Kina

Blogindlæg 8

Xi'an

Tilbage på cyklen

Efter vores noget smoggede oplevelse af Beijing, havde vi håbet at blive mødt med strålende solskin og klar himmel i Xi'an. Vi blev derfor rimelig skuffede, da vi ved ankomsten kiggede op på en grå, tilsløret himmel, hvor man kun lige kunne ane solens omrids bag det massive slør af røg. Xi'an var åbenbart også plaget af smog.

Byen bar præg af sin tidligere tid som imperiets hovedstad og hele den gamle bydel var omkranset af en nyligt restaureret 14km lang bymur - 12m bred og 15m høj. Vores første udflugt i byen var en cykeltur rundt på bymuren, hvor vi kunne drøne af sted på lejede mountainbikes og nyde manglen på lyskryds, bakker og forvirrede fodgængere. Vi fik en fin udsigt og godt overblik over byen, men smoggen satte en klar begrænsning for, hvor langt vi kunne se - det er mærkeligt, hvordan horisonten bare forsvinder i tågen. Især når man ved, at tågen er menneskeskabt.

Om lerfigurer og møveri

Efter lidt byvandring i Xi'an var vi klar til at tackle byens store attraktion - terrakottakrigerne. Qin Shi Huangdi, grundlæggeren af Qin-dynastiet og af nogle anset for Kinas første kejser, fik i forlængelse af sit gravsted fremstillet en hær af lerkrigere i fuld størrelse, til at forsvare sit kejserdømme i efterlivet. Tre forskellige udgravningssites, indeholdende tro kopier af hhv. hovedstyrken, reserven og den militære kommandopost, menes at rumme op imod 15.000 unikke lerfigurer. Udgravningerne er stadig i gang og ved vores besøg, så vi også arkæologer arbejde nede i de forskellige pits; bevæbnet med kraftige lamper, post-its og børster, var de i færd med at samle og dokumentere fundene. Ligesom ved vores oplevelse på Muren var selve projektets omfang, som var mest overvældende. 15.000 unikker figurer i menneskestørrelse! Komplet med øjne, rustninger og bronzevåben. Der var endda formet bueskytter, heste og stridsvogne til at støtte hæren og så var hele molevitten begravet i gange flere meter under jorden - sikke et projekt.

Som forventet var attraktionen proppet med kinesiske og vestlige turister, og på trods af de rimelige omfangsrige pits, var der en skubben og masen uden lige - alle ville op foran for at knipse de samme billeder og alle ville det NU. Her skal det lige indskydes, at vi, efter en måned i Kina, selv er blevet rimelig habile møvere. Det er simpelthen essentielt at udvikle en vis møve-teknik, hvis man vil noget som heslt i det her land; uanset om det gælder billetkøen på togstationen, toiletkøen, buskøen eller bare køen til at afgive bestillinger på restauranten, bliver man, hvis man ikke er vågen, let hoppet over af de første fem kinesere, der står på spring. Ligesom katte næsten kan gøre deres knogler flydende og klemme sig igennem de mindste huller, kan kineserne på samme måde udnytte selv den ringeste chance for at smutte forbi én. Vi har derfor udviklet en teknik, hvor vi står solidt på fødderne, spredte ben, albuerne godt ud til siden og simpelthen nægter at flytte os selv en milimeter, når der bliver presset på fra højre eller venstre. Selvfølgelig er vi ikke ligeså rutinerede som de lokale. De har trods alt års erfaring som man ikke skal kimse af. Men vi har en unik fordel i at være et hoved højere og en halv gange så bred som de fleste kinesere - og det giver altså lidt pondus i køen! Det lykkedes os altså at få nogle fine kig til de store udgravningssites på trods af mylderet, men det var alligevel en lettelse da vi kunne mase os ud af hoben og hoppe på en bus tilbage til byen.

