Vietnam

Blogindlæg 12

Et nyt kapitel

Efter nogle unikke og store oplevelser i Nepal på Manaslu Circuit og Tsum Valley trekket og ovenpå de efterfølgende afslapningsdage i Pokhara, var vi nu klar til at forlade det trafikale støv- og skidthelvede i Kathmandu for at drage sydpå mod varme kyster, komfort og nye seværdigheder i Vietnam.

De sidste par dage i Kathmandu brugte vi meget tid på at planlægge vores videre rejse i Vietnam henover julen og nytåret. Det var vi blevet anbefalet for at undgå overbookede hoteller på de attraktive steder, hvor vi gerne ville være sikre på at have en seng at sove i, som for eksempel på juleaftensdag og nytårsaften. På samme måde er vi begyndt at prioritere at have lidt flere sammenhængende nætter i træk hvert sted; på den måde forsøger vi at minimere antallet af flytninger samt op- og nedpakninger af vores tasker så meget som muligt.

 

 

Vi rejser ned gennem Vietnam fra det kølige nord til det varme syd. Undervejs byder landet på sejladser igennem fantastiske bugte med rå klippeformationerne, der står ned i havet ved Lan Ha Bay og Halong Bay, klatring på lodrette stenvægge udhulet af vind og vand, huleekspeditioner inde i den dybeste jungle, samt gedigen afslapning ved de varme strande mod syd og kulturelle byvandringer i de sitrende bymiljøer i Hanoi, Hoi An og Saigon (Ho Chi Ming City).

Hanoi

 

 

Et afslappende møde

Fra Kathmandu rejste vi natten igennem med fly til Guangzhou i Kina. Der ventede vi tre kolde morgentimer i lufthavnen med kogt vand i rigelige mængder på vores videre fly til Hanoi, Vietnams hovedstad, hvor vi landede til en kølig og grå morgen.

 

Hanoi var vores første møde med det nordlige Vietnam, og markerede starten på en noget anderledes og mindre udfordrende rejse end vi havde budt os selv i de to foregående lande, Nepal og Kina. I Vietnam skal vi hverken skubbe og trække hinanden igennem ugelange vandreture, døje med temperaturer ned til tocifrede minusgrader, tackle uoverkommelige sprogbarrierer med uforstående kinesere eller håndtere Nepals ustrukturerede og støvede infrastruktur. Vietnam er et turistmæssigt mere afprøvet land, de lokale snakker godt engelsk, laver god mad og infrastrukturen fungerer godt. Og her er rigtig mange spændende ting at se, ikke mindst i Hanoi som er kendt for de mange små gadekøkkener, hvor man mingler med de lokale på små, blå plastiktaburetter over skåle med skoldhed, velsmagende nudelsuppe.

De næste skridt

Med ankomsten til Vietnam nærmede vi os også en stor milepæl for turen - den 23. december, hvor vi havde været på farten i fire måneder og dermed halvdelen af vores planlagte tur. Det betød også, at vores tid i Asien efterhånden nærmede sig enden, og at vi skulle begynde at overveje vores videre færd i Sydamerika.

Vores hotel i Hanoi bød heldigvis både på lynhurtigt internet og kaffe/the ad libitum, så vi fik siddet mange timer på værelset og i hotellets lobby og researchet. Vi havde lidt travlt med at få styr på vores videre rejse, da vi var nødt til at få papirer og tilladelser i orden; fx flybilletter til den anden side af jorden, hvilket indebar en mellemlanding i Australien på 72 timer, hvorefter der også skulle søges om tilladelse til det. Vi var først begejstrede over udsigten til et par dage i Sydney på turen østover, men glæden blev dog dæmpet noget, da det gik op for os, hvilket bjerg af dokumentation vi skulle sende de australske myndigheder for at få lov til at opholde os 72 timer visumfrit i landet. Da det var ordnet, fik vi derefter besked på at møde personligt op på et særligt kontor i Hanoi for at kunne få taget nogle særlige portrætbilleder og fingeraftryk og sende det tilbage til Australien. Af alle lande på vores rejse bliver Australien der, hvor vi opholder os kortest, men hvor vi har brugt længst tid på at søge visum(fri)!

