Vores eventyr fortsætter i Nepal og de næste mange dage kommer vi til at tilbringe i Himalaya. Vi skal hike rundt om verdens 8. højeste bjerg, Mt. Manaslu, og besøge de tibetanske landsbyer i Tsum Valley. Vi regner med at vende tilbage til civilisationen (og mobilsignalet) tidligst den 7. december.
Namaste!
Dag 1
Kathmandu - Sothi Khola 700m
Trekkets første dag startede tidligt. Vi blev hentet af vores guide, Ajay, kl. 6 og efter en kort taxatur var vi klar til at boarde en lokal bus med kurs vestpå. Vi fik fine pladser i de forreste rækker for at undgå den værste køresyge, hvilket vi hurtigt blev taknemmelige for, da turen startede.
Ingen kunne fortælle os præcis, hvor længe transporten ville tage; "depends on the road" lød det kryptiske svar. Vi endte på solide 10 timer, de sidste mange af dirt roads. Buschaufføren, en 21 år gammel knægt med hængerøv og tophue, manøvrerede bussen rundt på de hullede grusveje som om han aldrig havde bestilt andet, mens den nepalesiske Top 10 hitliste blæste ud af de dårlige, men højtspillende højttalere i bedste Bollywood-stil. Vi sad det meste af turen og klamrede os til sæderne foran og forsøgte at undgå køresyge, noget vores medpassagerer bagerst i bussen desværre ikke alle havde held med.
Efter vi havde forladt Nepals svar på en "highway" og havde kørt et par timer af grusveje kom forklaringen på de vage tidsestimater. Vores vej blev blokeret af en gravko, der var i færd med at forbedre vejen og på effektiveste vis blokerede vores videre færd. Folk steg ud af bussen, chaufføren røg en cigaret eller tre og så ventede vi ellers. Der gik en halv times tid før det passede gravearbejderen at udjævne vejen foran sig og trække ind til siden, så vi kunne fortsætte vores færd. I cirka 10 minutter. Så ramte vi ind i gravko nr. 2. På den måde fandt vi ud af, at det at transporttiderne i Nepal afhænger af vejen, skal tages ret så bogstaveligt.
10 bumlede, støvede og ukomfortable timer efter vi havde forladt Kathmandu, nåede vi Sothi Khola, hvor vi blev indlogeret hos Ajays familie. Hans søster lavede en lækker dhal bhat til os, og vi fik et værelse med to enkeltsenge ud til den brusende flod. De tynde gasbetonvægge, utætte trævinduer og sprækkerne op til bliktaget gjorde ikke meget for at isolere rummet, men i vores lejede soveposer havde vi ingen problemer med at holde varmen.
Efter jordskælvet
Efter det ødelæggende jordskælv i 2015, er mange veje og huse stadig i gang med at blive genopbygget langs Manaslu Circuit. Og med penge fra Kina, som "hjælper" med at få "genopbygget" infrastrukturen, er alt godt skulle man tænke. Men den måde som nepaleserne bygger veje på i naturen sker ved, at man springer de smukke klipper langs ruten til atomer, som derefter dratter længere ned af bjergsiden til dalens bund, skaber massive stenskred, vender jorden og tager selv store træer med sig på sin vej. Når klippen er sprunget væk og pulveriseret, ujævnes en flad vej et givent stykke. Sammenlignet med ødelæggelserne fra jordskælvet, sker de største ødelæggelser mod naturen alligevel af os mennesker.
Mange på vores vej bruger den berømte Annapurna Circuit som skrækeksemplet på vejbyggeriets spolering af naturen; den før så lange og smukke tur foregår nu primært på grusveje, hvor trekkere går i støvet fra jeeps, minibusser, scootere og mulddyr. Manaslu Circuit bliver af vores guide beskrevet som det Annapurna var engang, før der blev bygget veje. Det er dejligt at have gået det smukke trek nu, inden de små stier i løbet af de næste årtier forvandles til kinesiske "motorveje" bombet ind i klippevæggene med massive ødelæggelser for natur og dyreliv til følge. Her er det, at man bagklogt kunne stille sig selv det spørgsmål, hvad det er man kommer for at opleve?
