ud af byen til en cruise terminal for at komme over. Den information havde vi skaffet et par dage i forvejen og det var derfor med selvsikker mine, at vi kl. 5.30 bad om to billetter til den næste færge. Den var skrankemutter dog ikke helt med på. Jo, vi kunne godt komme over. Men nej, vi kunne ikke komme over med næste færge - den var kun for de lokale. Vi måtte vente på den næste turistfærge - som gik om 45min. Vi måtte derfor stå og glane fortvivlet (og noget trætte) efter 3 halvtomme lokale færger inden vi selv kunne komme over.

På øen kunne vi nyde solopgangen i fred og ro, men der gik ikke lang tid før en højlydt knurren i maven åbenbarede vores næste problem - morgenmad. Klokken nærmede sig 7, vi havde været oppe i over 2 timer (Michael hele natten) og alt var lukket. Vi vandrede rundt i byen på må og få og ledte desperat efter et spisested, der havde åbent. Men uden held. Her er det måske værd at nævne, at særligt en af os lider af svær grad af hangryness - surhed som følge af sult. Hvem, skal forblive usagt (det er Mie), men situationen nærmede sig efterhånden det kritiske punkt. 

Som sendt fra himmelen fandt vi ved 8-tiden, en lille gaderestaurant, som velvilligt vinkede os ind og kunne fremvise en menu med billeder. Og ikke nok med det, menuen viste endda en dejlig omelet med lidt forårsløg på, som vi straks bestilte. Da den kom, bemærkede Michael dog hurtigt den grå-blå, geleagtige kant udenom æggestanden og satte en bekymret mine op. Mies sultne mave afviste dog enhver indvending og kastede lynhurtigt et stykke i munden. Det var en stor fejl. Omeletten var ikke bare en omelet, det var en seafood-omelet. Af den type hvor alt det "spændende" seafood ligger skjult under en relativ fin omelet, hvis sande identitet kun afsløres af en mystisk grå-blå blæverkant. Typen af seafood står hen i det uvisse, men et gæt ville lande på muslinge-, indvoldesnask. Den havde en intens og gennemtrængende smag af fisk, en fuldstændig uspiselig, gummiagtig konsistens og store stykker af blæver i sig - hvilket åbenbarede sig, da vi vendte skidtet om for at tage det i åsyn. Udover Mies ene bid forblev retten urørt. I stedet bad vi om en skål kogt ris (det eneste på menukortet, vi turde tro på var seafood-fri), som så udgjorde vores morgenmad.

Om det var den ene bid af seafood-omeletten eller om andre omstændigheder gjorde sig gældende vides ikke, men ikke længe efter morgenmaden fik Mie maveproblemer. Det gik ud over et offentligt pedallokum, der hverken bød på toiletpapir eller håndsæbe - førstnævnte havde hun heldigvis selv med i tasken!

Som prikken over i'et var horderne af kinesiske turister nu begyndt at ankomme og de næste par timer gik i ligeså høj grad med at se øen som at undgå at blive mejet ned af tourgrupperne, når de kom tromlende som en flok bøfler igennem de smalle gader med en mikrofonholdende og højtråbende fanebærer som anfører.

Om eftermiddagen kastede vi håndklædet i ringen. Den ellers så populære ø, som måske nok var mere målrettet kinesiske turister, var ikke noget for os, og vi tog den første færge hjem til Xiamen, spiste lækker aftensmad, hængte myggenettet op og fik en fantastisk søvn om natten efter en lang, træg og udmattende dag i Gulang Yu.