Sri Lanka

Blogindlæg 2

Arugam Bay

Mad som mor lavede den

Efter Mies sygdom blev manageren på hotellet noget bekymret over, hvilken mad vi fik at spise i Arugam Bay. De fleste srilankanere foretrækker faktisk at spise hjemme og anser en del af de små gadekøkkener som relativt uhygiejniske. Michael forklarede, at vi egentlig havde været fint tilfredse med maden, men det blev ikke taget for gode varer. I hvert fald insisterede han på at bringe os frokost den følgende dag - hjemmelavet naturligvis. Af hans kone, naturligvis.

Da Mies mave igen artede sig, blev vi derfor trakteret med den lækreste hjemmelavede rice & curry - tre vegetariske curry-retter og friske ris. Det var første gang vi smagte nogen af retterne som bl.a. bød på grøn græskar, bønner og en ukendt squash-agtig grøntsag. Det var enormt velsmagende og ikke så stærkt, som meget andet vi har prøvet hernede.

Lagoon safari

Senere samme dag tog vi en bådtur rundt i Pottuvil lagune - et vådområde et par kilometer fra Arugam Bay med et rigt dyreliv. På en mildest talt improviseret båd, der mest af alt mindede om en træplade spændt ud imellem to kajakker, stagede vores bådsmand os ubesværet rundt i solnedgangen og udpegede de særlige dyr for os. Heldigvis så vi ingen krokodiller på turen - vores fødder dinglede faretruende tæt på vandet det meste af tiden - men til gengæld var der enormt mange fugle og vi fik set både ørne, pelikaner og diverse hejrer.

Alligevel var det de største dyr som tog opmærksomheden - elefanterne. Efter at have betragtet genforeningen af en lille elefantfamilie på bredden, besluttede de sig pludselig for en kollektiv badetur, og som på et skjult signal tonsede flokken ud i det lave vand. Der blev truttet, plasket og sprøjtet med vand til den helt store guldmedalje imens de store dyr pjattede rundt i vandet. Det var helt fantastisk at se og vi var begge helt høje på naturoplevelsen.

Den eneste skår i glæden var faktisk vores bådsmand; han var super god til sit arbejde, men vores smalltalk med ham kom meget hurtigt til at handle om, hvor hårdt han havde det og hvor mange trængsler der var i hans liv - særligt hvor få drikkepenge man fik som bådsmand fremfor fx. tuktuk-chauffør. Han havde selvfølgelig ret i, at vi fra Danmark er særlig privilegerede, men Mie opfattede tiraden som et skamløst forsøg på at lokke penge ud af os og blev rimelig irriteret. Vi endte med at give ham 200rupies (8kr.), fordi vi trods alt havde set en masse fantastiske ting, og fordi vi trods alt er meget privilegerede.

Kumana National Park

Safari

Michael havde planlagt at slutte vores tid i Arugam Bay med et brag - nemlig en to-dags safaritur i Kumana National Park med overnatning i junglen. Turen var en fødselsdagsgave til Mie, der aldrig havde været på safari før og glædede sig som et lille barn.

De fleste ture til Kumana National Park er åbenbart én-dagsture, så at arrangere en campingtur i junglen var lidt af en udfordring, også for det firma som stod for turen. Det medførte også, at vi endte på en privattur uden andre turister. Der var kun os to - og så fire srilankanere til at sørge for alting. Da vi blev samlet op på vores hotel, var det altså i en jeep proppet med grej og mad til overlevelse - der er ingenting ude i junglen, så alt skulle transporteres med hjemmefra.

 

Første stop på turen var frokost i en lille landsby et par kilometer fra nationalparken. Det viste sig at være chaufførens hjem og hans kone trakterede os med vores anden hjemmelavede srilankanske måltid. Det smagte fantastisk! Denne gang blev vi introduceret til både krabber og jackfruit og vi lærte at spise som de lokale - med højre hånd. Der var en meget klar opdeling imellem srilankanerne, som vi syntes var underlig; til frokosten spiste vi sammen med guiden, mens chaufføren (hvis hjem vi egentlig var i) og hjælperen ikke spiste med, men i stedet pakkede mere grej ned til turen. Den opdeling gik igen igennem hele turen - guiden underholdt og spiste med os, mens hjælperne stod for alt det praktiske og holdt sig for sig selv. Om natten sov de fx på jeepens tag i stedet for i telte som os andre.