Mt. Hua Shan

Træg trappegang

I jagten på den friske luft og store naturoplevelser kastede vi os ud i, hvad der skulle vise sig at blive den hidtil hårdeste vandretur i Kina; bestigningen af det taoistiske bjerg Hua Shan. Belært af vores tur op ad Sanqing Shan havde vi indstillet os på en hård tur op ad bjerget, fundet et overnatningssted på toppen for at sikre os mere tid og medbragt rigelig proviant til turen - aldrig gå ned på snacks! Alligevel kom benene under pres på den lange opstigning. Fra vi vinkede farvel til størstedelen af de kinesiske turister ved kabelbanen for foden af bjerget gik det opad. Den første time ad stejle stier, senere ad trapper. For hvert skridt opad som vi kæmpede os igennem, var det samtidig som om vi lagde det milde, lune klima fra Xi'an bag os og gik længere og længere ind i efteråret. Der blev koldere og i løbet af eftermiddagen kunne vi se vores egen ånde i den kolde luft. Da vi efter godt 5 timers vandren opad nåede West Peak i 2.082m højde, var vi fuldstændig tilsyrede i lår og lægge - og rigtig, rigtig trætte af de træge trapper.

På det lille gæstehus på toppen af West Peak blev vi tilbudt to køjesenge. Der var ikke plads i det regulære 8-mands dorm, men i den bagerste del af den lille indgangshal overfor hoveddøren (der i øvrigt ikke kunne lukkes), var der stillet to køjesenge op, med et tyndt gardin for enden, der fungerede som dør. Der var intet bad og toiletterne var placeret udenfor - uopvarmet og uden toiletpapir. Vi var forberedt på, at det ville være meget primitivt, og vi var bare glade for et par senge. Temperaturen ville falde til 3-7°C i løbet af natten, og vi bad hurtigt om et par ekstra dyner - siden vi ville komme til at sove for åben dør og i træk fra de utætte vinduer. Da vi kom frem om eftermiddagen var det allerede koldt - man kunne se vores hvide ånde i luften - og vi måtte hurtigt trække vores våde vandretøj af og finde uldundertøjet frem. Heldigvis kunne vi tilbringe aftenen i gæstehusets halv-opvarmede restaurant med at drikke varmt vand og en velfortjent øl, spise vores medbragte kopnudler og spille kort imens vi hvilede vores meget trætte ben.

Om natten blæste det op, og vi kunne ligge og falde i søvn til vinden, der hylede rundt om ørene på os. Heldigvis holdt vi begge varmen under de dobbelte dyner med uldundertøj og huer, så det var faktisk meget hyggeligt, og da vækkeuret ringede næsten morgen, var vi klar til at bestige de andre toppe som Hua Shan havde at byde på. Solopgangen så vi fra South Peak (2.154m) - det højeste sted på bjerget, og derfra gik vi videre til East Peak før vi begyndte den lange vej ned af bjerget fra North Peak. Heldigvis gik turen ned hurtigere end turen op, men det var især hårdt for knæ og hofter at trave ned af de endeløse trapper der nogle steder havde en stigning på 70° og da vi endelig nåede bussen tilbage til byen, udnyttede vi begge chancen for et hvil i form af en morfar.

Zhangjiajie - Flying Mountains

I en skov af klipper

Fra Xi'an tog vi ud på en længere rejse sydpå. Først med sovetog til Changsha, så med bus til Zhangjiajie City og endelig med yderligere tre mindre busser til vi nåede ind midt i den fredede nationalpark Wulingyuan, som også bare kaldes Zhangjiajie (prøv selv at udtale det!). Parken er kendt for sine frodige grønne dale, hvor høje kvarts og sandstensformationer, svæver fritstående mange meter over dalens bund. De høje spir har ofte næsten lodrette klippelignende vægge slebet til af mange års erosion, med frodige træer og planter på den allerøverste top - som en grøn tophue, på en spinkel lysestage.

