Peru
Blogindlæg 25
En anderledes storby
Fra Lima fløj vi til en anden verden; kun en time fra den moderne storby med polerede glasfacader, Starbucks caféer og alverdens indkøbsmuligheder, landede vi i kaotiske Iquitos - stadig en storby, men af en helt anden slags. Beliggende midt i junglen ud til Amazonasfloden og med et indbyggertal på omkring en halv million, er Iquitos verdens største by, som ikke kan nås af landvejen. Til en så afskåret krog af junglen, må man enten flyve eller sejle.
Byen blev oprindeligt grundlagt som base for ekspeditioner ud i junglen med målet, at kristne de vilde Amazonas-indianere og opnåede senere stor rigdom under gummifeberen, hvor de store palæer langs torvet blev beklædt med klinker importeret fra Paris. Glæden var dog kort, gummitræerne blev smuglet til andre eksotiske egne og monopolet var brudt. I dag drives økonomien i Iquitos primært af træindustrien samt fiskeri, og byen fremstod fattig i forhold til Perus andre egne; fugtig og beskidt, et kaos af tunede tuk-tuk'ere og falmede facader. Der var ikke mange fristelser i form af attraktioner eller hyggelige afkroge, og vi så kun et par enkelte turister udover os selv - det var tydeligt, at byen mest var et nødvendigt stopover på vej til en mere tillokkende destination: Amazonasjunglen.
I Amazonas
Vi tilbragte da heller ikke længe i Iquitos; vi havde booket et ophold hos Otorongo Expeditions og snart var det tid til at drage ud i junglen. Vores guide, John, hentede os på hostlet og sammen kørte vi til havnen og steg på en lille speedbåd, der skulle sejle os et par timer ud i det store vildnis.
Turen derud bød på et besøg hos et lokalt destilleri, hvor vi fik smagt sugar cane rum, den lokale spiritus, der blev produceret på et lille hjemmebryggeri, hvis maskineri blev drevet af gammeldags hestekræfter - dyret gik i baghaven og gumlede løs på de pressede sukkerør under vores besøg. Således i vældig godt humør fortsatte vi sejlturen til lodgen.
Otorongo lodge lå ude midt i junglen - al trafik til og fra stedet foregik via båd. Et amerikansk-peruviansk par havde etableret stedet og langsomt bygget det op fra bunden. Vores logi var et stort træhus på pæle, inddelt i små soverum med eget badeværelse. Privatlivet var begrænset da loftet og det øverste af væggene kun bestod af myggenet, men der var nogenlunde afskærmning mod kryb udefra, og et ekstra myggenet over sengen gjorde, at vi kunne sove roligt. På grunden var der også et spisehus - igen et træhus på pæle med sider af myggenet, hvor vi fik serveret tre udemærkede måltider om dagen - og et par private hytter. Det var simpelt, men passede perfekt til et ophold i junglen.
Mellem husene var den værste vegetation fjernet, så der var en have, man kunne gå på opdagelse i, men det var tydeligt at se, hvor grunden sluttede for junglen startede lige på den anden side - tæt, vild og uigennemtrængelig.
Vi fandt os hurtigt til rette på stedet og sammen med vores private guide, John, og den lokale guide, Roger (der var manchet-ansvarlig i gruppen), brugte vi de næste fem dage på at udforske junglen og dens dyre- og planteliv.
Vi sejlede rundt ved solopgang og fandt dovendyr, som gemte sig i trækronerne, vi gik på jagt efter giftige frøer og taranteller (og fandt dem desværre!), vi hikede ud i junglen og overnattede ude mellem jaguarer og slanger, vi svømmede i Amazonasfloden, vi gik på krokodillejagt om natten, vi sejlede med grå og lyserøde floddelfiner og vi roede i kano i oversvømmede skove. Vi så et væld af dyr - fra de sødeste aber og babydovendyr til de største og mest mareridtsfremkaldende kæmpeedderkopper, gribbe og ørne, til piranha-fisk og krokodiller.
Altid var vi i selskab med John og Roger, som med deres kendskab til junglen og dens lyde var eksperter i at opspore og finde dyrene i det tætte vildnis. John, der talte engelsk, lærte os om skovens planter, om medicin og spiselige frugter, om hvilke lyde, der vækker dovendyret fra dens skønhedssøvn, fordi den tror, at jaguaren er på færde og hvilke træer de sky dusky titti aber ynder at sidde og spise i.
Vi havde et fantastisk ophold og alle vores ønsker til aktiviteter blev imødekommet. Om natten var vi så udmattede ovenpå de mange oplevelser, at vi sov fra koret af cikader og frøer - ja selv fra amerikanernes snorken! Dagene fløj af sted, og vi nød alle eventyrerne og blev også selv bedre til at færdes i junglen; vi lærte, at myggesprayen skal på over hele kroppen, ellers stikker de små sataner bare igennem tøjet, vi lærte at skelne dovendyr fra termitbo, vi lærte at lytte efter blade, som rasler i trækronerne, når abeflokken bevæger sig rundt og vi lærte at skelne giftslanger fra deres harmløse artsfæller.
Båd til Colombia
Efter nogle fantastiske, intense og oplevelsesrige dage i junglen blev vi sejlet tilbage til civilisationen i Iquitos. Her havde vi tid til at nyde et varmt bad (det første i fem dage), en aften uden myg og en halv nat i en blød seng, inden vi fandt os selv på en mørk kajplads kl. 3:30 om morgenen. Det var blevet tid til at forlade Peru og vores næste destination, Leticia i Colombia, lå en dagsrejse med båd derfra. Hurtigbåden, som vi var med, klarede turen på omkring 11 timer, så vi havde rig mulighed for at få mange sidste glimt af Amazonasfloden, som vi sejlede på.
Heldigvis havde vi nappet et dobbeltsæde hver, så der var mulighed for at sove lidt undervejs på de minimale sæder, men ellers gik tiden med at betragte landskabet, læse og se på mennesker. Der var et rend af passagerer, der skulle af og på ved de små landsbyer langs floden, hvor også sælgere benyttede chancen for at stige om bord og faldbyde frugter, snacks og kolde drikkevarer, der alt sammen gjorde turen helt tålelig. Vi fik også besøg af tungt bevæbnet militær på jagt efter smuglervarer, der tjekkede ID og gennemsøgte et par tasker - som turister blev vi dog ignoreret totalt.
Endelig sidst på eftermiddagen, nåede vi vores destination og kunne officielt stemple ud af Peru og ind i Colombia - et længeventet sidste stop på rejsen.
