Kina

Blogindlæg 7

Beijing

Varm velkomst i Beijing

Turen til Beijing foregik i hard sleeper kupéen. Vi havde valgt overkøjerne i en lille seks-sengs aflukke for at sikre os lidt privatliv i løbet af natten, men fik også tillusket os de to siddepladser, som tilhørte vores aflukke, så vi kunne hygge os med kortspil, skriverier og tegning på den lange rejse. De øvrige rejsende sad i de nederste køjer og var meget nysgerrige og ivrige efter at snakke med os - det gik fint på gebrokkent engelsk og med hjælp fra oversættelsesapps og vi fik et par tips til turen. På trods af rejsetiden på over 19 timer var det en rigtig god tur, der stod i skærende kontrast til vores første hard seater togtur fra Xiamen. På turen til Beijing var der ro i løbet af det meste af turen; folk talte dæmpet sammen, nogen sov middagslur undervejs og der var generelt meget fredeligt i løbet af dagen - og om natte var der bomstille. Vi kunne derfor få sovet en relativ god nats søvn, uden de store forstyrrelser og kl. 5 om morgenen rullede vi ind på perronen i hovedstaden.

Ved stationen fandt vi hurtigt taxa-køen og vi havde screenshot klar med navn og adresse på vores hostel, skrevet på kinesisk. Det er et absolut must i Kina - man kommer ingen steder med det latinske alfabet!

Alligevel måtte noget være gået galt, for da vi viste vognmanden tegnene, rystede han bare på hovedet i en meget tydelig 'nej tak' gestus. Michael prøvede igen - hen med telefonen, zoom på de kinesiske tegn og tydelig udtale af gadens navn. Chaufførens reaktion var at stirre stift ud igennem forruden og rulle førersædets vindue op. Et såkaldt vink med en vognstang. Vi stod derfor noget forvirrede midt på taxaholdepladsen med et ton af bagage kl. 5 om morgenen og fattede ikke en meter. Heldigvis var hjælpen lige bag os - manden der var ansvarlig for at gelejde rejsende over til ledige taxaer dukkede op, læste adressen på telefonen og henvendte sig til chaufføren. Indblandingen var dog ikke ligefrem gavnlig for situationen, da udvekslingen hurtigt eskalerede til et højtlydt skænderi imellem de to. Vores kinesiske er som bekendt lidt rustent, men det virkede til at vores hjælper ikke kunne forstå, hvorfor chaufføren ikke ville tage os med - hvilket vi ærligt talt heller ikke forstod. Efter en del råberi og mange fagter i vores retning endte den tilsynsførende med på demonstrativ vis at fotografere taxaens nummerplade, råbe noget der i umiskendelig grad lød som "det her er ikke slut endnu!", vende sig og gå. Tak for hjælpen!

På det tidspunkt havde vi forstået budskabet, fjernede os fra den mildt sagt ophidsede chauffør som ikke var blevet mere rolig af at have fået sin vogn fotograferet, og fandt en taxa lidt længere tilbage i køen, som fik os fragtet sikkert til vores hostel. Og således endte en meget lang rejse med en varm kop kaffe i hostlets restaurant.

I røg og damp

I løbet af vores første dage i Kinas hovedstad fandt vi ud af, at det er en god ide at lægge sine planer efter kvaliteten af luften. På de gode dage blæser en frisk vind, der er blå himmel og høj sol og man kan spadsere rundt i Sommerpaladset eller nyde Temple of Heaven Parken. På de knap så gode dage er luften en tyk dis, der udvisker skyskraberne i horisonten og lægger et uigennemtrængeligt slør henover solen. Himlen er grålig, men ikke som en gråvejrsdag derhjemme - mere på en tåget måde, som om luften er fyldt med hvidlig, tyk røg. De dage har man mest af alt lyst til at holde sig indendørs, og anskaffe sig en maske som mange af de lokale går med.

Vores sightseeingplaner og gåture blev derfor i høj grad tilpasset vejret og desværre havde vi mange dage med tung, smogfyldt luft i hovedstaden.