Vi boede i nationalparkens nordligste del, for at komme væk fra kineserne og de mest turistede områder. Stedet var også et af de mest højtliggende i parken, så vores vandreruter ville primært gå ned af herfra. Vores logi var et lille guesthouse drevet af en familie, der ikke talte et ord engelsk. Rundt omkring huset forsynede køkkenhaven os med chili og salatblade til vores 'morgenmadsnudler', og i baghaven skræppede ænder og høns som vanvittige hver gang vi gik forbi. Vores værelse var simpelt og hundekoldt, men med ekstra dyner og masser af varmt vand i hanen havde vi det ganske hyggeligt i det lille hus.

Indiana Jones på tur

Gratis shuttlebusser kørte rundt mellem en række smukke udsigtspunkter i den enorme park, men belært af erfaringen vidste vi, at vi kunne få meget federe naturoplevelser - og samtidig undslippe kineserne - ved også at gå nogle vandreruter. Den gyldne regel i Kina er, at så snart man bevæger sig 10min væk fra busserne, falder antallet af turister eksponentielt.

Vi lagde ud med en rute, der startede umiddelbart udenfor vores gæstehytte. Rutens farve på kortet (der kun var på kinesisk) var holdt i en stærk grøn farve, hvilket viste sig at være meget retvisende for rutens første mange kilometer var vitterlig helt grøn; der var mos over det hele. På klippevæggene, på trapperne og på træerne. Det lignede noget der var kunstigt, men det var bare områdets særlige fugtige mikroklima kombineret med efteråret, der sørgede for det frodige og farverige miljø.

Den grønne rute startede med, hvad vi hurtigt benævnte the slippery stairs - på den virkelig ubehagelige måde. Trinene var virkelig farlige at gå på. Måske de farligste i verden - det blev vi i hvert fald hurtigt enige om, da Mie efter cirka 5 skridt stod på r*v og albuer og reddede sig et mindre mudderbad og et blåt mærke på ballen. Men ned det skulle vi jo. Set fra den positive side, var trappesektionerne ikke så lange - kun omkring 3-10 trin. Men det var også nok til, at man kunne komme alvorligt til skade eller dratte ud over det meget stejle kant ned i dalen. På trods af vores påpasselighed faldt vi flere gange; trappetrinnene bestod af sten med en glat overflade og kombinationen af, at de med tiden var blevet skæve fordi jorden under dem havde sat sig, fedtede alger på overfladen, efterårets visne blade og det tågede og fugtige klima, gjorde trinnene glatte som en rutsjebane af brun sæbe. Ligesom vi troede, at vi med vores robuste vandresko kunne stå fast, måtte vi tro om igen. Hvert skridt måtte prøves forsigtigt af for ikke enten at blive kastet helt ned af trapperne som Bambi på den glatte is, eller ud over kanten og ned i afgrunden som Scar i den berømte scene fra Løvernes Konge.

Udover de spejlglatte overflader var vores tur også udfordret af væltede træer, som ragede ind over stien og små vandfald, der flød hen over vores vej. Det var ren Indiana Jones og vi gik lidt og ventede på, at giftspyddene ville komme flyvende ud af klippevæggen, eller at en stor klippeblok ville jage os ud over kanten, hvis altså ikke trapperne tog livet af os først.
Heldigvis gik der ikke længe inden junglen omkring os begyndte at tynde ud, og de mest fantastiske udsigtspunkter begyndte at vise sig. Den lette tåge gjorde de karakteristiske stenspir endnu mere dramatiske og skabte et evigt foranderligt billede, fordi sceneriet var i konstant bevægelse i morgenstundes gådefulde dans mellem de landskabelige elementer. Det var mageløst. Og helt lydløst. Klipperne var dog ikke flyvende, som i filmen Avatar, hvilket vi selvfølgelig var lidt skuffede over.

På vildspor

Den grønne rute førte os forbi en række udsigtspunkter med ret så fantasifulde navne; Pecking Cock, Dangerous Steps, Celestial Bridge, Emperor's Throne og Grand Sightseeing Platform. Efter at have nydt udsigten fra det sidste stop i rækken, fortsatte stien længere sydpå, men det var en smule uklart, hvor vi ville ende op henne. Kortet var ikke entydigt, men orienteringsløberen Mie var overbevist om, at stien på et tidspunkt ville lede til en by. Eller i det mindste en vej. Man kan jo ikke have en sti, som fører ud i ingenting. Vi fortsatte derfor vores færd af den grønne rute. Der gik imidlertid ikke længe før den brede, stenbelagte sti svandt ind; først til en udemærket grusvej, senere til en smal sti og endelig til en mudret dyreveksel, der snoede sig langs med skrænten, over og under rødder, bambusknolde og sten.

