Sri Lanka

Blogindlæg 3

Jernbanen Ella - Ohiya

Vind i håret

Fra Ella havde vi besluttet at tage videre ind til Horton's Plain Nationalpark, hvor der også skulle være mulighed for at gå nogle flotte ture. Vi kastede os derfor endnu engang ud i den srilankanske offentlige transport, denne gang toget. Da det ikke var muligt at reservere billetter, besluttede vi os for at tage morgentoget. Vi havde fået af vide, at der ikke ville være så fyldt og da toget rullede ind på perronen i Ella, blev vi ikke skuffede - vi sikrede os et par sæder ved et stort vindue, så vi kunne nyde udsigten. Togturen fra Ella til Ohiya tog os igennem de smukkeste, grønne bjerglandskaber med masser af kig ned i de frodige dale. Udover at nyde udsigten gennem vinduerne, kunne man også stiller sig i mellemgangen og kigge ud af de åbne togdøre - hvis man altså holdt godt fast.

Ude hvor kragerne vender

Efter et par timers kørsel nåede vi Ohiya, som viste sig virkelige at være ude, hvor kragerne vender. Der var ingen by, kun tre små stationskiosker, der alle solgte det samme udvalg af kiks og som alle tilbød logi for natten i små værelser i forlængelse af kiosken. Morgenmad og aftensmad var vi også nødt til at købe dér - der var ingen restauranter eller gadekøkkener. Vi besluttede rimelig hurtigt at tage toget videre til Kandy straks efter vores vandretur den følgende dag.

 

Horton plains og "Worlds End"

Horton's Plains

Den følgende morgen havde vi aftalt med ejeren af vores guesthouse, at han skulle hente os kl. 5.30, da vi efter planen ville op og vandre på Horton's Plain - en nationalpark på en højslette cirka 2km over havoverfladen. Hovedattraktionen - World's End - er et viewpoint, hvor højsletten pludselig ender brat og man kan kigge næsten lodret ned i dalen 800m under sletten. Pga. naturforholdene kan udsigten kun nydes meget tidligt om morgenen - i løbet af formiddagen får solens stråler varmet jorden op og der dannes en tæt tåge som gør det umuligt at se noget. Det var altså vigtigt for os at komme af sted så tidlidt som muligt - også fordi vi ville nå toget videre til Kandy allerede ved 11-tiden.

Tidsoptimisme

Desværre var vores tuktuk-chauffør ikke ligefrem punktlig og han startede dagen med at komme 30 min. for sent, hvilket Mie - efter at have frosset i mørket - blev noget knotten over. Hun så allerede for sig, hvordan vi først ville nå det særlige viewpoint efter at skyerne var rullet ind over bjergene, og det hele var indhyllet i tåge.

På trods af vores forsinkede start, var vi alligevel nogle af de første på stedet og fik både set den flotte udsigt og undgået de værste horder af mennesker - de begyndte første at komme, da vi havde spist vores medbragte morgenmad på kanten af sletten med den smukke udsigt som kulisse.
Forsinkelsen gjorde også at vi under vandreturen måtte kigge jævnligt på klokken for at sikre at vi kunne nå toget. Det så dog fint ud, og vi var færdige med trekket allerede kl. 9 - masser af tid til at komme tilbage til vores guesthouse, få pakket sammen og transporteret os selv og oppakningen til stationen. Desværre brillerede vores tuktuk-chauffør med sit fravær da vi vendte tilbage til starten af trailet - til Mies store irritation. Der blev ringet efter ham og lovet, at der kun ville gå 5 min. før vi kunne komme af sted. Der endte med at gå 45 min. og Mies temperament var rødglødende.

Med speederen i bund hele vejen ned af sletten og en lynpakning nåede vi toget! Men de fik en gedigen skideballe af Mie, som ikke syntes de havde overholdt deres del af aftalen. Michael var lidt mere rolig omkring situationen - han havde tillid til, at hvis de lokale siger, at vi nok skal nå toget, så har de styr på det.