Studietur i Beijing

Den svingende luftkvalitet satte heldigvis ikke en stopper for afholdelsen af Michaels 30 års fødselsdagsgave - en arkitektonisk og kulinarisk oplevelsesdag i hovedstaden. På grund af det stramme program måtte vi dele dagen over i to, og vi havde stadig nok at se til med at udforske de ikoniske bygninger, bl.a. CCTV tårnet, National Centre of Performance Arts og OL byen. Dagens forfriskninger bød bl.a. på helstegt lammekølle og en hot pot i verdensklasse - selvom det krævede et par forsøg; den første fond vi fik var nemlig så usigelig stærk, at vi måtte opgive efter et par bider, klage vores nød til tjeneren og få en ny. Til gengæld var servicen på et uhørt højt niveau; den venlige betjening kunne nærmest forudsige vores tanker og var altid klar til at springe til undsætning med en hårelastik, et forklæde eller en ske før du selv havde indset, at du manglede den. Selv efter toiletbesøg stod der såmænd personale klar til at række én et stykke papir - til hænderne, bevares. Og når man gik ud af karusseldøren, fik man nærmest et blink og et kærligt klap i numsen med på vejen.

At finde ro med rutinen

Vi endte med at blive i Beijing i næsten 10 dage, som er længere end de fleste. Når vi vælger at opholde os et sted i længere tid, er det fordi, vi nyder rutinen. Vi har fra naturens side en søgen efter rutiner og vaner i alt hvad vi gør, fordi det skaber ro i sindet ikke at skulle tænke og tage beslutninger. Rutinerne er nødvendige for at kunne være klar, når der skal ske noget nyt. En simpel menneskelig balance. Når vi konstant er på farten, bliver trangen til rutinen endnu større - et par sammenhængende dage eller en uge samme sted giver os tid til at finde roen. Dette prioriterede vi i Beijing. Der var mange ting at se, ja, men vi måtte også erkende, at de største oplevelser ligger uden for byerne. Derfor brugte vi primært Beijing som base til fysisk og mental restitution, til refleksion, til at pleje rutinen - og dermed genfinde lysten til nye opdagelser og erfaringer.

Allerede den første dag udså vi os et lokalt morgenmadssted, hvor vi for 12kr. kunne spise risgrød, frisk stegt brød og dampede dumplings. Overfor lå en lille købmand, som blev vores faste leverandør af klementiner og på vores hostel kunne vi nyde en friskbrygget kop kaffe. Hostlet vi boede på lå i en kinesisk hutong, havde engelsktalende personale, engelsksproget musik i højttalerne og tyske og belgiske øl på flaske. Selvlom vi gik udenom den "vestlig inspirerede" mad, var det på mange måder som at komme hjem, når vi trådte ind af døren. Vores tid på hostlet var altså også en slags naturlig pleje af rutinen og sindsroen - hvor vi ikke behøvede at forholde os til endnu et kinesisk menukort uden billeder, eller de mange stirrende øjne som konstant følger os i gadebilledet. Her kunne vi sidde en tidlig morgen og slappe af, nyde en kaffe, læse en bog eller redigere billeder på computeren i ro og fred og tænke både dybe og mindre dybe tanker.

Wild wall

Efter nogle dage med storbyliv savnede vi efterhånden de mindre landsbyer (og den friske luft) og vi besluttede os derfor for et smuttur ud af byen - til Muren. Vi havde udset os et heldagstrek, der både bød på noget urestaureret wild wall og på en fuldstændigt genopbygget del - og som lå 130km fra Beijing, så længere end de fleste turister er villige til at tage.

Fra Beijing tog vi altså to busser til et lille udsted ved navn Gubeikou. I gamle dage var byen en vigtig strategisk forsvarspost for hovedstaden og var svært beskyttet - mange forskellige dele af Muren mødes i og omkring landsbyen og der er spættet med vagttårne som engang var heftigt bemandet. I dag er der ikke meget at se i selve landsbyen, og vi var de eneste gæster på byens hotel. Men det rørte os ikke, vi smed bare taskerne så snart vi ankom og fór afsted for at komme op og se Muren inden solnedgang.

Bare lige for at få det geografiske på plads, så er Gubeikou skåret som en lavkage på den jyske måde med fire dele, som ikke er helt lige store. På den ene led skæres byen over af en hovedvej, som løber langs med floden. På den anden led løber en bjergkæde mellem øst og vest og splitter byen i en nordlig og en sydlig del forbundet af en tunnel. Den kinesiske mur løber oppe på bjergkæden tværs over hovedvejen og på den vestliges side af vejen startede vi på et trek op af bjerget kendt som Crounching Tiger. Et kort, men meget stejlt og intensivt trek op til nogle fantastiske udsigtspunkter ud over både byen og den østlige del af Muren som fører over til Jinshaling - heldagstrekket vi havde planlagt den følgende dag.