Indiana Jones-temaet fra slippery stairs var pludselig vendt tilbage, da vi på hænder og fødder måtte kæmpe og krybe os igennem tæt jungle, presse os igennem smalle åbninger i klippesiden og med mudder helt op over begge ører mase os videre af en sti, som helt åbenlyst ikke så den store trafik. Men den måtte jo lede et sted hen, mente i hvert fald den over-optimistiske kortekspert, der havde lidt svært ved at se realiteterne i øjnene. Da den tvivlsomme sti endte ved et mindre vandfald, som tegnede til at blive en ganske våd fornøjelse at krydse, trak Michael i håndbremsen: Hertil og ikke længere, man må jo stoppe mens legen er god, og den var begyndt falde fra god, til meget ukomfortabel! Vi vinkede derfor farvel til den grønne sti, og kæmpede os tilbage samme vej som vi var kommet.

Primaternes verden

Heldigvis bød nationalparken på mange andre fine gåture, og efter at have udforsket det øvre plateau og beundret spirene oppefra, tog vi turen ned i dalen. De kæmpemæssige klippetårne var mindste ligeså imponerende nedefra, hvor vi kunne gå langs Golden Whip Stream og dreje nakken af led i vores iver efter at se de knejsende toppe. Udover turisterne var dalen domineret af et andet primat - nemlig macaque aberne. De hoppede rundt langs stierne, legede tagfat, badede i floden og lod sig villigt fotografere af de ivrige turister. De var tydeligvis vant til menneskeligt selskab og ignorerede os fuldstændigt, mens de viftede omkring med deres røde rumper og guffede de efterladenskaber ubetænksomme turister havde efterladt. I modsætningen til deres artsfæller i Sri Lanka, holdt disse aber sig fra at stjæle og bliver for nærgående. Måske havde de hørt rygter om, at den hvide viking ikke tolererer den slags forseelser?

Langt ude transporttur

Efter et par skønne dage i nationalparken var vi klar til at drage videre sydpå til Guilin. Vi havde booket et high speed tog fra Changsha om eftermiddagen kl. 16:30 og havde derfor hele dagen til at nå til togstationen. Det viste sig dog at blive sværere end som så.

Alt startede ellers så fint. Vi stod tidligt op, nød en sidste solopgang i parken og fik "morgenmadsnudler i suppe" på vores guesthouse. De to shuttlebusser vi skulle have ud af parken passede ikke helt sammen, så vi ventede sammenlagt 30min - ikke noget der kunne påvirke blodtrykket, vi havde jo masser af tid. Nede i landsbyen ved indgangen til nationalparken fandt vi busstoppestedet, hvorfra vi skulle videre mod Zhangjiajie City, og derefter mod Changsha og vores tog. Desværre gik bussen ikke så ofte som håbet (eller som indikeret i guidebogen) og igen ventede vi 40min på at komme afsted. Her begyndte den første stress at melde sig - mere end en time af vores buffertid var allerede brugt, og vi havde kun lige forladt nationalparken! Der skulle ikke gå meget galt, før vi ikke ville nå toget, som var betalt.

Da bussen endelig satte i gang, nåede vi lige nøjagtigt at svinge ud på landevejen før et trafikuheld mellem to biler blokerede vejbanen i begge retninger. En skraldebil var kørt ind i siden på en minibus og holdt på tværs af begge vejbaner. Der var ingen personer i nogen af bilerne og heller ingen redningskøretøjer, så vi gik ud fra, at der ikke var nogen tilskadekomne. Buschaufføren parkerede bussen, tændte en smøg og sluttede sig til den gruppe af mænd som stod passivt og stirrede på bilerne. Han sparkede lidt til et par dæk og gjorde mine til at ville vente på ubestemt tid. Sådan en forsinkelse var ikke medregnet i tidsplanen og Mies blodtryk tog et kraftigt nyk opad.