Jernbanen Ohiya - Kandy

Kandy

Buddhas tandsæt

Kandy er Sri Lankas tidligere hovedstad og også religiøst centrum for de buddhister som bor i landet. Det skyldes i høj grad Temple of Sacred Tooth Relic, et tempelkompleks som indeholder selveste Buddhas jordiske rest - i form af en tand. Dette allerhelligste af hellige efterladenskaber tiltrækker store masser af tilbedende, der kommer for at gøre puja; ofre lidt mad eller blomster og bede foran tanden.På trods af vores rimelig ikke-religiøse holdning, ville vi selvfølgelig gerne opleve sådan en ceremoni og for at undgå de værste turisthorder, besluttede vi at besøge morgen-pujaen.

Vi stod derfor op ved 5-tiden for at være ved indgangen kl. lidt i 6, hvor selve ceremonien ville begynde. Vi var som udgangspunkt mest interesseret i at se bygningsværket - det flotte tempelkompleks med guldbelagte tage - og opleve stemningen ved ceremonien. Hvis sandheden skal frem var vi ikke specielt interesseret i tilbedelsen af Buddha.

Særligt Michael forholdt sig noget skeptisk overfor foretagenet. For ham mindede hele setup'et i foruroligende grad om en pengemaskine, som mest af alt handler om hvor meget guld man kan spinde på folks tro på en historie omkring Buddhas tand. Særligt det faktum at ingen rent faktisk ser tanden blev kritiseret (er den der overhovedet?!). Tanden ligger eftersigende nemlig i et skrin, inde i et andet skrin, inde i et tredje skrin osv. Seks skrin skal der til for at skjule den formodede tand.

Det var sikkert et mere ydmygt arrangement for bare 50 eller 100 år siden. Men nu til dags med en billetpris på 1.500 rupies (60 DKK) for entré og dertil adskillige donationsposter i samtlige af templets bygninger, var det ret tydeligt, at det var en god forretning. Munkene manglede bestemt heller ikke noget - hverken i deres tilstødende gemakker, påklædning eller maden og gaverne de fik doneret. I hvert fald ikke at dømme ud fra højde, drøjde og det let fjogede og selvtilfredse smil som de havde på læben. Michael tolkede det som en klar indikation på successen i deres forretningsplan!
 

Men nu var vi der og skulle opleve puja-ceremonien. I templets hall stillede vi os derfor i kø med de lokale, som alle var klædt i hvidt fra top til tå mens 4 munke spillede på trommer og fløjter for at sætte stemningen. Medbringende havde vi en lille papbakke med friske blomster - naturligvis obligatorisk købt i shoppen på vej ind. De lokale bar også blomster, ris, frugter, eller større og tungere gaver sirligt indpakket i cellofan.

Køen var allerede lang da vi kom (tilbedere blev lukket ind før turister) og den første tid rykkede den sig ikke ud af flækken. Men pludselige skete der noget og køen satte sig ganske langsomt i bevægelse. Først meget langsomt, så i sneglefart, så kom der lidt gang i lokomotivet, og så igen lidt hurtigere. Da lokomotivet for alvor var kommet i omdrejninger bevægede vi os rundt i køen i en let tøffende gang - mens vi ihærdigt forsøgte ikke at lade os overhale af alt for mange (der er absolut ingen køkultur i Sri Lanka!). Hurtigt bevægede vi os hen mod det som det hele drejer sig om - et lille glughul på 0,5m x 0,5m med kig ind til selve skrinet (med tanden?!). Skrinet var placeret allerbagerst i rummet og foran stod en stod en diktatorisk vinkende munk ansvarlig for at gelejde folk videre. Som besøgende får man altså kun et fjernt glimt af

et overdådigt guldskrin i løbet af de i alt ca. 0,16 sekunder man har til at løbe forbi åbningen, kaste bakken med blomster ind af hullet til den gribende munk lige på den anden side, folde hænderne tilbedende sammen, bukke og neje, og så gå - nej løbe - baglæns væk fra hullet, påskyndet og jaget af den "guidende" munk. Herefter kan man så forsøge at danne sig et velreflekteret indtryk af det man lige har "oplevet" og set igennem glughullet. Og så er det slut.

Når det er sagt så var den 3-etagers høje bygning med skrinet i utrolig smukt dekoreret - fyldt med ornamenter og meterlange elfenbensstødtænder. Facader og døre var enten guldbelagte eller beklædt med omhyggeligt håndlavede relief-guldplader og de fleste af rummene indeholdt delikat snedkerhåndværk. Tagbeklædningen var også lavet af guld og oplevelsen af dette forholdsvis lille tempel var helt sikkert pengene værd. Vi kunne dog godt have brugt bare et sekund mere på at se ind gennem glughullet til skrinet med tanden eller en lidt mere andægtig stemning omkring selve ceremonien.

