Vietnam
Blogindlæg 14
Homestay hos mr. Thai
Efter et par dage i HCMC tog vi sydpå endnu engang til vores sidste stop i Vietnam, Mekongdeltaet. Et fladt, tropisk område, hvor kanaler og vådområder dominerer landskabet brudt af rismarker og eksotiske frugtplantager. I dette smukke, frodige landskab havde vi fundet et homestay, hvor en lille familie indlogerede os i en primitiv bambushytte. Der var hverken varmt vand i hanen eller glas i vinduerne, men med 30 grader og et myggenet til at holde de værste kryb ude gik det fint. Stedet lå langt fra byen og restauranter, så vores måltider blev tilberedt af husmoderen, når ældstesønnen havde forsynet hende med friskfanget fisk.
Vi gik på opdagelse i nabolaget, lå og dasede i hængekøjerne eller talte med et amerikansk par, som også boede på stedet. Manden var fotograf og levede af at sælge sine rejsebilleder, så de to fyre havde en stor fælles passion og der blev udvekslet mange rejsehistorier, nørdetips og tricks under måltiderne som vi spiste sammen. Der gik da heller ikke længe før de to herrer havde planlagt en solopgangs-fototur den følgende morgen. Heldigvis måtte pigerne gerne komme med.
Tid til the
Mr. Thai havde lovet at føre os til et smukt solopgangssted, så mens mørket stadig lå tungt omkring os og hanerne galede i kvarteret, var vi på benene, klar til eventyr. Tre næsten udtjente cykler var fundet frem til os (fotografens kone blev tilbage og sov længe), og så hjulede vi ellers af sted i mørket med mr. Thai på scooter til at lyse vejen op. Stien var ikke mere end en meter bred og snoede sig ud og ind imellem plantager, små huse og bække og det var ikke let at manøvrere de gamle havelåger rundt i mørket med hunde, der glammede omkring os hver gang vi nærmede os beboelsesområder.
Solopgangsstedet viste sig et være en byggeplads ved flodbredden, hvor mr. Thai var i gang med at få bygget en række spritnye bungalows (det kan åbenbart betale sig at være homestay-ejer). Det stod hurtigt klart for de trænede fotomennesker, at der ikke var så meget at se derfra - udover solen. Som fotograf vil man jo helst have et motiv, og ikke bare selve solopgangen, selvom den jo er smuk nok. Men mon ikke man har skudt et billede eller to af den før.
Der blev tænkt hurtigt, og pludselig var mr. Thai sendt af sted for at vække naboen, den lokale færgemand, så vi kunne sejle ud på floden. Midt på floden var en lille ø, og da skipperen endelige kom på benene, fik vi lov til at hoppe med ombord mens han sejlede imellem øen og fastlandet og fragtede folk frem og tilbage i solopgangen. Det gav fine portrætter af de lokale folk i det gyldne lys - og det gav fotograferne appetit på mere! De besluttede hurtigt, at vi skulle have cyklerne med over på den lille ø og gå på opdagelse i morgenlyset.
Færgemanden blev noget forbløffet, da vi kom slæbende med de tre, rustne cykler, men brokkede sig ikke og ovre på den lille ø kunne vi cykle frem og tilbage ad øens eneste vej. Vi mødte en masse interessante mennesker på vores vej, som var meget nysgerrige og glade for at se os; vi nåede at blive budt indenfor på the tre gange i løbet af vores cykeltur på 400 meter ad øens eneste vej, som kun var én flise bred.
Først blev vi inviteret indenfor hos en lille familie, der sad i en udendørs stue med udsigt til floden. Stedet var meget fotogent, og de ville vide, hvor vi kom fra, mens vi drak grøn the af bittesmå glaskopper. Da vi tog afsked med dem, blev vi gennet direkte over i naboens hus, hvor et medlem fra the-selskabet havde sit hjem, så her skulle vi også drikke the og møde resten af familien. Vi smagte vietnamesisk kokosnødsslik, fik rundvisning i bedstefarens have og talte med datteren, som kunne en smule engelsk.