Dag 2
Sothi Khola - Kholar Beshi 970m
Den første vandredag på turen blev en støvet affære. Vi startede med at følge grusstien, som vi havde kørt af dagen forinden igennem den lille landsby med de farverige huse. Byen lå i en smal dal med høje klippeskrænter på begge sider og en brusende, isblå flod i bunden. Ajay som var vokset op i byen blev mødt med mange smil, håndtryk og vittige kommentarer, mens vi gik af sted. Der kørte ikke længere biler på vejen, men flere gange måtte vi kante os forbi gravkøer i gang med at udbedre vejen; antallet af besøgene i Manaslu-området er stadig lavt i forhold til andre treks i Nepal, men det er i kraftig vækst og særligt vejarbejdet spås at vil ændre området drastisk i løbet af de næste par år.
Ruten var relativ flad og efter kun 6 timer inklusiv frokostpause, var vi fremme ved vores destination for natten - en lille landsby ved navn Kholar Beshi. Vores logi var et tea house, hvor vi igen fik et par senge stillet til rådighed og kunne spise os mætte i dhal bhat om aftenen. Vi benyttede også chancen for at få vasket støvet af i et koldt bad, som er gratis.
Tea houses
Selvom vi trekker i Himalaya-bjergene findes der en masse små landsbyer på de forskellige ruter, hvor de lokale lever. Trekkerne er en vigtig indtægtskilde for dem og derfor har mange familier bygget tea houses, som tilbyder mad og logi til rejsende. Et værelse i et tea house er et lille rum med to senge, hovedpuder og nogle gange tæpper. Rummene er usiolerede - ofte med sprækker ud til og utætte vinduer - men med en slå for døren og lys efter kl. 17. Et pedallokum er også til rådighed udenfor et sted og de fleste steder har også en kold bruser eller vandslange til bad - en oplevelse der absolut ikke er for de kuldskære.
Menukortet er dikteret af den lokale tea house commitee, og man kan derfor få de samme ting alle steder - dog med svingende kvalitet og hygiejnestandarder. De lokale selv spiser én ret til både frokost og aften, dhal bhat. Ris, linsesuppe, karrykartofler og måske lidt stegt grønt eller en sprød papadam - med gratis genopfyldning. Selvom der er kød på menuen er det en god tommelfingerregel at være vegetar på trekkene - noget med manglende køleskabsfunktioner og tvivlsom hygiejne. Vi rørte ikke kød på vores tur og forsøgte primært at spise det samme som de lokale, hvilket betød utrolig mange ris og linser. Heldigvis smager alting godt når man er sulten!
Dag 3
Kholar Beshi - Jagat 1.340m
Fra Kholar Beshi forvandlede den brede grusvej sig til den egentlige sti, som vi skulle følge op i bjergene. Det var fysisk mere krævende at gå på, især fordi terrænet blev mere kuperet - dog mest op ad. På stien var der en del trafik i form af mulddyrs-tog læsset med varer, og vi måtte ofte træde til side og lade de hårdføre dyr komme forbi. Hver gruppe blev ledsaget af et par nepalesere, hvis job det var at sikre at dyrene blev ved med at gå - fløjten, råben, pisk og sten blev hyppigt taget i brug for at få de stakkels dyr til at bevæge sig fremad ad selv de snævreste og mest stenede sektioner.
Kort før middag nåede vi en særlig stejl klippeside, der tårnede sig op over os. For foden af klippen havde der været et stenskred og stien var nærmest usynlig - begravet under sand og løse sten. Men vi skulle forbi. Det blev dog kompliceret af en stor gruppe mænd, der kravlede rundt på den stejle klippeside bevæbnet med trykluftsbor og skovle. Uden sikkerhedsudstyr bevægede de sig rundt på klipperne og borede store klippeblokke fri, som de nonchalant væltede ud over kanten og ned i stenskredet, hvor vi skulle passere. Igen måtte vi vente, sammen med en stadig større gruppe af mulddyr og rejsende, der ikke kunne passere. Der gik over 30 min., hvor vores utålmodige pift og råb blev mødt med "vent 5 min."-håndbevægelser, før vi fik lov til at gå videre, mens vi nervøst skævede opad på udkig efter nedfaldne sten.
Ved 14-tiden nåede vi vores næste stop, Jagat, hvor endnu et tea house ventede på os og vi kunne bruge eftermiddagen på at få varmen ovenpå det kolde bad, spille kort og skrive noter om dagens oplevelser.
