Kina

Blogindlæg 9

Fra stress og jag til ro og mag

Vores presserende rejsedag forinden og vores korte ophold i det kolde, våde og støjende Changsha, blev dagen efter i Guilin erstattet med det stik modsatte; ro og velvære i et varm klima, i en hyggelig by. Vi tjekkede ind på et lækkert, centralt hostel, hvor der var masser af plads til både at slappe af og udfolde de kreative evner. I rutinens navn fandt vi hurtigt et lækkert morgenmads-, frokost- og aftensmadssted, der spyttede lækre og billige retter ud på stribe. Nogle dage spiste vi nærmest alle måltider der og personalet genkendte os efterhånden, når vi med sparsomme gloser, tegnsprog og fagter forsøgte at bestille noget fra menu, som kun var på kinesisk.

Tilbage til landsbylivet

Efter således at have drukket kaffe i flæng og ladet op tog vi en bustur nordpå til Longji. Longji er et bjergfyldt område, hvor de lokale bønder har forvandlet de stejle bakkeskrænter til smalle risterasser, der snor sig op ad skråningerne i op til en kilometers højde. Vi blev budt velkommen af de rare lokale, som ikke kun var risterassernes bønder, men som også drev det fine, gamle træhus af et hostel, som skulle være vores hjem de følgende dage i dalen.

Efter at havde oplevet efteråret i Nordkina var det en skøn afveksling igen at gå rundt i shorts i strålende solskin - selvom kalenderen sagde slut-oktober. Selvom aftenenerne var kølige i bakkerne og de gamle træhuse ikke er isolerede, kunne vi alligevel med dyne og varmetæpper holde kulden for døren.

Om ris og figurer i landskabet

De horisontale linjer dominerer landskabet. Som en udvidelse og mangedobling af horisonten, mens bønderne bevæger sig rundt som små prikker i landskabet. Små arbejdsomme myrer, der kæmper for en fælles vision om at få arbejdet gjort, for at tjene en højere magt, der kan give dem ressourcer og føde, og dermed overlevelse.

Når man som Mie og jeg, og alle de andre turister, går på tværs af risterassernes karakteristiske linjer i landskabet, begynder linjerne at blive til kurver. Kurver der bugter sig mellem bakkerne i dalen, som kurverne på et topografisk kort, der får det flade, tekniske og todimensionelle til at rejse sig, til et tredimensionelt landskab fyldt med former og rum.

Står man for eksempel oppe og kigger ned i dalen, kan man betragte det imponerende antal linjer, som risterasserne udgør i dalens, til bristepunktet fuldt udnyttede, jordareal. Linjerne tydeliggør på en måde afstandene og det enorme rum der opleves i dalen, fordi man kan sammenligne dem med højden på terrasserne, hvorfra man betragter landskabet. Mennesker har gennem mere end 700 år skabt disse risterasser med fysisk hårdt, manuelt arbejde og samtidigt indirekte skabt dette utrolige syn.

Zoomer man meget langt ind med sit kamera, som jeg har gjort på nogle af mine billeder, ophæves perspektivet på magisk vis. De små myrer bliver til rigtige mennesker, som arbejder i en rigtig mark. Og det der før var den store rumlige dal, er blevet beskåret til et grafisk fladt og abstrakt motiv, kun legemliggjort af de arbejdsomme bønder, der sætter hele motivet i bevægelse.

På opdagelse i maskinrummet

Risterasserne var gode at gå på opdagelse i i oktober, hvor risplanterne bliver høstet. Hver enkelt plante bliver skåret ved roden, så kun en lille tot står tilbage og overvintrer til foråret kommer igen. Det er manuelt arbejde, som hyppigst foregår med krumme knive og krumme rygge. Vi kunne følge med fra terrassen ved vores hostel og på vores gåture igennem markerne til de forskellige udsigtspunkter. En af de lokale fortalte, at hele dalen ville blive høstet i løbet af oktober måned - tilfældigvis de dage vi besøgte den lille landsby. Så vi var heldige at kunne følge med i processen med egne øjne.

Bønderne var effektive og de arbejdede sammen i grupper. På meget kort tid fik de høstet store arealer, men med antallet af terrasser i dalen, skal det også gå stærkt - der er meget der skal nås. Som man kan se på mange af vores billeder, blev risplanterne skåret og lagt til tørre på risterassens kant. På denne årstid fremstår de individuelle terrasser derfor meget markeret og særligt ekspressive i deres visuelle udtryk, hvilket skaber et helt malerisk scenarie.