Et opgør imellem aber

Ovenpå vores kulturelle oplevelse besluttede vi at søge tilbage til naturen med en tur i Kandys botaniske have - en kæmpe park lidt udenfor byen. Efter en grundig botanisering af det srilankanske planterepertoire fandt vi en behageligt tempereret græsplet i skyggen og besluttede at fordøje vores medbragte frokost der. Vi kunne begge få en lille lur og efterfølgende observere de tårnhøje kæmpetræer og små pavilloner på den anden side af den plæne vi lå på.
Et stykke fra vores udvalgte skyggeplet stod en gammel stenbænk under et grantræ træ, hvor srilankanske familier på skift slog sig ned for at sidde et øjeblik og spise en bid mad, imens vi skiftevis sov, slappede af og observerede tingene omkring os.

Men pludselig dukkede en sulten abefar op, som nonchalant gik hen mod en spisende srilankansk familie - mor, far og et lille barn. Aben kom tæt på og familien blev tydeligvis chokeret og bange. De formåede ikke at få viftet aben væk i tide, før den pludselig stod på hoved i deres rice & curry. Aben var tydeligvis vandt til bare at kunne trænge sig på og vise tænder - til stor skræk for srilankanerfamilien, som sprang op, efterlod både mad og taske og tog flugten.

Michael havde observeret optrinnet og tænkte, at det skulle være løgn, at sådan en lille abe kunne få lov at tyrannisere mennesker - vi er trods alt langt de største aber! Så den hvide viking kom på benene, fyldte lungerne med luft og trommede i den fyldte brystkasse for at vise lidt format overfor abefar. Først var abefar skræmt, men desværre ikke nok til at flygte fra gerningsstedet og den lækre rice & curry. Der skulle mere til.

Abefar begyndte så, åbenlyst provokerende, langsomt at lyne den efterladte dametaske op, imens den observerende srilankaske familie stod i sikker afstand og råbte "ohh, no no no, no". Så så den hvide viking rødt, greb sit våben (en enliters flaske, der stod på bænken), brølede højlydt nede fra lungerne og satte i løb mod fjenden, mens han gav an til at kaste flasken og en håndfuld sten efter det sølle dyr. Fødekæden skete fyldest. Den hvide viking fik vist, hvem der var størst og stærkest, og med adrenalinen pumpende rundt i kroppen fik han tvunget abefar på retræte.

 

Den srilankanske familie var for længst flygtet over alle bjerge - inklusiv faderen som havde været lige så tøset og kyllinge-agtig som kvinderne - og havde efterladt sig spandevis af ris, madpakkepapir og plastic fra et helt måltid.

Efter den hvide viking havde pustet ud og var faldet ned, kom en parkbetjent nu til undsætning. Betjenten havde hørt strabadserne og spurgte den hvide viking, hvor han kom fra med dette store mod. Han fortalte også, at aberne var blevet et stort problem i parkerne, da de nemt skræmte srilankanerne væk og guffede i sig af deres madpakker. Parkbetjenten takkede den hvide viking for sit mod og ville vogte over efterladenskaberne herfra. Den hvide viking skjulte heltefølelsen og luntede tilbage til skyggepletten, hvorfra han kunne vogte over parken.
Da abefar senere kom til syne igen, var det på vej ned fra sit skjul og væk fra gerningsstedet.

Farvel til Sri Lanka

Efter 3 skønne uger i varmen er det blevet tid til at forlade Sri Lanka, og vi sidder tilbage med en skøn følelse af at have oplevet utrolig mange spændende ting, at have set fantastiske steder og samtidig at have haft god luft omring alt hvad vi har gjort og tid til at få reflekteret og slappet af. At have en ekstra dag eller to hvert sted giver mulighed for at konsumere oplevelserne, så de kan blive husket og bearbejdet, og det har været rigtig dejligt. Nu glæder vi os til den næste destination - Hong Kong! Der skal vi være en uges tid for at deltage i venners bryllup og derefter går turen til Kina.