Efter frokosten fortsatte vi til nationalparken, hvor vi kørte den første game drive - rundt på små bumleveje i forsøget på at finde spændende dyr at betragte. Heldigvis for os havde vi ved parkens indgang samlet en ranger op, som skulle følge os på hele turen og han var eminent til at spotte dyrene i de tætte krat. Når jeepen pludselig slog bremserne i eller bakkede en smule, vidste vi, at noget var spottet og stirrede manisk ind i vildnisset. Turarrangøren var også behjælpelig med at få øje på dyr, og det første vi så var en ørn, som sad i underskoven og spiste løs af et nyfanget bytte - helt fantastisk.

Da vi først var kommet rigtig ind i nationalparken vrimlede det med dyr og vi fik set både spotted deer, buffaloes, vildsvin, elefanter, sambahjorte, opposoms, hulepindsvin og diverse aber. Der var også et rigt fugleliv i parken med kæmpe vådområder, hvor det vrimlede med vandfugle - rangeren fortalte, at der findes over 270 forskellige fuglearter i parken, og det var en fornøjelse at se alle de forskelligartede og farverige dyr. Selvom vi ikke er så gode til fugle genkendte vi storke, pelikaner, ørne, prikkede duer, ænder, hejrer og ibisser. Vi fik også set parkens store sjældenhed - en sorthoved babystork. Der var åbenbart aldrig blevet dokumenteret sorthovedede storkeunger i parken før, så da Michael fik knipset et par skud med superzoomen, var rangeren ovenud begejstret - og han affotograferede efterfølgende billedet med sin telefon som dokumentation. De to andre af parkens sjældenheder - leoparden og sloth bear - så vi desværre kun fodsporene fra, de holdt sig godt gemt selvom vi ledte ihærdigt.

Camping i junglen

Vi kørte rundt og så på dyr lige til solnedgang og i mørke ankom vi til vores campsted - en bar plet ved et næsten udtørret flodleje, der adskiller Yala National Park med Kumana. Mens chaufføren og hjælperen egenhændigt satte campen op (vores tilbud om at hjælpe blev fejet af) gik vi rundt i mørket ved floden og kiggede på stjerner. Skoven var fyldt med mærkelige dyrelyde og vi var glade for at have en kraftig lygte med. Aftensmaden blev tilberedt over et transportabelt gasblus og bagefter sad vi ved et lille bål og hyggede. Natten tilbragte vi i et lille telt liggende blødt på stolehynder, og med udsigt til trækronerne og stjernehimlen igennem myggenettet i toppen af teltdugen - det var primitivt, men virkelig passende til en overnatningen i vildnisset.

 

Den efterfølgende dag startede kl. 5:30 med nedpakning af lejren. En flok aber fik med held tiltusket sig en klase med bananer og lidt rester af vandmelon fra aftenen i forvejen, men til gengæld var de overhovedet ikke sky, så Michael fik mulighed for at komme helt tæt på dem, mens de sad og guffede sig. Derefter var vi af sted på endnu et game drive, hvor vi fik set flere af de dyr, vi også havde set dagen i forvejen. Efter et par timer gjorde vi holdt for at spise morgenmad og så gik turen ellers tilbage mod Arugam Bay med et enkelt stop i et gammelt hindutempel på vejen. Alt i alt var det en helt fantastisk tur, hvor dyrelivet og naturen virkelig imponerede os. At se så meget wildlife trives i deres rette element fremfor fanget i en zoologisk have var meget tilfredsstillende og at komme helt tæt på naturen i den primitive camp var bare prikken over i'et.

Mie som hindukvinde

Ella

Taxaturen til Ella

Efter en dejlig badeferie i Arugam Bay og en skøn safari, var det tid til at tage videre rundt i landet. Næste stop på vores tur var højlandet, nærmere bestemt trekking-mekkaet Ella. Vi havde besluttet os for en smule luksus og bestilt en "shared taxi". Minibussen der hentede os foran The Danish Villa viste sig dog kun at være "shared" mellem Mie og jeg, eftersom selskabet ikke havde kunne finde andre turister til samme tur. Vi havde derfor 8 sæder for os selv og kunne endda tage en lur i bilen efter en veloverstået safari.