Chile voldte os også udfordringer, navnligt at få adgangsbilletter til nationalparken Torres del Paine, samt de nødvendige camp site bookinger. Selvom vi var ude tre måneder i forvejen var alt udsolgt på vores foretrukne datoer grundet den store popularitet, så vi var nødt til at lave en ny plan for at finde ledige dage. Dertil kom at bookingerne skulle laves simultant via tre uafhængige organisationer med hver sit webside og system. Og for at kunne gøre det, skulle vi have det meste på plads i Chile - altså en grov plan, men med mere eller mindre styr på, hvor vi ville være hvornår. Så vi måtte købe en online version af Lonely Planet Chile for overhovedet at kunne navigere i det lange land.

Det blev til rigtig meget computertid for at få researchet det nødvendige, få prioriteret det vi gerne ville og endelig langt om længe få styr på alle tingene.

 

 

 

Nogle dage føltes det lidt som om vi ikke rigtig havde tid til at se Hanoi på grund af alt det praktiske, men vi endte trods alt med at få vandret rundt i den travle by, smage en hel masse lækker street food og også være lidt kulturelle ind imellem.

 

En tur på landet

Efter et par dage i den travle storby trængte vi til luftforandring og besluttede os for en tur på landet. I Vietnam indebærer det nemlig frisk luft, rismarker og grønklædte bjerge - og betydelig færre scootere. Efter et par timers buskørsel nåede vi den lille landsby Mai Chau, der bebos af medlemmer af White Thai-minoriteten. Her fandt vi et lokalt homestay, hvor vi kunne falde i søvn i vores lille bambushytte hævet på pæle over en lille fiskedam, mens vi lyttede til cikadernes summen og vandet, der skvulpede under os. Dagene brugte vi på at gå på opdagelse i rismarkerne i strålende solskin og nyde stilheden og det rolige landliv.

Idyllen var komplet, lige indtil vi besluttede os for en spontan klatretur op på en klippeblok, der tronede mellem markerne for at beundre dalen oppefra. Turen de 15m op gik let - klippen var fyldt med spidse afsatser og huller, som var lette at gribe i - men efter at have nået toppen blev det sværere at komme nedad igen. Det krævede noget mere koncentration at holde balancen på de spise toppe, og da vi var næsten nede gik det selvfølgelig galt. I et øjebliks uopmærksomhed få meter fra, hvor den sikre stentrappe begyndte, snublede Mie og røg en tur ud over siden på klippen - cirka 30 sekunder efter at Michael havde advaret mod at være for overmodig. 

Hun endte hængende i en enkelt hånd med rumpen i et buskads, hvorfra Michael måtte trække hende op igen. I faldet fik hun skåret begge hænder op på de sylespidse kanter, men selvom det blødte en del, var det heldigvis kun overfladisk. Tilbage på sikker grund måtte hun sidde ned for ikke at blive dårlig, og vi fik renset sårene så godt vi kunne. Det var billigt sluppet, for faldet kunne lige så godt være sket to meter højere oppe, hvor der var meget langt ned og ingen små buske at lande på. Heldigvis slap vi begge med forskrækkelsen, og vi blev mindet om at huske sikkerheden omkring, hvad vi gør - vi har jo lovet folk derhjemme, at vi passer på hinanden.

Cat Ba Island

Ø-hop

Julen havde vi besluttet at tilbringe på Cat Ba Island, så den 22. December tog vi fra Hanoi og østpå mod kysten. Cat Ba ligger syd for Halong Bay og deler mange af de smukke klippeformationer, der har gjort området så populær. Fra Cat Ba kan man booke sejlture rundt i både det sydlige Halong Bay og Lan Ha Bay og se, hvordan klipperne rejser sig fra vandet - uden den massive turisme der præger hovedattraktionen i Halong Bay. Derudover byder Cat Ba på en nationalpark og en del adventure sport, så vi tænkte at det ville være en fin base for vores noget anderledes jul.

 

Cat Ba by er ikke særlig spændende i sig selv - en strandpromenade fyldt med hoteller og restauranter, hvor alt er skabt for turisterne. Men de omkringliggende landskaber er fantastiske og det er derfor folk kommer. Og heldigvis er der også meget lækkert mad i den lille by, hvor seafood ofte står på menuen med alt fra fisk, blæksprutter, rejer og krabber. Turismen går én vej her, og de seneste par år er der virkelig kommet hård konkurrence blandt hotelejere og restauranter, hvor de alle kæmper om din gunst.