Michael stod også ud af bussen og kiggede lidt på sagerne. Et par mindre personbiler formåede at kante sig forbi uheldet ved at inddrage fortovet, og efter lidt modvillig rysten på hovedet fik Michael overbevist chaufføren om, at vores minibus med lidt god vilje også kunne kante sig forbi af den vej. Endelig overgav chaufføren sig og tog udfordringen op. Han svingede bussen rundt på plads i tre trin, som en kælen, men bestemt kvinde i en dramatisk tangodans, og vi smuttede lige så fint igennem den smalle passage uden skrammer.

Veer i bussen

Vi var tilbage på sporet. Men mærkbart forsinket. Inden længe steg et ungt par på bussen, hvor kvinden var højgravid, og hun så nærmest fødende ud allerede da hun kom ind. Rød i ansigtet og med tårer i øjnene fik hun med besvær kæmpet sig op i bussen. Det var tydeligt, at hun var langt henne, og at noget var presserende. Men om hun skulle til at føde i bussen var endnu uvist. Mens vi bumlede af sted på de hullede grusveje, var det svært ikke at have sympati for den stakkels kvinde som skulle sidde i denne skrotbunke af en bus og være højgravid og tydeligt utilpas. Fordi bussen var halvtom, virkede støddæmperne til at være ude af funktion; det bumpede så kraftigt, at man sommetider måtte rejse sig let fra sædet for, at det ikke skulle føles som spark i skridtet. Stakkels kvinde! Hun holdt ud længe ad de små lorteveje og måtte også rejse sig og puste tungt ud ind imellem. Efter cirka femogfyrre minutter måtte hun af bussen - hendes mand kommanderede buschaufføren at stoppe, sprang ud og spurtede ind i en bygning (muligvis efter hjælp?), mens Michael måtte hejse diverse tasker ud og hjælpe den stakkels kvinde ud af bussen. Forinden havde hun taget sig i skridtet flere gange som for at se, om der var noget galt og bag sig efterlod hun en stor våd plet på sædet. Om vandet nu var hældt fra kartoflerne, eller om hun bare ikke kunne holde på vandet, var svært at sige, men hun lignede som sagt en der skulle føde om et øjeblik.

Endelig fremme i Zhangjiajie City havde vi helt nøjagtig otte minutter til bussen mod Changsha gik. Mirakuløst nok nåede vi på den tid både at købe billetter, kaste os igennem security checket og at besøge toilettet. "Hvad tid vil bussen være fremme?", spurgte vi billetdamen, og hun lovede, at vi ville være i Changsha klokken fire, hvilket gav os en halv time til at komme til togstationen og nå vores tog. Måske var det stadigvæk muligt! Da vi sad i bussen, blev det dog hurtigt klart for os, at tidspunktet var optimistisk sat, og da vi spurgte chaufføren, rystede han da også bare på hovedet og indikerede, at ankomsten nærmere ville være en halv time senere. For sent! Og den halve times forsinkelse blev endelig stadfæstet, da vi kort efter holdt rygepause, så chaufføren kunne pulse tre cigaretter inden vi kunne fortsætte.

Vi nåede aldrig vores tog. Vi var først fremme i Changsha ved fem-tiden og da var løbet allerede kørt. Togbilletterne var tabte, og vi måtte bide i det sure æble, købe nogle nye og indstille os på en overnatning tæt ved togstationen i Changsha for så at drage videre morgenen efter. På en nudelbar på togstationen, fik vi lånt noget internet af en venlig franskmand og bookede en overnatning tæt ved stationen. Ved ankomsten viste det sig desværre, at stedet var overbooket og ikke havde plads til os. Heldigvis havde naboen et værelse og her kunne vi ånde lettet op efter en fuldstændig sindssyg rejsedag.