Vores chauffør gjorde adskillige stop undervejs bl.a. for at holde frokostpause en halv times tid et særligt "rent" sted, hvor han godt kunne lide at spise. Halvvejs på turen skulle han også lige have lidt reservedele til bilen og derefter lidt olie. Det sidste stop var for at se om han kunne få noget "buffalo-milk" fra en lokal producent, også kaldet curd, men han fik desværre ikke noget, da farmeren havde udsolgt for i dag.

 

Vores taxa-tur fra Arugam Bay til Ella gav os en førstehåndsoplevelse af, hvorfor meget af den aktivitet i gadebilledet, man oplever som gående virker så kaotisk. Meget af de lokales handel forgår langs de tosporede veje gennem landet - der bliver handlet frugt og råvarer og solgt diverse provianter til køreturene. Det er samtidig med, at de vilde hunde ligger på kørebanen og daser eller render ind og ud imellem bilerne og må dyttes af vejen. Det samme gælder for gederne og køerne, som også går frit i vejkanten og gumler på græs. Udover diverse forhindringer, kommer nu alle køretøjerne og fodgængerne, som forsøger at få trafikken til at glide. Det lykkedes bare utrolig sjældent. Efter taxaturen stod det rimelig klart for os, at det måske er derfor, det tager så langt tid at køre relativt få kilometer gennem landet - det er ikke et spørgsmål om kilometer, men om udfordringer og forhindringer undervejs.

Vandreture i højlandet

Udover at være en lille bjergby midt i højlandet er Ella kendt som et populært trekkingsted med adskillige kortere og længere ture rundt i det grønne højland. Vores plan var også at komme i gang igen efter den lange daseferie i Arugam Bay med et par vandreture.

Allerede den første dag stod vi derfor op ved solopgang - netop som de meget insisterende munke i nabotemplet begyndte at chante - og gik til toppen af en nærliggende bakke kendt som Little Adam's Peak. Turen gik ind og ud imellem theplantager og med herreløse hunde hoppende om benene på os - de klarede de mange trapper og klipper på stien langt bedre end vi gjorde. På toppen blev vi belønnet med skønne kig ud over området, Ella og de omkringliggende dale. Det var helt sikkert værd at stå tidligt op for at opleve, og vi var da heller ikke de eneste som var kommet på den tanke; i løbet af vores opstigning i morgenlyset blev vi mødt af overraskende mange mennesker, som allerede var på vej ned - de havde fået solopgangen med. Vi besluttede hurtigt, at vores næste vandretur også skulle indeholde en solopgang!

Ella Rock

Højdepunktet ved vores stop i Ella var et trek til Ella Rock - en klippetop, der knejser over området og Little Adam's Peak. Men at se solopgaven fra toppen ville kræve lidt af en nattevandring. Vi stillede derfor uret  til kl. 3.40, for forhåbentlig at kunne nå toppen af Ella Rock inden solopgangen kl. lidt i 6. Selvom vores dagsrytme tilgodeser tidlige morgener, var det stadig svært at komme op tidligt. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at der det meste af natten igennem, havde været et opgør over territorier blandt byens vilde hunde, som havde gøet, hylet og tudet - og det i et toneleje ørepropper ikke kan modstå. Som prikken over i'et havde vores værelse et jalousi over vinduet, som tillader luft at passere frit ud og ind i værelset - det samme med lyden! Så det var altså med noget søvnige øjne at vi trillede ud af sengen.

Mie havde arrangeret med hotelmutter, at vi kunne hente en madpakke til vores vandretur - så vi kunne nyde morgenmaden på toppen af Ella Rock. Så på slaget 4.00 stod hotelmutters mand klar i døren, kun iført et klæde, til receptionen med vores to varme ristede sandwichs og friskskåret ananas. Han fortalte også, at vi skulle passe på, når vi gik rundt om bygningen og videre ned mod byen, fordi han havde set tre hulepindsvin i haven imens han lavede morgenmad.
 

