Nepal 2/2

Blogindlæg 11

Dag 10

Bihi Phedi - Namrung 2.630m

Turen mod Namrung bød på et ordentlig nyk opad, men med kun få bakker ned føltes det ikke så slemt. Ved frokosttid blev vi vidne til et mærkeligt optrin på det lille tea house, hvor vi gjorde holdt. Da vi ankom, stod en gruppe mænd og kiggede på mens en yngre knægt lavede push-ups, alt imens andre tog billeder af lidt værktøj, som lå spredt ud på et bord. Vi betragtede uforstående optrinnet og spurgte så vores guide om en forklaring. Det viste sig, at knægten havde stjålet værktøjet fra en nabolandsby og to af tilskuerne var lokale betjente, der sørgede for at retfærdigheden skete fyldest - straffen var nemlig "øvelser på gulv", i dette tilfælde 200-500 armbøjninger og et lignende antal squats. Det var et sjældent indblik i det nepalesiske retssystem, og vi kunne ikke lade være med at grine lidt af situationen - hvilket de fleste tilskuere heldigvis også gjorde.

 

 

 

Vores guide havde hele turen igennem glædet sig til overnatningen i Namrung fordi der var "a really nice place" - ikke et traditionelt tea house, men nærmere et lille resort. Ajay ville rigtig gerne bo her, men rummene var selvfølgelig langt dyrere end alle andre steder. Vi spillede skeptiske, fortalte hvor meget vi var villige til at betale og lod ham forhandle med hotelmutter. Det lykkedes ham selvfølgelig at få den rigtige pris, og vi var inderst inde ret lykkelige over at få et værelse med dobbeltseng, eget toilet og varmt vand! Særligt det sidste benyttede vi os af flere gange og det blev turens eneste varme bad for os begge.

Dag 11

Namrung - Lho 3.180m

Vi sov som en drøm i vores dobbeltseng i Namrung og startede dagen med et skoldhedt bad inden turen gik videre mod Lho. Oppe i højden var vejret virkelig kontrastfyldt; på trekket gik vi i shorts og t-shirt under en højtstående sol, mens vi om natten pakkede os ind i adskillige lag tøj og vågnede op til istapper, frosne vandpytter og hvid ånde. Højden gjorde også, at vi kunne se frem til nogle kortere vandredage på kun omkring 4 timer - for at undgå højdesyge måtte vi ikke bevæge os mere end 3-400 højdemeter op pr. dag.

 

 

En times tid før Lho fik vi endelig det første glimt af showets hovedperson - Mt. Manaslu. Skinnende hvidt rejste den dobbelte tinde sig i det fjerne 8.163m over havets overflade - bjergtagende! Vi havde udsigt til bjerget hele resten af turen og fra Lho tog vi også et kort hike op til en højtliggende gomba for flere fantastiske kig til bjerget.

Én af os var endda så fascineret af synet, at han stod op kl. 5.40 den følgende morgen for at fotografere solopgangen, mens andre havde ondt i maven og sov længe.

Dag 12

Lho - Samagaon 3.520m

Under morgenmaden i Lho skete miraklet. Efter at have kæmpet sig igennem lidt nudelsuppe med massiv kvalme overhørte Mie et østrigsk par tale med deres guide om mandens maveproblemer. En kort snak afslørede, at de havde samme "symptomer", med den afgørende forskel at østrigerne havde medbragt selvimporteret antibiotika - og rigeligt af den. De tilbød hende derfor en 3-dags kur, og allerede efter den første dag var hun i klar bedring; kvalmen og madleden forsvandt mens energien og overskuddet voksede.

 

 

Vi spiste frokost ved ankomsten i Samagaon og gik bagefter en tur op til en højtliggende, turkisblå gletchersø. Mens vi nød udsigten og byggede den obligatorisk varde var vi så heldige at være vidne til to laviner, hvor en stor mængde is og sne pludselig brækkede af gletcheren og styrtede ned i den store sø. Det drønede som under et tordenvejr og det var svært ikke at blive både skræmt og imponeret over naturens kræfter.

Dag 13

Samagaon - Pung Gyen Gomba (4.050m) - Samagaon 3.520m

I Samagaon havde vi en akklimatiseringsdag - en dagstur til et højtliggende sted, hvorefter man vender tilbage til en lavere højde og sover. Vores tur gik op til Pung Gyen Gomba - et fjerntliggende kloster i bunden af en lang og flad dal omgivet af gletchere og bjerge. Gombaen var forladt - den blev kun brugt under særlige festivaller - men det var også de smukke, øde omgivelser vi var kommet for at beundre. Igen nød vi at gå uden rygsækkene og vi blev længe oppe i højden for at nyde det dejlige vejr og den unikke beliggenhed.

 

På vej tilbage til Samagaon mødte vi et par landsbykvinder med store kurve på ryggen. Ligesom os havde de taget den 3 timer lange tur opad for at nå dalen, men deres mål var ikke udsigten, men snarer de ko- og yakkasser, der lå spredt ud omkring i dalen. Dyrene selv var trukket ned fra den høje slette pga. kulden, men deres efterladenskaber er en vigtig brændselskilde for de lokale - når der ikke er træer, fyres der nemlig med tørret kolort i de små brændeovne, som er begyndt at findes i thehusenes spisehaller.