Dernæst mødte vi tre fyre, som sad i bar overkrop ude ved vejen og drak te. Udenfor stod de prægtigste kamphaner linet op i bure og ventede på at tjene penge til deres ejere. Vi blev budt indenfor og ejeren viste flittigt sine haner frem og fortalte, at de blev opdrættet til hanekamp, hvilket åbenbart er voldsomt populært i Vietnam og Asien. Det forklarede også, hvorfor vi ved 2-tiden om natten var blevet vækket af et kor af hanegal - der var åbenbart ret mange haner i området.
På trods af sprogbarrieren var det interessant at møde de lokale, og høre hvordan de får livet til at hænge sammen, hvad de lever af, hvad der gør dem lykkelige. Naturen har en stor plads i deres hjerter og mr. Thai og hans homestay var ikke nogen undtagelse; det var omringet af pomelo-, mango-, papajatræer og kokospalmer. Alle de åbne sivhytter, stod på pæle vævet ind i et fortættet landskab oven over fiskedamme med et væld af fisk, sommerfugle, frøer og ildfluer om natten.
På tur på to hjul
Efter det første fotoeventyr med den amerikanske fotograf og adskillige snakke over måltiderne besluttede vi os for at tage på tur sammen. Mr. Thai havde adskillige forslag til, hvor, hvordan og hvorledes, men vi havde vores egen agenda og efter mange forskellige forslag, blev vi enige om et skræddersyet program, der både indeholdt lokal kultur, natur og forhåbentlig nogle gode skud med kameraet. Mr. Thai sørgede for en lokal guide til at vise vejen og stå for det praktiske, og aftalen var, at vi stoppede undervejs, hvis der var noget der fangede øjet, og for at få de rigtige skud i kassen. Det var særlig vigtigt for amerikaneren - det var hans job at få de rigtige billeder med hjem til sin forretning. Vi så det mere, som en mulighed for at se en professionel arbejde i felten, og for at få en særlig oplevelse ud af det, som ikke ligner de andre turistfælder.
Vi havde et langt program foran os, så vi startede tidligt ud med morgenmad og pakning af scooterne - al bagage skulle med, så de tre scootere var tætpakkede med rygsække og mennesker. Det er ufatteligt, hvad der kan læsses på en scooter i Vietnam - rekorden indtil videre er en familie på 5, men vi har også set alt fra hunde til meterlange bambusstænger eller byggematerialer. Så grelt var det alligevel ikke for os, men med to voksne og rygsække bagpå, var der ikke meget plads at manøvre rundt på.
Michael kørte med Mie bagpå og selvom det var hans første tur på scooter nogensinde, gik alting ganske glat. Vi kørte sikkert af sted og flettede ind og ud af trafikken på hjemmevant manér. Turen gik igennem deltaets små landsbyer, hvor vi fik indblik i de lokales liv og områdets lidt sære spisevaner - vejsidekioskerne solgte foruden kyllinger og ænder nemlig slanger og sumprotter til aftensmaden.
Kort efter frokost nåede vi det første kulturelle stop, Xeo Quyt Forest, hvor Viet Cong officerer havde dirigeret krigen fra underjordiske bunkere. I en lille trækano blev vi roet rundt ad smalle kanaler i en smuk, frodig skov og kunne kigge ind på forskellige levn fra krigen; skydebunkere, skjulte nedgange til tunneler og barakker. Skoven var helt magisk med store mangrove træer, der rejste sig fra skovbunden og omsluttede vandvejen vi blev sejlet op ad. Desværre tog turen kun 20 min, så havde vi været det hele rundt, så vi besluttede os for at gå turen også for at se mere af den rolige skov.
Derefter var det tilbage på scooterne med rigtig ømme røve og videre til byen Cao Lahn. Vores logi for natten var et smukt styltehus i mørkt træ, smukt dekoreret med fine udskæringer og arkitektoniske detaljer. Indvendigt var vi lidt overraskede over at finde ét stort rum med 4 dobbeltsenge i hjørner, kun adskilt af gardiner. Men vi skulle kun dele med amerikanerne, så der var ingen sure miner - vi ville nok alligevel være så trætte inden dagen var slut, at vi kunne sove, hvor som helst.
Vi var pressede på tid, så vi nåede kun at smide taskerne og så måtte vi af sted igen, Denne gang til nationalparken Tram Chim, der var et stort fuglereservat. Ved nationalparken ventede der igen to små robåde på os, og vi blev roet ind midt i fugleparadiset. Det var sidst på eftermiddagen og der var livlig aktivitet med fugle, der vendte hjem til deres reder for natten. Vi er ikke de store fugle-mennesker, men genkendte storke, hejrer og ibisser. Antallet af fugle var fuldstændig overvældende og luften var fyldt med skræppen og pippen når de forskellige flokke gik på vingerne og faldt til ro igen.