Efter en dag eller to, hvor risene er tørret i den bagende sol, er de blevet porøse og har løsrevet sig fra planten, så de kan rystes ud af de små kapsler. Nogle gør dette manuelt ved at slå hver afskåret "buket" ned i siden på en balje, hvilket ser utrolig hårdt og udmattende ud. Andre (måske med større jordarealer?) bruger et særligt bygget træapparat, som to personer lige akkurat kan bære rundt på de smalle terrasser, hvor den klarer arbejdet. Træmaskineriet summer behageligt, når det sættes i gang ved håndkraft, og spidsen af risbuketterne føres ind, hvorefter risene rystes fri fra planten, dog stadig med skaller på.

I løbet af vores tur har vi fulgt lidt med i processen, primært i de mange bondelandsbyer vi har vandret igennem i det kinesiske landskab. Derfor ved vi, at arbejdet ikke er færdigt endnu. Risen skal tørres for at kunne komme ud af sin skal; en proces der foregår på asfaltveje, parkeringspladser, indkørsler, betonoverflader, store presenninger, eller flettede måtter. Fladerne bliver klargjort om morgenen, hvor adskillige hundrede kilo ris bliver hældt ud, fordelt med en særlig rive i et passende tyndt lag, og derefter gen-revet adskillige gange i løbet af dagen for at få varmen fordelt til alle risene.

Om aftenen fejes risene sammen og bliver pakket tilbage i sække inden dukken falder. Processen gentages nogle dage, indtil risene er klar til at komme i en særlig mølle, hvor skallen flækkes og sorteres fra. Til sidst har man så de rene, hvide riskorn tilbage, som kan spises, og som er noget af det billigste fortærelige mad man kan få for penge. Når man spiser en skål kogte ris i disse landsbyer, er de så saftige og let spiselige, morgen, middag, aften, at man nærmest kan smage, hvorfor de har haft så stor en betydning for menneskeden, som hovednæringskilde til over halvdelen af jordens befolkning. Mmm.

På opdagelse i et månelandskab

Fra Longji tog vi et hurtigt stopover i Guilin for at hente de store tasker, inden vi fortsatte sydpå til Yangshuo. Beliggende i smørhullet mellem Li og Yulong floden og overøst med 2-300m høje, grønne knolde, byder området på et næsten surrealistisk sceneri og vores plan var da også at bruge de næste dage på at udforske området. Som sagt så gjort, og i strålende solskin og 26° grader brugte vi vores første dag på at cykle af sted ud i landskabet.

Moon Hill blev første stop på turen - en knold med et kuglerundt hul i midten. Turen op bød på 800 trappetrin, men med vores seneste "bjergbestigninger" gik det let - selv i varmen. På toppen (som i øvrigt var forbudt at bestige?!) nød vi en fantastisk udsigt ud over de to floder og de mange knolde, der tittede frem i landskabet.

Vores efterfølgende destination var restauranten Luna. Det var nemlig blevet frokosttid og efter en anbefaling fra Lonely Planet fandt vi en ægte italiensk restaurant i verdens mindste landsbyflække, hvor de lækreste pizzaer blev serveret direkte fra stenovnen - sprød bund, lækkert fyld og den helt rigtige mængde ost. Det er sjældent vi spiser vestlig mad på turen (for det meste er det dyrt og dårligt), så når en anbefaling åbenbarer et hæderligt pizzasted, slår vi til.

Således mætte og tilfredse - og klar til endnu et par uger med ris og nudler - satte vi kursen mod Yulong floden. Langs med det rolige vand snoede der sig små brostensbelagte stier af sted, hvor cyklister og gående kunne bevæge sig op ad floden uden at frygte at bliver kørt ned af en scooter eller lastbil. Stierne krydsede enge og marker, hvor bønderne arbejdede iført de karakteristiske stråhatte og skåneærmer for at dække for solen, og med de sære, grønne høje i baggrunden var det en fantastisk smuk tur. Så smuk at vi også indlod os på den lidt mere turistede oplevelse at lade os fragte ned af floden på en bambustømmerflåde. Med en kinesisk bådsmand, som stagede os af sted i bedste Venedig-stil, blev vi lige så stille transporteret ned af den rolige flod mens vi nød udsigten og forsøgte at ignorere vores mod-trafikanter, som havde mere travlt med at fotografere os end det enestående landskab, der omgav os.

Dagene i Yangshuo gik alt for hurtigt mens vi nød, de smukke omgivelser og et særligt lækkert spisested, som vi havde fundet i byen. Men vi havde endnu et trek som ventede på os, og efter fem herlige, afslappende dage tog vi den lange rejse vestpå - først til Kunming og så nordpå til Lijiang. Turen tog lige omkring 24 timer og vi havde medregnet ekstra, EKSTRA buffertid til alle vores skift, så vi ankom i god tid, uden forhøjet blodtryk.