 

 

 

 

De lave temperaturer satte også en effektiv stopper for vores kolde lynbade - det var simpelthen ikke det værd, når vandet var så koldt, at det gjorde ondt. I stedet benyttede vi flittigt vores medbragte vådservietter til at få det værste støv fjernet og sendte kærlige tanker til vores varme bruser hjemme på Amager

Dag 14

Samagaon - Samdo 3.875m

Turen til Samdo var rimelig overkommelig og efter kun 3 timer var vi fremme. Det gav os rigeligt tid til personlig hygiejne, hygge og kortspil med de andre rejsende. Fra Lho havde vi været en lille gruppe af 3-4 jævnaldrende par, der overnattede på de samme steder. Vi kendte derfor efterhånden hinanden ret godt og hyggede sammen om aftenerne med kort og snak. Vi lærte et hollandsk par at spille Kasino som de var helt vilde med, og det betød mange sjove spil i de kommende dage.

Om natten var det bidende koldt og al vand frøs til is (inklusiv vandhaner). Heldigvis kunne vores lejede soveposer og uldundertøj stadig holde os varme om natten og vi frøs kun når vi skulle i tøjet om morgenen, inden vi begyndte at gå.

Dag 15

Samdo - Dharamsala 4.460m

Turen til trekkets højeste camp bød på lette konstante stigninger og fantastisk klart vejr. Der var ingen stejle bakker, så de store udfordringer udeblev - heldigvis, for vi skulle være klar til at krydse passet den følgende morgen. Så snart solen var forsvundet bag bjergene blev der isende koldt og vi frygtede at vores drikkedunke ville fryse til i løbet af natten og tømte den inden.

Dharamsala var ikke en rigtig landsby, men blot et overnatningssted for trekkere på vej over passet, så der var ikke så spændende at opholde sig. Heldigvis havde de fra i år fået opsat nogle interimistiske skure med madrasser på gulvet, så vi kunne sove der fremfor i telte.

Eftersom Dharamsala ikke har fastboende lokale, kommer der heller ikke så mange mulddyrstog derop og det har desværre betydning for stedet; da vi gik på opdagelse i og omkring lejren fandt vi hurtigt "affaldsbjerget", hvor man i årevis har smidt skrald ned af en klippeside i stedet for at lade det fragte ned med mulddyr. Dåser, flasker, plastik, termokander, tøj mm. lå og flød på skrænten og forurenede den lille flod, der løb ned mod dalen - det var virkelig bagsiden af medaljen af alle de besøgende i bjergene.

Dag 16

Dharamsala - Larkya La (5.106m) - Bhimthang 3.700m

Dagen hvor vi skulle krydse passet startede tidligt. For at undgå de kraftige vinde som ville blæse op i løbet af dagen, ringede vores vækkeur kl. 3:30 og efter en hurtig morgenmad var vi som den første gruppe klar til at gå kl. 4.30, sharp! Der var bælgmørkt udenfor og bidende koldt; der var ikke en sky på himlen, som blev oplyst af et væld af stjerner, der gav en smule lys til ruten. Dog ikke nok, så vi havde pandelamper på for at finde vej på den stenede sti, der førte fra Dharamsala op imod passet. Vi var pakket godt ind i vores lejede dunjakker, vanter og huer, men måtte alligevel gå raskt til for at holde varmen i de -20°C. I de lave temperaturer frøs vores drikkedunke til - ikke selve vandet, men drikkemekanismen, som man skal åbne sad fast - og Michael måtte bære dunken inden på maven for at tø den op.

Vi gik af sted i mørket langs med en gletcher på venstre hånd med skinnende hvide bjergtoppe ovenover, mørke klippeskrænter på højre side og et uigennemtrængeligt mørke foran os. Bag os kunne vi efterhånden se lysene fra de andre grupper som de startede deres tur. Efterhånden som det blev lysere kunne vi se mere af det golde landskab vi gik igennem - som et månelandskab fulgte vi store, bakkede dale overdænget med klipper og sten. Der var ingen træer, buske eller vegetation. Kun sten, og når stien forsvandt i klipperne, fandt vi vej ved at følge høje metalpæle drevet ned i den klippede grund. Jo længere ind i passet vi kom, jo mere blæste det op og vinden bed i kinder og næse og ruskede i vores dunjakker.

Det var en hård omgang at gå i den isende kulde med snot flyvende fra næsen og tårer, der trillede ud af øjenkrogen, men kl. 7.30 nåede vi passets højeste punkt - Larkya La på 5.106m. Det var en stor forløsning at nå turens højdepunkt, men vi blev der ikke særlig længe. Stedet var ærlig talt rimelig uinspirerende og pissekoldt, så vi bevægede os hurtigt videre mod den stejle nedstigning. Vi var heldige, at passet var fri for sne, for de stejle skrænter vi efterfølgende skulle zigzagge nedad, var svære nok at gå på uden is. Vi måtte begge ned og ligge på den hårde nedstigning, hvor grus og løse sten gjorde det næsten umuligt at stå fast - selv med hjælp fra vores vandrestave. Heldigvis var vi kommet mere i læ og frøs ikke længere så voldsomt på nedturen, så vi kunne tage os god tid til at komme helskindet ned.