Da vi endelig sad over en buffalo-hotpot tilbage i Cao Lanh var vi mildest talt trætte. 120km på scooter, besøg i to nationalparker og diverse fotostops undervejs kunne mærkes. Fotograferne var dog ikke helt tilfredse med turen - der havde været mange timers kørsel og ikke så meget tid til at køre ad de små gader og stoppe undervejs på må og få. Det meddelte vi guiden og foreslog et supplement til programmet - en solopgangstur, hvor vi kunne køre rundt på egen hånd. Det gik han heldigvis med til, og så gjorde vi os klar til endnu en tidlig morgen.
Vi fik en super morgentur ud af det. Aftenen forinden havde vi udfrittet vores guide om gode områder at besøge, så vi havde en idé om, hvor vi skulle hen. Vi gjorde mange stop undervejs, hvor pigerne snakkede og nød naturen mens drengene fór rundt og skød fantastiske billeder. Vi kørte på må og få ad de veje og kanaler som så interessante ud, og overalt blev vi mødt med lige dele overraskelse og smil fra de lokale, som tydeligvis ikke var vant til at se scooterkørende vesterlændinge på tur.
Vi havde lovet at levere scooterne tilbage ved 10-tiden, så de kunne blive sendt tilbage til Ben Tre med bus. På det tidspunkt var vi også ved at være morgenmadssultne, så det passede fint, selvom vi desværre måtte afkorte vores besøg hos en lokal familie, der havde inviteret os på the og frisk frugt for at køre tilbage mod Cao Lanh.
Flydende markeder
Vi tog afsked med amerikanerne og ønskede dem god rejse - de fortsatte deres tur mod vest, mens vi tog sydpå til Mekongdeltaets største by, Can Tho. Det havde været hyggeligt med nogle rejsefæller ligesom på vores trek i Nepal, men det var også rart bare at være to igen.
I Can Tho var der ikke tid til at få indhentet søvnunderskuddet fra de foregående oplevelsesrige dage, vi skulle nemlig besøge deltaets største flydende marked som foregik kl. 5 om morgenen. I den tidlige morgenstund var vi derfor endnu engang på benene. 50 meter fra vores hotel fulgte vi en lille, smal passage mellem to ejendomme med betonvægge på begge sider ned til bredden af Mekongfloden. Der lå vores lille træbåd og ventede på os med vores kaptajn om bord, klar til at sejle os af sted i mørket.
Efter et par knap-så-optimale bådture i deltaet (der havde haft et lidt for turistet præg), var dagens forventningerne ikke høje. Men heldigvis blev vi positivt overraskede! Vi har fundet ud af, hvor meget det betyder, at guiden forstår, præcis hvad man vil, og i vores tilfælde vil vi meget gerne undgå de turistede besøg på nudel- og kokosnødsslikfabrikker og diverse souvenirshops. Vi havde derfor insisteret på at tilpasse vores tur, så den blev som vi ville have det. Og det bestod i sin enkelthed i, at vi gerne ville bruge længere tid på at sejle rundt på selve markedet.
De første 45min sejlede vi af sted på Mekongfloden i bælgmørke, mens vi betragtede den lysende by inde på land. Vores kaptajnsmutter styrede os kyndigt udenom den øvrige bådtrafik, og fik hurtigt løst de 'tekniske udfordringer' når plastik satte sig fast i skruen. Det var egentlig ret hyggeligt bare at sidde der i mørket og holde om hinanden og lytte til bådens skvulpen og byens lyde.
Da vi ankom til markedet var det stadig mørkt, men der var livlig aktivitet. De lokale handlende var i færd med deres morgenrutiner, med morgenfisen hængende omkring sig, og der blev også allerede købt og solgt fra bådene. Nogle sad på hug på rælingen, som en forstenet fugl og børstede tænder mens andre drak te og gned øjne efter et søvnigt gab. Det var tidligt - også for dem.