 

Dagen før jul tog vi på opdagelse på øen med et 15km kuperet trek igennem junglen. Vi gik ad små, tilgroede stier gennem tæt, tropisk jungle med eksotiske planter og lianer hængende omkring os. Det var hårdt arbejde med de mange stigninger, hvor vi ofte måtte klatre på klipper med hænderne til hjælp. I forhold til Nepal, var det ikke en gåtur pakket med udsigtspunkter, da vi det meste af tiden gik i en tillukket og uigennemtrængelig skov med så tæt vegetation, at sigtbarheden var få meter. Til gengæld var det interessant på en anden måde at komme tæt på naturen og se hvordan klipperne nogle steder var helt grønne og træerne på mærkværdig vis groede ned over stenene, som man kender det fra ruinerne i Angkor Wat.

Ved frokosttid nåede vi frem til Viet Hai - en lille isoleret landsby inde midt i nationalparken - hvor vi fandt en lokal frokost, godt sultne efter at have svedt i den varme og fugtige jungle og derefter gik vi mod den lille havn for at blive sejlet tilbage til Cat Ba by.

 

 

 

Jul i Cat Ba

Juleaften blev en dejlig afslappet dag. Vi sov længe, gik en tur rundt i byen, dansede en enkelt diskret gang rundt om en palme og spiste fisk til aftensmad. Vi sluttede aftenen på byens stopfyldte bar med pool og cocktails med et par andre backpackere til tonerne af diverse bjældeklang-remix. Ingen kirke, ingen and, intet juletræ og ingen gaver - det var i virkeligheden ret svært at mærke, at det var jul og ingen af os var synderligt i julestemning. På trods af at samtlige hoteller, tøjbutikker og restauranter vi har besøgt i Vietnam har spillet julemusik for fuld skrue og haft kunstigt gran hængende i vinduet. Vi trøstede os med, at vi kommer til at opleve mange, mange traditionelle, hyggelige danske juleaftener fremover, så det går nok at skippe en enkelt.

På vildspor på vandet

I juledagene fandt vi endelig en bådstur, vi syntes om, og vi fik booket en tur til anden juledag. Ved 8-tiden stod vi derfor klar ude foran vores hotel, klar til opsamlingen. Minibussen kom og chaufføren spurgte på gebrokkent engelsk, om vi skulle på heldagstur. Det kunne vi kun bekræfte, viste for en sikkerheds skyld kvitteringen og blev således gelejdet op i bilen og kørt til havnen. En guide tog imod os og resten af gruppen, uddelte billetter til alle, gennede os om bord på et stort træskib og så satte vi ellers kurs mod åben sø. Efter et kvarters tid i lykkelig uvidenhed gennemgik guiden dagens program, der startede med et besøg på 'Monkey Island' - et besøg som vi bevidst var gået udenom for at have mere tid til at sejle i kajak. Vi var på den forkerte tur, på den forkerte båd!

 

I lettere panik fór vi op til guiden og forklarede situationen. Han forsøge første med "det er næsten den samme tur"-taktikken, men den bed vi ikke på. Vi ville med den rigtige båd, og så måtte han ellers i gang med at ringe rundt og fikse situationen. Det endte med, at vi vendte om og sejlede tilbage til havnen - det viste sig nemlig, at vi ufrivilligt havde taget et andet pars pladser på båden, som pænt stod og ventede på at vi skulle komme tilbage. Det glemte par kom om bord og vi sprang på en lille fiskerkutter, der beredvilligt sejlede os ud for at finde den rigtige båd. Vi startede således vores Halong Bay tur med en privat cruise på egen båd inden vi blev genforenet med det rigtige hold og kunne gennemføre turen.

 

 

Dagen på vandet bød på klart solskinsvejr, hvor vi kunne kajakke rundt i små laguner og bade i havet på isolerede strande. Vi var sammen med en rigtig hyggelig gruppe på 12 personer, hvor vi fik snakket og grint en masse. De andre gæster var meget berejste og kunne give en masse tips til vores kommende tur i Sydamerika, så vi endte med en rigtig dejlig dag på trods af den lidt kiksede start.