Dag 4
Jagat - Lokpa 2.240m
Det var en stor overraskelse for os at nå turens tredjedag uden ømme ben. Efter vores hikes i Kina (Hua Shan, Can Shan osv.) kunne vi knap gå i dagene efter, men her havde vi ingen problemer. Det er nok fordi trekkene går mere op og ned i løbet af dagen, i stedet for bare 4 timers gang op ad trapper som i Kina.
Turen gik igennem tæt skov med masser af stigninger og Mie begyndte så småt at længes efter et par trekking poles. Heldigvis havde Michael en lommekniv med og en bambuspind blev hurtigt forvandlet til en brugbar vandrestav. Vi vidste det ikke på det tidspunkt, men staven kom til at følge os hele vejen over passet og til slutningen af turen.
Efter et par timer nåede vi et skelsættende vejkryds, hvor trekket delte sig; til venstre ad Manaslu Circuit mod passet, eller til højre mod Tsum Valley. Vi gik som de eneste til høje, velvidende, at vi om nogle dage ville stå i nøjagtig samme kryds og vælge den venstre vej.
Vi overnattede i Lokpa i udkanten af Tsum Valley - en lille, primitiv landsby med kun et par huse. Vi blev inviteret til at spise vores dhal bhat i familiens køkken, hvor støbejernskomfuret blev fyret op med træ og spredte en skøn varme, så vi spiste aftensmad uden vanter på. Samtidig kunne vi følge med i den lille familiens liv - hvordan kvinderne kokkerede i det primitive køkken, og hvordan et spædbarn blev vugget i søvn i en bærekurv proppet med tæpper.
Tsum Valley
Tsum Vally var et af højdepunkterne på vores tur, og fungerer som en detour til Manaslu Circuit; men starter på Manaslu ruten, men drejer fra efter Jagat for at følge en sti op i dalen. Når man har udforsket dalen vender man om og går tilbage samme vej og fortsætter så op ad Manaslu ruten. Tsum Valley er beboet af tibetanske efterkommere og er overvejende buddhistisk med farvestrålende prayer flags, der hænger alle steder med den mindste blæst for at sprede de bevingede ord ud med luften. Mani walls - små stenvægge med udskårne mantraer i sanskrit - er bygget op i og udenfor landsbyerne (man skal altid gå venstre om) og flere gombaer (klostre) ligger gemt dybt inde i dalene.
Ifølge vores guide lever dalens beboere en ikke-voldelig livsstil, hvilket bl.a. vil sige, at de ikke slagter dyr. En ko som er styrtet i døden fra en skrænt, må de gerne spise, men de slår ikke selv dyr ihjel - ikke engang myg, selvom det er svært at forestille sig! Det unikke ved Tsum Valley er dels den smukke dal omkranset af bjerge, men også de lokale, som bebor den og deres levevis. De lokale lever et utroligt isoleret liv, men har alligevel formået at skabe en tilværelse under barske betingelser i et landskab, der kan virke både goldt og ugæstfrit og det var fantastisk at se.
Dag 5
Lokpa - Chumling 2.386m
Fra Lokpa bevægede vi os dybere ind i Tsum Valley på en meget kuperet, men kort rute. Det tog kun 4 timer at nå Chumling, men med rigtig mange op- og nedstigninger hele vejen. Fra Lokpa havde vi bevæget os igennem tæt nåletræ- og bambusskov, men lige før Chumling nåede vi up i de åbne vidder og for første gang fik vi udsyn til de sneklædte bjergtoppe i horisonten - et fantastisk syn efter de mange dage i kløften. Landsbyen lå og tronede på toppen af et højt fremspring og fra vores tea house havde vi derfor udsigt rundt på 3 sider med masser af bjerge i sigte.
Da vi var fremme allerede ved frokosttid og i høj sol benyttede vi chancen for at slå et slag for den personlige hygiejne. Vi tog kolde lynbade og fik håndvasket en masse tøj, som vi håbede kunne nå at tørre i solen. Tøjvask foregår i en stor metalbalje med iskoldt flodvand og en blok sæbe - det er ingen fornøjelse for fingrene, men det var det hele værd for at få vasket støvet ud af tøjet.
Dag 6
Chumling - Lar 3.245m
Ovenpå den korte dag til Chumling var vi nu klar til en længere vandring; vores guide var nervøs for vejret og frygtede at sne kunne lukke Larkya La passet inden vi nåede frem. Han ville derfor gerne forkorte vores tid i Tsum Valley og det betød, at vi havde en lang og kuperet dag foran os. De første 4 timer var en endeløs vandring op og ned ad bakker i bagende sol. Vi skulle også krydse et stenskred, der dog ikke var så farligt som frygtet; vores guide havde forberedt os på det værste, men det viste sig, at der i modsætningen til sidste år ikke længere var fare for nedfaldssten, så vi kom sikkert og hurtigt igennem.