Muren her var wild wall, et bygningsværk i forfald med løse sten og grus, der krævede koncentration at gå på. Nogle steder kunne vi gå ovenpå Muren, som ofte ikke var mere end et par meter bred, andre gange fulgte vi en sti, som bugtede sig for foden af den. Jo længere væk fra byen vi kom, jo bredere var Muren og vi kunne klatre op igennem forfaldne vagttårne og kigge ud af de små tilbageværende vinduer. Nogle steder var det så stejlt og ujævnt, at vi måtte have hænderne til hjælp og klatre opad, påpasselige overfor både løse sten, fald og skred.

Jo højere vi fik kæmpet os op ad bjerget jo mere fantastisk var kigget tilbage over byen og Muren der, løb på bjergryggene så langt øjet rakte. Den nedgående sol gjorde hele scenariet fuldstændig magisk og da vi helt åndeløse og svedige nåede toppen af bjerget var udsigten det hele værd. Samtidig var det en helt vild tanke, at vi rent faktisk var ude og gå på den kinesiske mur! Selvom vi begge kendte til historien bag, var det alligevel et mageløst syn at få den abstrakte idé om en lang mur omsat til billeder af et fuldstændig overvældende bygningsværk, som snor sig igennem et næsten umuligt, bakket landsskab i kilometer efter kilometer. Det var først der, at vi rigtig forstod og kunne få sat Murens størrelse og omfanget af projektet i perspektiv.

Helt høje på vores første møde med Muren var vi SÅ klar til vores trek til Jinshaling den følgende dag. Vi forlod vores hotel 5:30 om morgenen, for at kunne gå de første par timer i solopgangens gyldne lys. Vi skulle dog lige finde det rigtige startpunkt på ruten, som var lidt kringlet og tilgroet, men efter at have passeret et hul i væggen på en gammel, forladt lade, fandt vi et engelsksproget skilt som proklamerede: "Dette stykke mur er åben for offentligheden". Det tog vi som en klar invitation. Vi tog det også som et godt tegn, at vi hverken skulle igennem billetkøb eller kante os udenom tourbusser - vi ville gerne opleve Muren langt fra turistfælderne og meget tydede på, at vi var kommet til det rette sted.

Turens første par kilometer var på den hel gamle mur, som var lavet af en sammenpresset ler-blanding, og altså ikke mursten, som først blev brugt meget senere. Derfor var denne del af muren også meget medtaget og i tydeligt forfald, da leret smuldrer og opløses i regnvejr. Gradvist blev Muren dog i bedre stand, mursten blev introduceret og til vores store glæde foregik resten af trekket kaldet Coiled Dragon på selve Muren, der hurtigt blev bredere og i bedre stand end det vi havde oplevet dagen forinden. Vagttårne prydede igen vores rute og udgjorde nogle fantastiske udsigtspunkter undervejs og bedst af det hele havde vi hele herligheden for os selv. De eneste vi mødte på trekkets første seks timer var tre kinesiske fotografer som gik i modsat retning, og en fyr som stod alene midt på Muren og solgte os de billetter vi skulle bruge for at være der. Absolut fantastisk.

Da vi nåede Jinshaling-delen af Muren, måtte vi købe billetter igen og betrådte nu den restaurerede del. Her var Muren flere meter bred, komplet med skydeskår, regnvandsstoppere og glughuller. Der var souvenirshops i samtlige vagttårne og så vrimlede det med turister - tourgrupper, vesterlændinge og skolebørn på udflugt som kunne tage kabelbanen op og gå en tur på den pæne, velholdte Mur.

Det var vildt at opleve den store kontrast mellem det lange, seje trek af den urestaurerede og derfor stærkt underspillede mur i forfald, kontra det korte, oppustede, nyrestaurerede og kommercialiserede lille del af muren omkring Jinshaling. Vi var ikke i tvivl om, hvilken del vi syntes bedst om, og vi var glade for at 90 % af vores trek havde været på wild wall.