Vi havde nøje studeret ruten til Ella Rock via youtube, forskellige blogs og korttjenester for at forberede os grundigt på turen derop - vi var nemlig blevet advaret om, at ruten var ret kompliceret og mange for vild i de snørklede theplantager på vejen. Derudover skulle vi jo gå ruten i bælgravende mørke - kun sparsomt oplyst af den klare stjernehimmel, månen og de blinkende ildfluer langs jernbanen.

Vildspor i theplantagerne

Vandreruten udspringer fra Ella togstation, hvor vi lysskyt måtte springe over det aflåste hegn til stationen for hurtigst muligt at komme på skinnerne igen. Bogstavlig talt. For de første 45 min. skulle vi gå langs Sri Lankas berømte togstrækning fra Badulla til Kandy - til fods på skinnerne, i bælgmørke!

Vi havde heldigvis taget en pandelampe med, som kunne oplyse terrænet, hvilket var til stor hjælp når de store træer skyggede for månelyset, eller når dyrelydende kom lidt for tæt på. På ruten skulle vi finde nogle vigtige indikationer, som kunne fortælle os hvilken sti vi skulle benytte til vores videre vandring. Vi skulle bl.a. finde en stejl sti, der drejede 180 grader tilbage lang skinnerne og op igennem terrænet - vi vidste kun at det ville være et sted imellem distanceindikatorerne 166 1/2, og 166 1/4.

 

Ruten bar meget præg af, at folk har svært ved at finde vej derop - der er mange små stier, der hele tiden deler sig og leder én på afveje. Det hjælper heller ikke ligefrem at de lokale bønder sætter falske skilte op som peger i forkerte retninger, alene fordi de lukrerer på at sælge sig selv som guides til toppen for 1500 rp. Disse bønder dukker pudsigt nok op mange steder på stierne ved theplantagerne, så de kan hjælpe én på rette vej mod betaling - eller pege én i den forkerte retning ganske gratis, så naboen efterfølgende kan træde til som guide. Og det er også selvom klokken kun var 4.45 om natten.

Heldigvis havde vi forberedt os grundigt nok, og det lykkedes os at finde den rette vej i mørket uden de store vildspor. Efter at have klaret en megahård stigning i lyntempo (der var ikke tid til drikke- eller pustepauser), nåede vi toppen kl. 5.50 - lige før solopgangen og netop da himlen begyndte at blive rød.

Udsigten var intet mindre end mageløs. I forgrunden så vi Little Adams Peaks, hvor vi havde stået dagen i forvejen og andre omkringliggende bjerge, som pga. modlyset var henlagt i mørke kun brudt af solens stråler igennem disen. Baggrunden bestod af bjergsilhuetter, man typisk ser fra rejsebøjer og det store internet; hvor det ligner mange lag af afrevet papir lagt oven på hinanden i en graduering fra mørk i bunden til lys for oven. Helt rødlig før solen kommer på. Og når solen titter frem slår farven hurtigt over i blå-lilla, hvorefter det næsten bliver klar blå duotone.

Efter morgenmaden og en times tid til at beundre udsigten på toppen, kunne vi nyde turen tilbage igen i dagslys og se alle de steder, vi havde gået om natten. Det var en vildt smuk tur ned, men på de sidste kilometer kunne vi godt mærke ømheden og rysten i benene komme snigende. Om aftenen besluttede vi os derfor for at forkæle os selv med endnu en omgang Ayurvede - srilankansk spa - som gjorde godt for vores ømme kroppe.

Kort om fødder

Når man skaber sig en ny hverdag, som den vi er i gang med at lave her på vores tur, sker der mange mærkelige ting. Man står måske op på andre tidspunkter, klæder sig anderledes eller spiser ny mad. En sjov konsekvens af vores nye hverdag er, at fordi Michael nu for første gang i årtier primært går i sandaler med ordenligt plads til fødderne, så er de simpelthen vokset(!), og tæerne har spredt sig. De ser faktisk for en gangs skyld relativt sunde ud; de har fået lidt farve (som kun delvis skyldes skidt og snavs) og man kan se blodårene tydeligt, fordi blodet endelig når ned til dem. Sidstnævnte er sandsynligvis pga. varmen, men måske også fordi de ikke længere er indespærret i stramme sokker og gummisko i døgndrift i det danske kolde klima. Bedst af alt er, at de ikke lugter mere, og det er jo til gavn for både Mies og Michaels næse :)