Markedet er et wholesaler-marked, hvor restaurationsejere sejler rundt i mindre træbåde og køber varer af de store 'sælger-både'. Sælgerne har gjort det let for køberne at finde rundt - hver båd har hejst et udpluk af de udbudte varer op i masten, så det er let at kende 'ananas-båden' fra 'kål-og-kartofler-båden'.
Som solen stod op over floden steg aktivitetsniveauet; sække med grøntsager blev kastet i menneske-kæder på flere mand fra en båd til en anden. En ældre mand hakkede kålblade af kålhoveder, og kastede dem videre til sin søn, som stablede dem i pyramide-form. Mindre træbåde roede rundt og falbød rygende varm nudelsuppe eller iskold kaffe, mens de lokale husdyr gøede eller galede morgenen ind fra deres plads i stævnen. Det var en fantastisk oplevelse med så meget god energi, stemning og autenticitet. Desværre er det ikke til at sige, hvor længe markedet består; med nye veje og broer i området, risikerer man at flytte handlen fra de charmerende både tilbage til landjorden.
Fra Mekongdeltaet havde vi besluttet at besøge den lille øgruppe Con Dao ude for Vietnams østkyst. Under den franske kolonisme og senere under krigen mod amerikanerne, blev øen brugt som fængselsø, hell on earth. I dag kan man stadig besøge resterne af de 13 fængselssites, men øen byder også på smukke bounty-strande og frodige bakker - et perfekt sted til et par afslappende dage på stranden. Vi havde booket en hurtigfærge ud til øen, men eftermiddagen inden modtog vi pludselig en alarmerende mail fra selskabet, som meddelte, at der var 80% risiko for, at båden ikke sejlede grundet dårligt vejr (store bølger). Den endelige melding ville først komme den følgende morgen, når de nøjagtige forhold lå klar.
Til vores store overraskelse fandt vi ved 7-tiden ud af, at båden sejlede alligevel. Vi måtte derfor hurtigt pakke vores ting sammen, skynde os at tjekke ud, med taxi til opsamlingsstedet og dernæst videre med shuttlebus til bådsterminalen, hvor en lang hurtigbåd, som lignede et japansk highspeed-tog uden hjul, skulle fragte os ud til øen. Det var næsten ikke til at tro, at vi kom af sted!
Lettelsen over at være kommet af sted blev dog hurtigt afløst af noget andet - søsyge! Sejladsen var mildest talt sindssyg med kæmpemæssige bølger, der skyllede ind over båden. Ude på havet var der kraftigt stormvejr, og man kunne ikke se ret meget ud af vinduerne; de blev konstant spulet af bølgebrus og skumsprøjt fra vandets møde med stævnen - på trods af at vi sad på øverste dæk. Blandt os lidende passagerer var der flere, der kastede op end som ikke gjorde det, og hele sejladsen igennem stod en matros klar til at uddele brækposer og toiletpapir. Da vi efter 2,5 højst ubehagelige timer nåede Con Dao, kunne vi endelig ånde lettet op. Men vores drømme om strandferie blev hurtigt slukket - vi var ankommet til en kold og blæsende gråvejrsø. Øv!
Vi fik alligevel hygget os på Con Dao med scooterture rundt på øen, besøg i de gamle fængsler og afslapning på vores lækre hotel. Alligevel var det dejligt at vende tilbage til solskinnet og de høje temperaturer i Mekongdeltaet, efter en færgeoverfart, som heldigvis var mildere end udturen.
Farvel til Vietnam
Vores sidste stop i Vietnam var grænsebyen Chau Doc. Her fik vi efter mere end 40 fantastiske dage taget afsked med landet. Vietnam har været meget anderledes end, hvad vi hidtil har prøvet. Turistsektoren er meget udviklet, hvilket gør det meget nemt at rejse rundt. De fleste snakker udemærket engelsk og er enormt hjælpsomme ift. bookning af transport, ture og andre anbefalinger. Lokalbefolkningen er enormt smilende og venlige, og de får optur af, at man hilser tilbage, når de har råbt 'hello' i ens retning. Maden er fantastisk; frisk med masser af friske urter, lime og smag og selv den lokalproducerede kaffe er sublim. Alle de ting gør Vietnam til et enormt behageligt land at være i, hvor man føler sig ekstremt velkommen og man kan stole på, at de folk man møder, gør deres bedste for at hjælpe en. Det bliver spændende at komme videre, men vi kommer også til at savne Vietnam.