 

 

I rem og seler

På vores sidste dage på Cat Ba, havde vi besluttet at udfordre vores højdeskræk og svage fingermuskler på en seriøs klatretur op af de lodrette klippevægge, der rejser sig fra de mange øer i bugten.

Vi havde fundet et super tjekket adventure sport firma med vestlige instruktører, der tilbød ture for begyndere. De havde tjek på tingene og det virkede som det helt rette sted for os, da ingen af os havde prøvet kræfter med det før, og da vi åbenbart ikke er helt så sikre på klipper jf. det lille uheld i Mai Chau.

 

 

Med dødstunge rygsække proppet med grej blev vi sejlet ud og efterladt på en lille, øde strand med et par passende klippevægge - mellem 15m og 22m høje! De to professionelle instruktører fik hurtigt sat et par baner op, og så fik vi ellers lov til at prøve kræfter med klipper iført klatresko og sele og en masse gåpåmod. Det var både angstprovokerende og livsbekræftende at klatre så højt op med adrenalinen pumpende i kroppen og hjertet helt oppe i halsen, og man måtte virkelig stole på udstyret - der var rigtig langt ned, og efter at have nået toppen gjaldt det om at rappelle ned!

Vi var kun fem klatrere, så vi kom igennem fire baner af stigende højde og sværhedsgrad, og det var mere end nok; efter den sidste tur rystede både hænder og arme (selvom vi forsøgte primært at bruge benene), og i de efterfølgende dage kunne vi knap løfte vores rygsække.

Hang Tien

Et anderledes nytår

Fra Cat Ba Island tog vi sydpå til Phong Nha-Ke Bang National Park, hvor vi havde planlagt et ganske særligt nytår. Vores julegave til hinanden var nemlig et nytårstrek, hvor vi skulle på ekspedition til nogle af områdets kæmpemæssige huler, der indtil for nyligt har ligget gemt og glemt dybt i den vietnamesiske jungle. Vores tur ville starte nytårsdag og ende 1. januar med en overnatning på et camp site i junglen - ikke så meget glimmer og festfyrværkeri over den model.

Vores ankomst til Phong Nha havde været både våd, kold og grå, men turens første dag startede heldigvis i tørvejr. Vi blev kørt til et fjerntliggende kontor inde i nationalparken sammen med resten af gruppen, hvor vi fik en briefing af tourlederen og udleveret udstyr - jungle boots og drybag-rygsække. I modsætningen til i Nepal havde vi her portere til at bære vores sparsomme oppakning, så det føltes som den rene luksus at svinge en taske kun indeholdende vand og snacks på ryggen og begive sig ind i den mudrede jungle.

 

 

Vi var relativt hurtigt fremme ved lejren, der bød på overraskende luksuriøse faciliteter - overdækkede borde og bænke, telte under tætte presenninger, og en 3-stjernet michelin-kok (næsten). Vi var mildest talt imponerede over standarden, og det blev kun forstærket da vi blev trakteret med en overdådig frokost.

Efter maden iførte vi os vores orange hjelme og begav os af sted mod den første hule. I bedste Viet Cong-stil førte turen os igennem tæt jungle, over klipper og tværs igennem floder - der var intet håb om at slippe tørskoet over.

Efter en halv times tid var vi fremme, og fik den første smagsprøve på hulerne; med pandelamper på hjelmene gik vi på opdagelse i den bælgmørke grotte, beundrede de smukke klippeformation, stalagkitter og stalagmitter og væmmedes over de kæmpeedderkopper og græshopper, der kriblede rundt i grotten. Det var både overvældende og stemningsfuldt at vandre rundt i naturens kreationer, slebet og formet over hundrede millioner af år til de mest fantasifulde og umulige figurer.

 

 

Tilbage i lejren tog Mie et nytårsdyp i en nærliggende lagune, inden vi blev forkælet med vores nytårsmenu bestående af et hav af små vietnamesiske retter, Dalat-vin og risvin i rigelige mængder. Efter maden hyggede vi omkring bålet, hvor sko og sokker hang til tørre, og selvom vi gik til køjs før kl. 24 havde vi alligevel en super aften, som vi helt sikkert kommer til at huske fremover.

På opdagelse i Hang Tien

Den 1. januar startede uden tømmermænd med bananpandekager og kaffe i rigelige mængder, og derefter var det af sted for at udforske turens store attraktion - kæmpegrotterne Hang Tien 1 og 2.