Efter frokost fladede ruten ud og inden vi nåede vores destination i Lar besøgte vi en lokal gomba - et nonnekloster, hvor unge kvinder studerede den buddhistiske lære. Der boede dog kun 13 nonner under vores besøg, og stedet virkede næsten lidt forladt. Det samme kunne man sige om vores tea house i Lar. Mutter virkede næsten overrasket over at få gæster (der kommer heller ikke så mange trekkere i Tsum Valley), men hun fandt et værelse til os og vi kunne hvile vores trætte stænger og igen spise mad rundt om det varme komfur med familien.
Dag 7
Lar - Mu Gomba (3.700m) - Lamagaon 3.302m
Fra Lar tog vi en dagstur uden rygsække op til Mu Gomba - et buddhistisk munkehjem nær den tibetanske grænse. Vi var vågnet op til en utrolig kold morgen og vi måtte pakke os godt ind på trekket for ikke at fryse. Selvom vi har gode tasker, var det fantastisk at kunne gå uden hhv. 9kg og 10,5kg på ryggen, og selvom vi var kommet godt op i højden kunne vi gå raskt fremad. Vi havde heldigvis ikke mærket det store til højdesyge - kun lidt rumlen i maven og stakåndethed op ad bakke - og på turen op til de 3.700m som gombaen lå i, var vi heldigvis ikke særlig besværet af den tynde luft.
Ved templet blev vi mødt af en munk, som bød på the og tibetansk brød mens vi nød udsigten til de smukke, omkringliggende bjerge. Vi spurgte, hvorfor man havde valgt at bygge templet der - 6 dagsrejser fra nærmeste vej - og fik af vide, at det var for at komme væk fra verdslige distraktioner. En effektiv strategi.
Fra Mu Gomba gik vi tilbage til Lar og hentede taskerne og fortsatte videre til Lamagaon. Vores guide havde en ven som var kok i det lille tea house og anbefalede os at prøve en pizza. Michael takkede ja, mens Mie også afveg fra dhal bhaten og bestilte en thentuk - tibetansk suppe med pasta, grøntsager og æg. Det var første gang vi spiste andet end dhal bhat til aftensmad og det skulle vi komme til at fortryde.
Dag 8
Lamagaon - Lokpa 3.245m
Natten igennem havde vi begge maveproblemer. Det er ikke særlig sjovt når man er på trekkingtur, og slet ikke når det også går udover søvnen og energiniveauet.
Udover maveproblemerne meddelte vores guide, at vi måtte tage turen hele vejen tilbage til Lokpa, i stedet for at overnatte halvvejs som egentlig havde været planen. Vi var ikke tilfredse med den idé, særligt ikke ovenpå nattens uroligheder, men han spillede "passet lukker måske-kortet", og vi indvilligede modvilligt. Det endte med at blive en hård, træg og ubehagelig dag, hvor vi begge gik på flade batterier. Mies maveproblemer fortsatte desværre for fuld tryk og resulterede også i flere "uventede" stop undervejs.
Turen tilbage til Lokpa tog over 8 timer i kuperet terræn med mavesmerter, madlede og modløshed. Det var ikke sjovt, bare rigtig hårdt, og da vi endelig var fremme fortalte vi vores guide, at sådan en dobbelt-distance-dag var vi ikke klar på en anden gang, så måtte passet gøre som det ville!
Dag 9
Lokpa - Bihi Phedi 1.990m
Fra Lokpa forlod vi Tsum Valley og kom tilbage på Manaslu Circuit-ruten. Det var en utrolig barsk, primitiv og sindssyg kold detour, men med natur så overdådig smuk og mennesker så livsbekræftende, var det det hele værd.
Desværre var Mies mave ikke i bedring og på turen måtte vi hele tiden sigte efter det næste toilet. Skånekost er svær på et trek, så hun sprang frokosten over, hvilket dog ikke virkede til at forbedre situationen. Vi fortsatte derfor i et langsomt tempo, og var fremme først på eftermiddagen, hvor vi kunne få slappet lidt af og hvilet ud ovenpå gårdagens anstrengelser.
...Fortsættes i blogindlæg 11