Om russiske bjørne i vinterhi

På vores hostel i Beijing boede vi på et lille firmandsværelse på 6,5 m² med køjesenge, der fyldte det meste af rummet. Ikke fordi det var to usædvanligt store køjesenge. Tværtimod. Med 190cm i længden og 80cm i bredden, kunne Michael med sine 1,87 nemt ligge udstrakte - endda med hele 3cm til overs til at vrikke med fødderne under skønhedssøvnen. Med vores to store rygsække samt de to små, var rummets få kvadratmeter så godt som omdannet til en rodet garderobe allerede fra begyndelsen. Det hjalp ikke på tingene, at værelsets tredje gæst havde spændt sin store, postkasserøde kuffert ud mellem køjesengene. Den skulle man så forsøge at gå hen over om natten, når man skulle småt på natpotten.

Værelsets tredje beboer var Alexander from Russia. En venlig og hyggelig fyr, der ufrivilligt formåede at bekræfte alle de mange fordomme om russere - som vi selvfølgelig ikke har. Han var stor som en bjørn; over 2m og 120kg og ved vores første møde var han iført jeans, klipklappere og hovedtelefoner, så vi fik frit udsyn til både den slaskede vom og den store tiger, der var tatoveret på brystet. Alexander behøvede ikke ytre mange ord før det stod klart, at han var fra Rusland - og vi tænkte, at det måtte være meget langt inde i Rusland, for hans engelske udtale, dialekt og generelle ordforråd var sjældent simpelt og ofte rimelig tåget. Selv de simpleste sætninger krævede usædvanlig lang betænkningstid og vi forestillede os at manden enten måtte være genial, helt gak eller også havde han kigget for dybt i vodkaflasken.

I de første par dage var vi meget tilfredse med vores russiske bofælle som vi sjældent så. Men så en aften nævnte han, at han skulle i byen og mødes med nogle venner fra Rusland, og de skulle vist nok også have en lille en. Eller to. Eller tre. Da han efterfølgende vendte tilbage til værelset midt om natten gik det ikke stille for sig - heldigvis boede der ikke andre end os to og myggene på værelset, så der var ikke mange at genere den aften! Ikke nok med, at døren til værelset blev sparket ind, så valgte han også at tænde for loftlyset i værelset (hvor vi indtil for nyligt lå og sov rigtig godt) inden bommerten gik op for ham og han fuld af overraskelse råbte ud i rummet: "Are you - bøvs - schleeeeping?!" Svaret var ja. Efter sin beskedne og ydmyge ankomst, kæmpede han sig igennem kufferthelvedet og væltede sig hen i sin seng som en tung sandsæk, kastet på plads for at stoppe en lækage et katastrofalt sted.

Han var dog hurtigt på benene igen for at fumle med sin telefon, der åbenbart manglede strøm efter nattens udskejelser, hvilket viste sig at være lidt af en udfordring. Det som Alexander ikke forstod i den givne situation var nemlig, at det var Michaels mobiloplader, der sad i stikkontakten, mens hans egen blot lå på bordet og ikke var tilsluttet el. Når vores russiske ven satte sin mobil i stikket, skete der derfor absolut ingenting, men når han hev opladeren (som vel at mærke var Michaels) ud af stikkontakten, kunne han høre en forbindelse blive brudt et sted - det vibrerede nemlig to gange et sted i vores lille rum, som han ikke kunne placere. Forvirringen var total, og han gentog derfor processen en hel del gange - bare for at være på den sikre side. Hvad Alexander ikke vidste var, at de vibrerende lyde stammede fra Michaels telefon, der lå til opladning under hans hovedpude. Hvor hans hoved lå - svedende af irritation over den fordrukne russer.

Da Alexander langt om længe opgav mysteriet om de ikke-identificerbare vibrationer faldt han i en dyb og tung søvn. Desværre også en rimelig højlydt søvn, der holdt os begge vågne på effektiveste vis. Da ørepropper ikke kunne udbedre situationen besluttede vi at ty til andre metoder - vi måtte vække ham for at sætte en stopper for den ulidelige snorken. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort på trods af vores meget ihærdige indsats. Vi prøvede tyssen, hosten, banken på sengen, smækken med døren, at tænde lys, kalde hans navn og ryste til sengen. Alt sammen uden held. Han var ikke til at vække. Heldigvis bekræftede den høje snorken, at han trods alt var i live, men det var ærlig talt en ringe trøst i situationen. Det er en underdrivelse at sige, at vi begge sov rimelig ringe den nat. Og da vi næste morgen grinede af episoden sammen med Alexander og han sagde "next time - just kick me!", lovede vi hinanden at tage ham på ordet.