 

 

 

Vi lagde ud med en times vandring igennem den uigennemtrængelige, grønne jungle inden vi pludselige stod overfor indgangen til Hang Tien 1. Det var et imponerende syn; et gabende sort hul brød pludselig igennem den tætte, grønne skov, hvor drypsten hang og dinglede på rækker 50 meter oppe i luften, som spidse tænder i en gammel, gabende mund. Det sorte hul virkede på en gang skræmmende og dragende og skabte en klar kontrast til det udpinende lyse gråvejr - det var næsten for meget for øjnene, men det var der vi skulle klatre ind og vende os til mørket.

Efter vi have passeret den enorme indgang, spidsede hulen lidt til og vi blev mødt af en kæmpemæssig fastfrosset orkan, der syntes stivnet i klippe- og stenformationerne. Den omkransede en skiverund cirkel af mørkere stenart i hulens loft, skabt for millioner af år siden af vand, der var fanget i hulens indre og blev hvirvlet rundt og rundt indtil endevæggen brast og skabte den enorme indgang. Den ledte tankerne hen på Pantheon i Rom, hvor skiven i loftet er brændt ud af solens lys.

Her i hulen var skiven sort, som stod man nede i en kloak, og stirrede op på undersiden af kloakdækslet. Den eneste forskel var bare at i Hang Tien 1, er orkanens øje var drejet let til den ene side, så den på en måde kiggede ned mod beskueren med et intenst blik. Mørket var så tæt, at det kun kunne ses, når vi pegede de medbragte, kraftige lamper op mod loftet - det var for langt væk for vores små ivrige pandelygter.

Bevæbnet kun med hjelme og lygter bevægede vi os længere ind i mørket. Grotten var enorm - flere fodboldbaner kunne med lethed være placeret derinde - og husede eftersigende også kæmpemæssige dyr; kæmpeedderkopper, kæmpe biller og engang havde guiderne også fundet en kæmpe pyton derinde. Vi så heldigvis ikke andet end edderkopper, biller og flagermus, mens vi gik og klatrede igennem den ujævne grottebund. Efter et par hundrede meter steg luftfugtigheden betragteligt og vi kom til en underjordisk flod, fyldt med brusende vand, der strømmede rundt og til sidst forsvandt ind under klipperne. Vores guide fortalte, at professionelle, britiske "cavere" planlagde en ekspedition i april, hvor de ville forsøge at følge den underjordiske flod. Deres teori var, at den førte hele vejen til Hang Tien 2 og skabte en forbindelse, der måske ville gøre den forenede grotte til verdens største.

 


Floden var for dyb til at vi kunne krydse den, så vi blev i stedet iført klatreseler og 'ziplinet' igennem mørket. På den anden side fulgte vi en smallere passage opad - nogen gange under 1m bred - inden vi endte ved en stige op til hulens andet niveau, hvorfra den grønne jungle pludselig tittede frem igennem endnu en lysende åbning. Vi forlod grotten og fulgte en lille sti hen til Hang Tien 2, hvis betydelig mindre indgang lå oppe på en klippeside.

Grotten var mindre end den foregående, men stadig flere kilometer lang. Særlige mineraler i vandet og klipperne gjorde, at loftet glimtede og glitrede som var det lavet af guld og sølv - det så fantastisk smukt ud, naturens egen glimmer. 

Længere inde havde vandet formet små stenterrasser i klippen som fuldstændig lignede de kinesiske risterasser i Longji, bare modelleret ind i klipperne og skabt af naturen selv. Vi gik, kravlede og klatrede et godt stykke ind i mørket før vi satte os og slukkede lamperne. Der var bælgmørkt i hulen - intet at se, og det var kun alt for let at forestille sig, hvor fortabt man ville være derind hvis lyset gik ud.

 

 

Efterfølgende vendte vi om og begav os samme vej tilbage gennem hulerne og junglen til lejren (inkl. zipline), hvor vi spiste frokost og trekkede det sidste stykke tilbage til den ventende van. Det var en fantastisk tur, og virkelig sjovt at prøve caving med vand, klatring, snævre passager, zipline, vandring i den vilde jungle, krydsning af floder og alt det andet der hører med. Alt i alt en uforglemmelig nytårsfejring.

Phong Nha Cave