 

Efter yderligere et par timer nåede vi foden af de stejle skråninger, hvor et midlertidigt tea house bød på en varm kop the som vi styrkede os på i solen inden vi fortsatte de sidste par timer til landsbyen Bhimthang. Vi nåede frem som de første kl. 11.15 og kunne derefter sidde i solen og heppe på vores medtrekkere efterhånden som de nåede byen. Det var fantastisk at vide, at den hårdeste del nu var bag os, og at vi på trods af det sene tidspunkt på sæsonen var kommet godt igennem passet.

Dag 17

Bhimthang - Tilje 2.300m

Natten efter passet sov vi begge 11 timer - men det havde også været en hård omgang. Fra Bhimthang gik turen nedad. Ikke ad stejle dødsskrænter som dagen forinden, men med støtte nedstigninger og kun enkelte bakker opad. Det satte tempoet gevaldigt i vejret og det føltes let som en leg at gå igennem de troldeagtige skove på vores vej - måske også fordi luften blev tykkere for hvert skridt vi tog. Vi gik igennem fyrtræsskove med stammer overdækket med grøn mos og en underskov, hvor kæmpe rododendroner groede rundt langs kampesten og års nedfald af blade og grannåle. Når skoven åbnede sig kunne vi igen skimte Manaslu og de omkringliggende bjerge, men synet forsvandt længere og længere væk bag os, som vi nåede ud af dalen. Snart kunne vi se og høre en isblå flod, der bugtede sig igennem bunden af dalen, som vi fulgte igennem de små landsbyer på vejen.

 

 

 

Vi havde en lang dag foran os og nåede først frem til Tilje sidst på eftermiddagen. På vores sidste aften i et tea house havde vi besluttet at købe os til et varmt bad, men varmtvandsbeholderen var i stykker, så vi afsluttede turen som vi havde startet den - med en kold bruser. Til gengæld kunne vi købe adgang til internettet og få booket en overnatning til den efterfølgende dag, hvor vi ville lande i Nepals anden storby, Pokhara.

Om aftenen drak vi en øl med Ajay og sagde tak for turen. Han havde været en dygtig og vidende guide, der også formåede at lade os være alene undervejs på ruten, hvilket vi satte stor pris på.

Dag 18

Tilje - Darapani - Besi Sahar - Pokhara

Fra Tilje gik vi en times tid til Darapani, hvor grusvejen begyndte. En jeep fragtede os derefter de 4 timer ad bumlet grusvej til "storbyen" Besi Sahar, hvor asfaltvejen startede. Turen af dirt roads var endnu en gang enormt ukomfortabel (4 voksne mennesker på bagsædet) og støvet og endnu en gang blev vi voldsomt forsinket af en gravko på arbejde midt på vejen. Vi blev også voldsomt provokeret af jeepens co-driver, der konsekvent smed sit plastikslikpapir ud af vinduet på bilen. Efter så mange dage i smuk natur, hvor vi selv havde gjort alt for ikke at forurene omgivelserne, var det både irriterende og tankevækkende at se nepalesernes egen tilgang til affaldssortering. Det blev hurtigt for meget for Michael, der i kraftige og noget udiplomatiske vendinger fik informeret synderen om, at hans opførsel var uacceptabel. Det satte en stopper for miljøsvineriet!

 

 

Fra Besi Sahar fragtede en minibus os yderligere 4 timer til Pokhara - denne gang af asfaltvej i nogenlunde stand - hvor vi ved 18-tiden kunne tjekke ind på et rigtigt hotel. Med en rigtig seng og et rigtigt toilet og et rigtigt bad. Vi var himmelhenrykte - også selvom vi efter badet måtte trække i vores snavsede trekkingtøj igen. Om aftenen fejrede vi det med italiensk stenovspizza og øl - en perfekt afslutning på et fantastisk trek. På trods af kulden, anstrengelserne, maveproblemerne og de primitive forhold var vi begge enige om, at de store naturoplevelser var det hele værd. At komme så langt ind i bjergene, væk fra moderne civilisation, og opleve noget så vildt og smukt var helt sikkert en øjenåbner for os - og hele rejsen værd.

 

 

Tilbage var kun en gedigen omgang selvforkælelse - at få vasket, spist ordentlig mad, slappet af, læst bøger, fået massage, gået ture og sovet længe - og her var Pokhara det helt rigtige sted, langt fra støvede og kaotiske Kathmandu. Vi besluttede derfor at bruge rigelig tid i den hyggelige by og først tage tilbage til hovedstaden, når det var tid for os at drage videre til vores næste destination: Vietnam.