Hos Mama Naxi

I Lijiang ankom vi hos Mama Naxi - et gæstehus som Mie havde gode minder fra, fra hendes første tur i Kina. Ankomsten levede da også op til forventningerne - vi blev budt på kage, kaffe, brød og klementiner af de forskellige familiemedlemmer, mens vi ventede på at kunne checke ind. Det viste sig snart, at vores bookede dobbeltværelse ensuite ikke var ledigt alligevel, så i stedet blev vi opgraderet til en familiesuite. Et kæmpe værelse med en seng stor nok til at rumme fire, to sofaer, gulv-til-loft-vinduer, dobbelte håndvaske og et træbadekar - til samme pris som vores oprindelige booking, 100kr. Vi var svært tilfredse og besluttede hurtigt at forlænge vores ophold.

Byens hovedattraktion er den gamle bydel - en hyggelig labyrint af små, snævre, brostensbelagte gader, hvor træhusene er yndigt dekoreret med udskæringer og ornamentik. De bilfri smøger er ideelle at gå på opdagelse i, og vover man sig ind i virvaret er det garanteret, at man farer vild mindst én gang. I og omkring den gamle bydel så vi hyppigt lokale fra Naxi-minoriteten, der befolker området. Naxierne er et matriarkalsk samfund, hvor kvinderne styrer showet, har arverettigheder over børn og jordisk gods, og hvor det i gamle dage var tilladt at indgå i kæresteforhold inden ægteskabet. Kvinderne er let genkendelige på deres baret-agtige hatte og farverige tøj som lyser op i mængden.

Udover at gå på opdagelse i den gamle bydel fik vi også lejlighed til at udforske området omkring Lijiang. Vi cyklede til den nærliggende landsby Baisha, Naxi-folkets oprindelige hovedstad, hvor vi lærte mere om minoritetens særlige kultur og levevis. Vi fandt bl.a. en kinesisk broderiskole, hvor en ung studine gav os en grundig gennemgang af galleriet og de særlige systing og teknikker. Hun viste os også hendes mesters værker, der var ufattelig detaljerede og tog op til 4 år at lave. Havde vi været på en anden type rejse (med knap så begrænset kuffertplads) var der nok røget en souvenir eller to med hjem derfra.

Vores egentlig mål med besøget i Baisha var en vandretur til en højtliggende sø, men vi fik dog ikke den tur, vi havde regnet med; vi skulle bruge en guide, og det var ikke til at skaffe. Vi fik i stedet anbefalet en anden tur, som vi selv kunne klare ved hjælp af vores kortapp, der gik til et højtliggende tempel med en flot udsigt over Baisha og bjerget Jade Snow Mountain.

Tiger Leaping Gorge

Yunnans Tiger Leaping Gorge er en 15km lang og 3,7km dyb kløft, med Haba Mountain tronende på den ene side og Jade Snow Mountain på den anden. I bunden af kløften bugter sig en brusende flod, hvor en særlig sten markerer, hvor en tiger eftersigende skulle være sprunget over det 25m brede, voldsomme vand. Stenen sprang vi over, da vi tænkte, at det måtte være en turistfælde - i stedet satsede vi på kløftens high trail. Turistbussen der havde fragtet os dertil fra Lijiang gjorde holdt på en asfaltvej, hvor vi og fem andre vesterlændinge blev sat af - to unge par som os selv og en enlig svensk pige. Det var ingen overraskelse for nogen, at det hovedsageligt er vesterlændinge, som går turens high trail. Kineserene - og her må vi desværre generalisere lidt igen - er sjældent interesserede i at gå steder, som ikke er etableret. Vi har oplevet, hvordan de kæmper, puster og brokker sig selvom der er fin belægning at gå på. Måske handler det om fysikken. Måske handler det om de små kroppe og den spinkle muskulatur. Måske handler det om angsten for trekkingtøj; kineserne besøger helst attraktioner i pels og stilletter. Altså kvinderne. Mændene i skjorter og tweedjakke.

Under alle omstændigheder var vi nu en gruppe europæere (og en enkelt aussie), der begav sig opad. Og opad og opad. Vi havde ikke aftalt at følges ad, men faldt hurtigt i snak med den svenske pige og endte med at gå sammen det meste af dagens lange tur op af kløftens stejle sider. Det viste sig, at vi alle gik i nogenlunde samme tempo, så ved frokosttid mødtes hele gruppen og spiste sammen. Det var ret hyggeligt og vi fandt ud af at vores destinationer her i Asien er forbavsende ens - så meget for at forsøge at være original. Efter frokosten gik turen op ad de berømte (og berygtede) 28 hårnålesving af snævre stier med løs jord, der ledte op til trailets højeste sted - en sej tur, hvor adskillige højdemeter blev tilbagelagt på kort tid. Udsigten fra toppen var til gengæld hele turen værd. Vi var nu kommet rigtig ind i kløften og væk fra den lille landsby og det massive brobyggeri, der dominerede starten af turen og hen til de rå, barske klippesider, som tårnede sig op over os.

Ved 5-tiden var vi halvvejs og nået til en lille landsby, hvor vi overnattede på et gæstehus, der sjovt nok hed Halfway Guesthouse. Det havde en god udsigt til bjergene, og vi nød fin mad med en tilhørende solnedgang. Igen mødtes vi med de andre par, som vi var startet ud med og spiste både aftensmad og morgenmad med dem inden vores veje skiltes og vi gik hver for sig ud på trekket. Vi snakkede særlig meget med et belgisk par, som havde været mange af de samme steder som os; Wuyuan, Longji, Yangshuo, Lijiang og nu Tiger Leaping Gorge. Det viste sig at de også skulle videre til Nepal og trekke! Og flyve fra Kunming til Kathmandu! Den 14. November kl. 14! Kort sagt var vores rejseplan stort set identisk. Det var lidt pudsigt og vi grinede meget af, at vi nok havde læst den samme guidebog. Da vi sagde farvel, var det derfor mere et "på gensyn".

Fra Halfway Guesthouse hikede vi videre ind i kløften mod "Walnut Garden", hvor vi vidste, at der lå et lille hostel af samme navn. Turen gik igennem en tæt skov af tynde bambustræer ind til et brusende vandfald længst inde i en lille "side-kløft". For at krydse det brusende, iskolde vand måtte vi opad igen - langt opad. Det var et meget spektakulært og teknisk udfordrende trek, fordi der var flere snævre passager gennem den tætte bambusskov, med mudder, løs jord og enkelte stålwirer, der skulle hjælpe når stien var nærmest ufremkommelig. Langt oppe ad skråningerne var der bygget en primitiv træstige, som skulle fragte os sikkert over vandet. Det var noget primitivt, men det lykkedes heldigvis at komme tørskoet over.

Da vi nåede gæstehuset ved Walnut Garden var der desværre ingen hjemme, hvilket undrede os en hel del. Vi holdt en pause i opholdsrummet, hvor en tydeligt aktiv reception var at finde (med laptop og fungerende overvågningskameraer), men stedet var fuldstændig forladt bortset fra et par kyllinger. Adskillige andre vandretyper kom forbi for at søge ophold eller forplejning, og vi var alle lige forvirrede over situationen. Vi ventede en halv times tid inden vi opgav og satte en ny kurs, men der skulle gå yderligere to timer før vi nåede til endnu et guesthouse, hvor vi omsider kunne få noget frokost og tage bussen fra tilbage til Lijiang.

Turen og trekket i Tiger Leaping Gorge blev et af højdepunkterne i Kina, næsten på niveau med Muren og rundhusene i Fujian. De spektakulære klippeformationer, enorme højder og det varierende landskab, sat i spil af det dramatiske og skiftende lys, gjorde turen helt magisk. Vores trænede vandreben syntes efterhånden at kunne klare selv hårde og lange vandredage uden at skulle trækkes med lange, ømme restitutionsperioder efterfølgende. Det erfarede vi i hvert fald efter denne tur; selvom turen var kategoriseret som hård, var det som om benene og formen sagtens kunne yde mere. Benenes gode form gjorde os med andre ord i stand til bedre at kunne nyde naturens mange scenarier uden at skulle tænke på trætte knæ og fødder.

Dali

Vores sidste stop i Kina blev den hyggelige landsby Dali. Ligesom Lijiang bød stedet på en hyggelig gammel by omkranset af en vældig bymur. De sidste dage brugte vi på at nyde solen, byen, maden og suge det sidste af Kina til os. Men der var også tid til at se fremad mod vores næste destination, Nepal, og få snakket lidt om de prøvelser der venter på vores 15 dages trek omkring bjerget Manaslu, og de forberedelser vi skal have gjort i Kathmandu. Som vi også har beskrevet her på bloggen, har vi i Kina gået en del treks - mange af dem opad - for at forberede os på udfordrende klimatiske og teknisk svære forhold i Himalaya. Nu må tiden vise om formen holder, når vi skal prøve kræfter med de rigtige bjerge!